Københavneriet har kigget nærmere på Axel Towers og Scalas ruiner.
Foto: Ivan Riordan Boll

Københavneriet har kigget nærmere på Axel Towers og Scalas ruiner.

Københavneriet

Den får ikke for lidt i Axel Towers

Axel Towers skal ikke alene rejse sig fra ruinerne af Scala – men fra mere end 170 års københavnsk forlystelseshistorie.

Københavneriet

Axel Towers har rejst sig af Scalas ruiner. Byggeriet lige over for Tivoli er et af de senere års mest omtalte i København. Nu står de fem tårne der. Men hvad skal de egentlig indeholde?

Et arkitektonisk højdepunkt, et landemærke, et nyt vartegn for København.

Den får ikke for lidt, når folkene bag Axel Towers skal definere byggeriet, der, især det seneste halve års tid, mens det ene tårn efter det andet har rejst sig, har fået københavnere til at tale om det, undre sig og diskutere. Som altid, når det drejer sig om noget så forandrende og centralt beliggende, får tårnene folk til at dele sig i, mindst, to lejre.

AXEL TOWERS vil komme til at bestå af i alt fem tårne med varierende højde fra 28 til 61 meter i 15. sals højde. Man skal dog ikke længere væk end til SAS-hotellet, lige ved siden af, for at finde et højere hus på 70 meter. Det samlede areal udgør 40.200 m² fordelt med 23.000 m² over jord og 17.200 m² kælder, der primært skal bruges til parkering.

Hovedparten af arealet skal efter åbningen, sidst på året, være domicil for Advokatfirmaet Gorrissen Federspiel. Det resterende areal får en blandet anvendelse til kontor, butikker og forlystelser. Kælderen er udgravet med henblik på at nyt parkeringsanlæg. Der skulle være plads til ikke færre end fem dæk under jorden.

Det var Ejendomsselskabet Norden, der i 2011 lavede en aftale med advokatfirmaet Federspiel, hvor det multinationale administrationsforetagende på forhånd tegnede sig for at leje en stor del af lokalerne. Det er pensionskasserne ATP, PFA og Industriens Pension, der finansierer byggeriet.

Kommunen, der ellers havde været rimelig flegmatisk under Scalas nedtur, sikrede sig af hensyn til borgerne og det almennyttige, at selskabet skulle leje de første fire etager i hvert tårn ud til butikker, restauranter og andre publikumsorienterede formål. Endnu ved offentligheden ikke, hvad de præcist kommer til at indeholde.

Efter planen skal Axel Towers være færdig og klar til brug ved udgangen af 2016.

Indtil 1846 tilhører matrikel nummer 66 Vester Vold militæret og indgår i det grønne bælte, der udgør Københavns volde.

Efter voldenes fald er Københavns Kommune ejer af grunden, som den i 1872 udlejer til Kaffe-Petersen, en stor værtshusholder inde fra byen.

Han åbner Cafe du Boulevard, et værtshus for københavnske levemænd med portemonnaien i orden. Tre år senere ombygges og udbygges stedet til Concert du Boulevard.

Selv om punch nu er erstattet af champagne, og pianounderholdning af koncertorkestre og kabareter, nyder etablissementet ikke den store anseelse.

Den unge Herman Bang karakteriserer i Nationaltidende stedet som en »valplads for brydere og importeret kortskørtethed«. En anden kritiker skriver lakonisk om Concert du Boulevard: »Boule var den og bule blev den«.

Læs også

National hedder bygningsværket, der for alvor løfter matriklen over middelmådigheden. Forlystelsespaladset slår for første gang dørene op 15. januar 1882. I sin luksuriøse overdådighed overgår bygningen langt, hvad man hidtil har set, ikke bare i København, men i hele Skandinavien. Bygmesteren er Hans ’Hellig’-Hansen, en snedkermester, der er blevet stjernerig på en helt anden form for byggeri: lejekasernerne i arbejderkvartererne på broerne.

Som altid, når det drejer sig om noget så forandrende og centralt beliggende, får tårnene folk til at dele sig i, mindst, to lejre

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ud over størrelsen, de forgyldte dekorationer, friserne, søjlerne, musikken og varieteerne tiltrækker National sig opmærksomhed ved at være det første offentlige sted, der er fuldt belyst af elektricitet. Ganske få år efter åbningen lukker Hellig-Hansen National og begynder en omfattende ombygning. Da stedet åbner igen, skriver Herman Bang i Nationaltidende: »Den nye koncertsal er fremfor alt lys og fri. Det høje loft svæver frit på gyldne piller, buerne er store og luftige. Overalt er der rigelig plads: på gange, på trapper. Man har en behagelig fornemmelse af ikke at generes af hverandre ... Jo, København har fået et vinter-Tivoli, Hvad et sådant etablissement i videre kredse sætter i bevægelse, er uberegneligt«.

Hellig-Hansen viser sig også at være en uberegnelig størrelse. Efter endnu et par år sælger han National.

Gullaschbaronernes paradis

I de følgende år skifter skødet til Matrikel 66 Vester Vold hænder adskillige gange. I 1912 køber en velhavende købmand, Frede Skaarup, bygningen, der i mellemtiden er blevet omdøbt til La Scala. Skaarup lader salen danne ramme om storladne opsætninger, der ikke lader Lidoen i Paris noget efter. De næste 15 år står den på franske operetter, revyer og kabareter i gigantiske dekorationer befolket af letpåklædte korpiger. Især de mange københavnske gullaschbaroner slår under Første Verdenskrig om sig med deres lettjente penge i Scala. Efter krigen er der færre penge i publikums hænder. Skaarup forlader det skrantende Scala i 1927. Tre år efter bliver det forlystelsespaladset revet ned.

Læs også

I begyndelsen af 1930’erne rejser en af forlystelseskongerne fra Frederiksberg, Waldemar ’Jernskæg’ Jensen, en ny bygning, National Scala. Ud over restaurant og barer rummer det to koncertsale med hver sin definerede målgruppe: I Holberghaven er der varieté og orkestermusik for det modne publikum. På førstesalen er Scalasalen for den forlystelsessyge og købemodne ungdom.

Scala – det fattigsmarte sted

Det går godt for National Scala i 30’erne. Tidens tone er swingjazz og Scalasalens moderne funkis og art deco. Men i begyndelsen af 1950’erne ebber swingtiden ud, og den nye ungdom finder andre tilholdssteder. I 1957 lukker National Scala med et grimt underskud.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Nordisk Andelsforbund, i dag en del af Coop, køber grunden, river huset ned og bygger stormagasinet Anva, der frem til 1987 forsyner københavnere med alt fra fødevarer, over tøj til fjernsyn. I 1987 omdannes Anva til Checkpoint, et varehus med tøj, kosmetik og musikgrej specielt henvendt til ungdommen. Det lukker efter et halvt år.

To år efter, 15. marts 1989, åbner Scala. Hovedsageligt finansieret af cafématadorerne Jørgen og Ole Strecker og en af de store figurer i dansk underholdningsindustri, Bent Fabricius-Bjerre. De lancerer Scala som ’livsstilscenter’ med biografer, træningscenter, cafeer, restauranter og butikker. Nogen succes bliver Scala aldrig og er fra starten udsat for hård kritik: Der er fattigsmart, kulturløst og tøjet stinker af friture. Midt i 90’erne går det stiftende konsortium konkurs. Projektet fortsætter med svigtende energi fra skiftende ejere, indtil nøglen sidste gang bliver drejet om i 2008.

Scala står tomt i tre år, før det bliver jævnet med jorden, og det nye byggeri begynder.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce