»Mææææhh«.
Det var sådan, de sagde, når de gik forbi farmorens soveværelse i den lille lejlighed i Istedgade på Vesterbro i København, hvor Mendoza voksede op, og hvor hun allerede som barn begyndte at eksperimentere med sin stemme. Men både hendes far og storebror brægede som en flok naragtige geder, når de passerede døren, og det fik hele hendes krop til at sitre af flovhed.
Hun havde ellers sunget meget. Blandt andet Aqua-sange med sin far på hovedstadens karaokebarer. Og det var fedt, syntes hun. Men i takt med at hun blev ældre, og hendes børnestemme blev dybere, begyndte det at skorte på opbakningen.
»Alt mod og lyst blev fuldstændig taget fra mig. Jeg har altid følt, at jeg var dårlig til at synge, fordi jeg er blevet gjort så meget grin med. Min farmor sang opera. Min far har sunget i kor, og deres forestilling om, hvordan man synger, er fuldstændig anderledes, end hvordan jeg sang«, fortæller Mendoza.
»Så jeg sammenligner mig altid med Kim Larsen. Eller The Cure og Marilyn Manson, som synger helt fucked. Det handler om at synge fra hjertet og få alt det, der brænder inde i min krop, ud. Og så gør det ikke noget, hvis det lyder lidt gedeagtigt en gang imellem«.
For 23-årige Mendoza, der lyder det borgerlige navn Sandra Frederiksen, har et enormt behov for at få det indre – følelserne, kaosset og det levede liv – ud i det ydre. Men det er først nu, hendes indre kaos begynder at komme ud rent musikalsk.
Barn af Istedgade
Sidste år udgav hun officielt sin debutsingle, det rave-inspirerede electropopnummer ’Love Druggie’. På det tidspunkt havde den været indspillet i et års tid, men Mendoza var ikke interesseret i at sende noget ud i verden, hvis ikke der var flere numre at følge op med. Det ville være »megafesent«, som hun siger. Nummeret var med til at sikre hende en kontrakt med engelske Atlantic Records, og i næste uge spiller hun på Spot Festival i Aarhus, der igen i år sætter fokus på de mest lovende kunstnere i dansk musik.
Men før Mendoza kunne kalde sig musiker, var der en en masse omveje, hun skulle forbi.
Hun var 6 år gammel, første gang hun fik en genial idé. Armbånd, der lyser i ultraviolet lys. Solgt til ågerpris til stive mennesker på det diskotek, hendes far havde slæbt hende med på. Efter devisen, at hun jo ikke kunne være alene hjemme.
Ellers sad hun mest bare derhjemme i vindueskarmen i sin storebrors aflagte tøj med udsigt til Mariakirken, Mændenes Hjem og Istedgades prostituerede og narkomanerne, der havde samtaler med træerne, mens forstyrrede mennesker sked bag biler midt på gaden ved højlys dag.
Det var også her, hun sad, da hun som 14-årig besluttede, at hun ville starte et modelbureau. Men da det var lidt for svært, blev det i stedet til et eventbureau, der blandt mange ting lavede pr-arbejde for Sony og arbejdede sammen med den nu afdøde dj og radiovært Kjeld Tolstrup. Senere åbnede hun en café med en veninde, hvor hun stod for events og promotion. Hun skrev også for et blad og begyndte senere at arbejde som fotograf, stylist og blogger på bloggen SlumBlogMillionær.
Blandt ladyboys og ludere
Mendoza har altid været entreprenant. For at slå tiden ihjel, mens hun ledte efter den ting, hun ville lave resten af sit liv.
En ung go-getter, blev hun kaldt. Hun har altid gerne villet. Også selv om afsættet ikke var optimalt, og selv om fremtiden ikke så synderlig lys ud, da hun som 12-årig gav sig i lag med alkohol, der blev afløst af hash, som blev afløst af hårdere stoffer. Skolen blev hun smidt ud af, da hun gik i 7. klasse.
Hun har aldrig vidst, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Det har hun ikke lært i et miljø, hvor hårdheden og kynismen hersker, og hvor der konstant er underskud. Og hvor det er helt normalt, at ens far slæber sin datter med på bar, bodega og klub med transvestitter, ladyboys og ludere, der venter på at blive købt med hjem for natten. Hendes far har gjort ting, der var decideret utilgivelige, fortæller Mendoza, men ønsker ikke at komme ind på hvilke. Moren? Hun var der bare ikke.
»Jeg har mistet ting«, siger hun. »Følelser for mine forældre, for eksempel. Og de kommer aldrig igen. Men de har også, helt klichéfyldt, gjort mig til den, jeg er. At de forsømte mig, har gjort mig til et meget selvstændigt menneske«. Hun tier lidt.
»Jeg føler, at Sandra er et forsømt lille gadebarn, der har fået en vild chance i livet. Jeg føler helt klart, at jeg er et menneske, der er sluppet igennem nåleøjet, fordi jeg har været ret god til at kæmpe mig ud af et dårligt udgangspunkt. Jeg føler, jeg er vokset op på en bodega. Jeg må have været omkring 5 år gammel, første gang min far tog mig med. Det har været mit miljø. Og det er en stor del af min personlighed. Men jeg har ændret mig meget og er ikke den samme bodegapige længere«.
