På onsdag er der premiere på en kunstinstallation i Valby. Søren Ulrik Thomsens digt kan ses på Herman Bangs Plads i Valby. Kilde: politiken.tv/ Finn Frandsen, Henrik Haupt

Københavneriet

Søren Ulrik Thomsens otte smukkeste ord hænger bøjet i neon på Valby Langgade

For 32 år siden fandt digteren frem til de otte smukkeste ord i det danske sprog.

Københavneriet

regn søvn blå kys

lys seng vand hånd

Otte ord – dem, digteren Søren Ulrik Thomsen fandt frem til, da han engang i 1982 tænkte over, hvilke ord han ville tage med sig på en øde ø, hvis han nu skulle holde sig til otte. Ordene – altså sprogets otte smukkeste ord ifølge Thomsen, og ligeså mange sammensætninger af dem – blev til et digt i hans digtsamling ’Ukendt under den samme måne’.

32 år efter står digteren sammen med Københavneriet i et gadekryds i Valby. Nu hænger ordene bøjet i neon højt oppe på en husgavl ved Langgade Station. Bogstaverne i de otte ord er formet i den klassiske skrifttype Courier – den, der var på Søren Ulrik Thomsens akustiske skrivemaskine dengang i 1982. I aften tænder og slukker neonrørene i sekvenser, der som i bogen skaber nye sammenhænge:

regnhånd lyskys

vandlys blåseng

søvnblå kysregn

lyshånd vandsøvn

Firsernes sorte storbydigter er i aften en glad mand. Søren Ulrik Thomsen gestikulerer inde fra sin store trenchcoat og peger rundt på omgivelserne fra fodgængerfeltet foran Langgade Station:

»Jeg kan så godt lide det her sted, fordi her er så hverdagsagtigt: S-togs-stationen, pizzeriaet, Mr. Kebab, Lokal-Brugsen. Det er et sted, man bor og færdes. Ikke et sted, hvor hele byrummet er iscenesat, og hvert eneste dørhåndtag er pudset. Derfor kan digtet virkelig være noget andet i forhold til byrummet. Lige her er der stadig lidt af den stemning, der var i København i 1970’erne, hvor det hele var lidt skramlet og råt. Og så er her trafik. Der skal jo være trafik, for at man har fornemmelsen af byliv. Endda flere former for trafik i flere retninger og etager«, siger Søren Ulrik Thomsen og ser sig endnu engang forundret omkring i området, der trods sit prosaiske udseende allerede er dedikeret til litteraturen: Pladserne, der indrammer Langgade Station, har fået navn efter henholdsvis Aksel Sandemose og Herman Bang.

LÆS OGSÅ

Gader, S-tog og neonlys er genkommende temaer i Søren Ulrik Thomsens digtning. For to år siden skrev han en ansøgning til Statens Kunstfonds udvalg for Kunst i det Offentlige Rum om at få støtte til at få digtet sat op i neon ude i byen.

Ideen blev senere koblet sammen med Områdefornyelsen Gl. Valbys kvarterløftprojekt for kvarteret omkring Langgade Station. Nu hænger digtet bøjet i neon på gavlen ved Herman Bangs Plads.

Du siger, du så godt kan lide stedets råhed. Men er du så ikke selv med til at gøre det fint og æstetisk med dit digt?

»Jo, men det er jo netop et helt klassisk paradoks: Jeg kan så godt lide det her sted, fordi det er så hverdagsagtigt, og der netop ikke er nogen kunstinstallationer. Netop derfor sætter vi digtet op her. Og så er vi allerede i gang med at undergrave det, vi godt kan lide herude. Det er ligesom turismens gamle paradoks: Alle vil derhen, hvor ingen andre har været før. Men lige så snart de første turister har været der, er der nogen, der åbner en restaurant med en turistmenu til det næste rejseselskab. Det er det samme, der gør sig gældende her i København. Man leder efter de uberørte steder, men når man først har været der, er det jo ikke så uberørt længere«.

Neonskilte er jo oprindelig reklame. I dag bruger man LED-lys og andre teknologier. Er der ikke også noget paradoksalt over, at neon er blevet til sådan et æstetisk, porøst udtryk som i det her tilfælde?

»Jo, men nu har vi også haft 100 år til at se på neon som andet end reklamer. Der er jo ingen, der i dag betragter Irmahønen inde ved Søerne som en reklame. Man ser den som en smuk ting i København. Neon er blevet brugt så meget som æstetisk virkemidddel på film, at det har påvirket vores opfattelse af det. Det er storbyens signatur«.

Det må være en stor ære for en digter at blive bøjet i neon. Hvis de ville have haft din installation på et så æstetisk sted som Regnbuepladsen, ville du så have sagt nej ?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Nej, selvfølgelig ville jeg ikke det. Nu har jeg bare været så heldig, at det blev herude. Jeg er især glad for, at det er her ved stationen. Jeg elsker S-tog. De er med i mine digte helt fra starten. Så det er et klassisk firser-set-up, herude ved Langgade Station«.

Søren Ulrik Thomsen er så glad for neoninstallationen, at han ligefrem foretrækker sit digt i denne udgave:

»Jeg har også altid drømt om, at et digt kunne være noget, der ikke stod i en bog, hvor man kunne se, hvem der havde skrevet det og udgivet det, at et digt kunne være noget, man bare tilfældigt fandt på gaden – der står ikke, at det er en bestemt digter, der har skrevet det, ja, ikke engang at det er et digt . Det er bare noget, du kan tage op og læse. Sådan skal den her installation også virke. Den skal give noget, uden at modtageren ved noget om afsender eller sammenhæng eller noget. Det skal bare virke i sig selv. Være noget i sig selv. Uanset hvordan og hvorfra man kommer forbi her, vil man se digtet på forskellig måde og fra forskellige vinkler, og så er det, jeg håber, at folk selv vil bygge videre på det. Man kan lave nye sammenstillinger«.

Mens vi taler, kører neondigtet sit eget løb oppe på gavlen. Med alle mellemsekvenser tager det 8 minutter, før digtet har været gennem hele sin cyklus. Mens vi står og tager billeder, kommer en mand hen til os: »Hvad er egentlig ideen med det«?.

Vi forklarer om sekvenserne og sammensætningerne, indtil manden afbryder:

»Så kommer der vel til at stå regnseng på et tidspunkt?«.

»Ja, det bestemmer du jo. Nu har du jo lige selv lavet det«, råber Søren Ulrik Thomsen begejstret.

»Nåja«, griner manden, der viser sig at hedde Carsten Dahl. Han bor på Wilhem Topsøesvej, der hører til Valby Andelsforening, der ejer gavlen.

»Det er jo det, der er det gode ved digtet«, fortsætter Thomsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det er en samling legoklodser. Nu har jeg ikke lige regnseng med. Men det har du jo lige digtet selv. Det er sådan set min hensigt med det«.

»Det er sgu meget godt det der«, siger Carsten Dahl og ser ud, som om det pludselig går op for ham, at han har samlet et digt op på gaden.

Keep Copenhagen weird

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce