Fødselsdag. Det Lille Teater blev grundlagt i 1966 af Vibeke Gaardmand og en lang række kulturpersonligheder, heriblandt Halfdan Rasmussen, Ib Spang Olsen, Leif Panduro og Benny Andersen.
Foto: Joachim Adrian

Fødselsdag. Det Lille Teater blev grundlagt i 1966 af Vibeke Gaardmand og en lang række kulturpersonligheder, heriblandt Halfdan Rasmussen, Ib Spang Olsen, Leif Panduro og Benny Andersen.

Scene

50 år på dukketeatret: »Dukkeføreren ligger altid og roder nede sammen med ballonklovnen«

De toårige skreg hver dag i tre måneder over en helt speciel dukke.

Scene

Denne sommer kan Det Lille Teater og Marionet Teatret fejre 50-års jubilæum.

I den anledning bad Ibyen teaterleder Trine Wisbech og dukkemager og dukkefører Rolf Søborg Hansen om at vække ti af teatrenes mange dukker til live igen.

Her kan du se de ti forskellige dukker og læse Trine Wisbechs og Rolf Søborg Hansens fortællinger om dem.

’Cykelrytter’ (1968)

Dukker lavet af Kaj Matthiessen

Rolf Søborg Hansen: »De her to dukker er noget af det allerførste inden for dansk dukketeater. De er jo halvt objekt og halv dukke, fordi hovederne er gamle cykelsadler. Det var meget oppe i tiden dengang at bruge forskellige ting som materiale, ligesom Henry Heerup eksempelvis også gjorde det (kunstner Henry Heerup var blandt andet kendt for sine ’skraldemodeller’, som han komponerede af gammelt skrot, red.).

Kaj Matthiessen var billedkunstner, maler og grafiker, hvilket er en god vej ind i dukketeatret, fordi det er en billedverden, og han lavede også store malerier til scenografien. I dag er dukketeater blevet et specifikt fag i Danmark, som folk uddanner sig inden for, men dengang var det en meget autodidakt tid, og ud over kunstnere arbejdede både hippier og militærnægtere med det«.

’Alice i Eventyrland’(1971)

Filurkatten lavet af Birgitte Livbjerg

Trine Wisbech: »Både Marionet Teatret og Det Lille Teater har altid fokuseret meget på fantasien og det kreative og fabulerende, selv da der i 1960’erne og frem var en stærk strømning af socialrealisme og politisk teater, også til børn. Den her dukke, som er en stangmarionet, repræsenterer fantasien i ’Alice i Eventyrland’ frem for de voksnes idé om at lave historier om skilsmisse eller atomkrige, eller hvad der nu var oppe i tiden på det her tidspunkt«.

’Sørøverskibet Dødens Pølse’ (1987 og 2006)

Dukker lavet af Paul Arne Kring

Trine Wisbech: »De her dukker spillede sammen med levende skuespillere (i 1987 Maria Stenz, Torben Hellborn, Lasse Lunderskov og Flemming Therkildsen og i 2006 Trine Pallesen, Kasper Leisner, Jens Andersen og Søren Hauch-Fausbøll, red.). De seneste år har vi brugt skuespillere rigtig meget, fordi skuespilleren kan påføre historien og dukken sin skuespilteknik. Uden skuespillere bliver udtrykket meget rent og mindre psykologisk, hvilket så til gengæld kan være med til at pirre publikums egen fantasi.

Førhen havde man skuespillere, der kun spillede børneteater, men i dag pendler de meget mere frem og tilbage mellem de forskellige scener, selv om det stadig helt klart ikke er dukketeater og børneteater, som eleverne går og drømmer om at lave på teaterskolerne. De senere år har Rolf dog været med til at lave dukketeater for voksne på Bådteatret, hvilket måske har givet genren et lille boost. Men som han altid siger: »Dukkeføreren ligger og roder nede sammen med ballonklovnen«.

’Det kan ske, det kan knive med en gaffel’ (1989 og 1999)

Dukker lavet af Ulla Faurby Stengaard

Trine Wisbech: »Engang var dukketeater ret ugleset, for der var mange, som gerne ville have, at forestillingerne skulle være mere politiske og socialt bevidste, og det der med dukker ansås ofte for at være en slags eventyrteater, som man ikke kunne bruge til noget. Sidenhen er mange begyndt at bruge dukker, fordi de har en uskyld og frihed, som rent faktisk kan lære børnene noget på et mere ubevidst plan, og især i 1980’erne var der nok lidt en generel pædagogisk trend.

