Der er dømt old skool hiphop af den farverige, opfindsomme og identitetsstærke slags, når newyorker-trioen Jungle Brothers indtager Loppen.
Sammen med De La Soul og A Tribe Called Quest gravede de i slutningen af 1980’erne dybt efter sprøde funk-, jazz- og soulsamples og lagde tryk på de afrikanske rødder i den afroamerikanske identitet. Nybegyndere kan få sig en første lektion i New Yorks hiphop-smeltedigel her.
Det er ikke mange måneder siden, at mægtige Swans indtog Vega i København med deres knogleknusende støjrock.
Nu kommer de til Aarhus, og hvis man endnu ikke har tilladt sig at lade sig falde langsomt, langsomt ned i Michael Giras slugter af voldsomhed og kompromisløse poesi, skal chancen gribes. Tag ørepropper med. Det er alligevel kroppen, man hører Swans med.
Hvert år imponerer den lille århusianske festival Pop Revo med deres program.
Siden 2004 har festivalen med stor dygtighed præsenteret navne, der ikke bare har slået en revolutionerende kolbøtte, men sprunget helt uden for musikalsk konformitet. I år er de store, nytænkende navne drømmepoppede Dean Blunt, pop-psykedeliske Foxygen samt nye postpunks i Viet Cong og veteraner i The Pop Group.
For alle med hang til de konstante mutationer i Londons basmusik, er Darkstar og Zomby et sikkert kryds i kalenderen.
Trioen Darkstar udkommer på dubstep-centralen Hyperdub, men trækker i retningen af psykedelisk boblende lydskaber. Zomby er solist og en del af maske-generationen af producere, der i ånden fra den oprindelige rave-kultur søger anonymitet og lader musikken tale. Han er muligvis flyttet til New York, men krydser ligesom Darkstar de ydre grænser i basmusikken – uden at de repeterende mønstre går op i sømmene.
Selvhenter er fem kvindelige musikere, der som en del af kollektivet Eget Værelse hører til i den intense malstrøm af råt talent på spillestedet Mayhem.
Mellem to trommeslagere, violin, saxofon og trombone skaber de på én gang hypnotiske rytmemønstre og eksperimenterende improvisationer, der gjorde så stort indtryk på juryen bag Nord Music Prize, at den gav det seneste album, ’Motions of Large Bodies’ en såkaldt honourable mention tidligere i år.
Ja, de sidder jo sådan set bare der. Musikkerne Mikael Simpson og Fritjof Toksvig samt poeten, cykeleksperten og livsnyder-æsteten Jørgen Leth.
Sidstnævnte udstikker med sin nasale klang og løsgående tanker retningen, mens de to andre sørger for den musikalske stemning. Hvad end Leths spoken word handler om tropiske regnskyl, barndommens stegte sild eller det ældre menneskes omhu med at sætte foden rigtigt. Det lyder ikke af så meget, men ender ofte som de mest fantastiske telefonkruseduller.
På sit nye album har den svenske pop-elegantier Jonathan Johansson skruet op for funken i hotellobbyen.
Han er på ferie på Sicilien. Mens han er der, synker en båd med flygtninge ud for kysten på den nærliggende ø Lampedusa, og 300 mister livet. Johanssons melankolske tone i de bløde 1980’er synthtoner har fået politiske klør på albummet med den bevidst provokerende titel ’Lebensraum’, hvor den europæiske identitet er under angreb. Det har bestemt ikke gjort hans sangskrivning mindre interessant.
At høre det amerikanske black metal-band, Liturgy er blevet sammenlignet med at få flækket hovedskallen. Og det var positivt ment.
Brooklyn-bandet tordner gennem trommehinden med et tæppebombardement af trommer, guitarer, strygere, klokkespil og sækkepiber. Et vandfald af lyd, som de selv kalder transcendental black metal. Hvis de ikke har transcenderet, så har de sammen med lignende bands som Deafheaven i hvert fald slået hul i muren mellem black metal og et større publikum. Ikke mindst med deres brug af ambient minimalisme og kirkemusik i deres på en gang smukke og brutale udtryk.
Midt i den enorme success med Spids Nøgenhat, kan man godt have en tendens til at glemme at forsanger Lorenzo ‘Guf’ Woodrose faktisk også har et andet band, det uforlignelige syrerock-outfit Baby Woddrose.
Her samler han op på den psykedeliske garagerock, der har epicenter i omegnen af Austin en slutnignen af 1960’erne. Hvis det står så skidt fat med hukommelsen, er Loppen det helt rigtige sted at blive mindet om, hvor godt et liveband Baby Woodrose er.
fortsæt med at læse