Den lidet rosenrøde opvækst har da også forplantet sig i Mendozas musikalske univers. Hun er blevet kaldt denne generations dystopiske popstjerne, og når man lytter til hendes tekster, forstår man godt hvorfor.
Som når hun med linjer som »You came into my room/ You took and you consumed/ You didn’t even bother to take off my shoes« fra sangen ’Rapist’ beretter om både sin egen og flere veninders oplevelser med overgreb. Eller når hun på ’Love Druggie’ synger om bare gerne at ville hænge ud med sine venner og skuffelsen over, at det eneste, de vil, er at tage stoffer og være helt fucked på en eller anden klub.
»I’d rather be a proud mommy than in this club kid copy posse«, lyder det. Mendoza blev mor som 16-årig, og det gav hende et nyt syn på livet.
»Jeg har set utrolig meget sorg i mit liv. Ikke bare hos mig selv. Men også hos andre mennesker. Jeg føler mig totalt forsømt af mange mennesker. Det lyder virkelig selvmedlidende, men det er altså bare the case. Og det er en stor del af mine tekster og stemningen i mit univers«, siger hun.
»Da jeg var lille, forstod jeg ikke rigtig, hvad det var for et liv, jeg havde. Der var ingen regler, og det har påvirket mig meget, at jeg har set en verden, som de fleste børn og unge ikke får lov til at se. Og når jeg ser tilbage nu, kan jeg bare tænke holy shit«.
Man kunne fristes til at tro, at Mendoza er en karakter, hun har skabt for sig selv, en persona, der dækker over et forsømt liv og baner vejen for en lysere fremtid. Kombineret med det visuelle udstyrsstykke, som hendes koncerter ofte også er – til Vegas Udvalgte i januar var hun iført et kulsort korset og udstyret med djævlehorn og maske som en gotisk dominatrix – virker tanken ikke fjern. Det passer bare ikke.
Mendoza ved et tilfælde
Navnet Mendoza var allerede en væsentlig del af Sandra Frederiksens selvforståelse, da hun dj’ede. Og det visuelle univers, hun har skabt for sig selv, fordi det er med til at understrege musikkens dystre stemning, er snarere en kreativ legeplads end udtryk for et alter ego.
»Jeg kan ikke bare sige: Nu går jeg på arbejde og er Mendoza, og nu går jeg hjem, og så er jeg Sandra. Jeg ville blive sindssyg. Vi er den samme person. Mendoza er ikke noget, jeg tager på. Jeg er Mendoza. Men jeg har da nogle visioner, som jeg føler, jeg nemmere kan realisere, når jeg er Mendoza og er på scenen. Jeg går jo ikke rundt med horn til daglig derhjemme. Men det var ikke meningen, at folk skulle tro, at jeg var dybt seriøst, mens jeg stod der medfuckinghorn på hovedet. Jeg begyndte også at grine undervejs i showet. Men nu er der no going back, jeg kan ikke stille mig på scenen i joggingtøj længere«, siger hun.
»Men det er fandeme mærkeligt, at jeg har valgt det navn. Hvorfor har jeg valgt det? Det er et vildt upraktisk navn. Hvis man googler Mendoza, er det fuldstændig umuligt at finde mig. Det er ikke særlig godt for mit brand ...«, siger Mendoza med en let rysten på hovedet.
»Min ven Fernando Mendoza og jeg elskede at pranke hinanden, for eksempel på Facebook. En dag byttede vi profilbilleder og efternavne. Men da vi blev trætte af det og ville ændre det igen, var det ikke muligt. Og da alle var begyndt at kende mig som Mendoza, og jeg også selv følte mig som Mendoza, var det bare det, jeg skulle hedde. Jeg ligner jo heller ikke en, der hedder Sandra Frederiksen, vel?«.
Det var dog først, da hun mødte sin nuværende producer Niels Kirk, der også er musiker i rockbandet Treefight for Sunlight, at hun for alvor fik lyst til at lave sin egen musik. Han lagde ud med at spørge, om hun egentlig kunne synge.
»Hvis folk spurgte mig, om jeg kunne synge, sagde jeg altid »Eeeej, ikke særlig godt, men jeg kan måske ramme tonerne«. Det var meget sårbart for mig«, siger Mendoza. Og så gav de det et skud.
Hun skrev ’Love Druggie’, hendes allerførste sang, og præsenterede den for ham. Efter et kvarter havde han lavet et beat, og så var sangen i kassen.
»Jeg fik så meget ros for den og var helt ekstatisk. Den følelse får du kun en gang. Nemlig den dag du gør noget for første gang, som virkelig viser din sårbarhed«, fortæller hun.
»Det var et følsomt øjeblik. Det bekræftede mig i, at jeg godt kunne. Fuck, det er det her, jeg skal, tænkte jeg. Tillykke, sagde jeg til mig selv – du har fundet ud af, hvad du skal resten af dit liv«.
fortsæt med at læse