De her dukker er et godt eksempel på, hvordan de er blevet brugt til at lære børnene at spise sundt, for forestillingen indeholder blandt andet en sang om ærten, som lyder: »Ærter er så bittesmå, triller rundt på må og få. Jeg er grøn og rund og meget smaddersund«

’Den fuldkomne engel’ (1999)

Hommunculus lavet af Rolf Søborg Hansen

Rolf Søborg Hansen: »Hommunculus betyder lille menneske, og dukken er en stangmarionet, som blev spillet af Carl Press. Den er helt håndholdt, og hvis man som dukkefører for eksempel vil have den til at sparke eller gå, kan man styre den med sine egne ben. Som marionetdukke er den begrænset, for den har kun en tråd, hvor den måske egentlig skulle have haft 20 tråde for at kunne det, den skal.

Dens ansigtsudtryk er også meget neutralt, og det pirrer fantasien, hvilket gør, at man som publikum også ser alt det ved denne her dukke, som man selv har digtet oppe i hovedet. Da jeg lavede ham, tænkte jeg, at alle skulle kunne spejle sig i ham, når han nu hedder ’lille menneske’, og derfor har jeg heller ikke lavet ham alt for speciel. Og så er det i øvrigt med vilje, at han ligner en tragisk klovn, for sådan er det jo også at være menneske«

’Mester flytter ind’ (2001, 2002, 2012 og 2016)

Foto: ADRIAN JOACHIM

Hunden Mester lavet af Paul Arne Kring

Trine Wisbech: »Historien er skrevet af Thomas Winding, og den handler om en mand, som har det dejligt med at bo alene, indtil hunden Mester får møvet sig ind hos ham. Egentlig er historien et eksistentialistisk billede på børneopdragelse, men Thomas Winding insisterede på at blive i den lille historie. Det har gjort ham meget populær i dansk dukketeater gennem de seneste 20 år, hvor man har bestræbt sig på at imødekomme børnene, præcis hvor de er«.

Rolf Søborg Hansen: »Det var skuespiller Bo Carlsson, som spillede Mester. Han kravlede rundt på scenen, men vi oplevede, at både børn og voksne efter forestillingen simpelthen ikke havde lagt mærke til ham. Så hvis man vil være kendt, skal man i hvert fald ikke blive dukkefører

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

’Nalles Taxa’ (2010)

Foto: ADRIAN JOACHIM

Dukken Nalle lavet af Paul Arne Kring

Trine Wisbech: »Det er en karakter skabt af svenske Sven Nordqvist. I forestillingen startede denne her lille Nallefigur med at komme frem bagved en bakke, hvorefter der kom en lidt større Nalle ud og en lidt større, og til sidst kom skuespiller Bo Carlsson ud i Nallekostume, og alle børnene skreg. Vi havde gråd hver dag i 3 måneder, for de 2-åriges hjerner kunne ikke forbinde, at det var den samme.

Jacob Weble var en af forestillingens tre skuespillere, og han husker, at han stod og sagde sine replikker ud, men der var ingen, der lyttede. I stedet så han bare en masse pædagognumser, som stod bøjet over børnene og prøvede at trøste dem«.

’Da Lille Madsens hus blæste væk’ (2011 og 2014)

Foto: ADRIAN JOACHIM

Madsen, Maja og Luffe lavet af Paul Arne Kring

Rolf Søborg Hansen: »Dukkerne bygger på Jakob Martin Strids tegninger, og konstruktionsmæssigt er det en helt anden kompliceret snak end de dukker, man så i 1960’erne. De blev bygget meget udefra, mens der med de her figurer også er tænkt over, hvordan de skulle konstrueres indvendigt. De har nærmest en lille robot indeni, så de selv kan stå og bevæge sig«.

Trine Wisbech: »Dukken Maja var den eneste medvirkende kvinde, hvilket teatret fik en klage på. En publikummer undrede sig over, at der kun var en kvinde med, som oven i købet havde hæklede grydelapper i forklædet«.

’Huset’ (2013)

Foto: ADRIAN JOACHIM

Hr. Hammershøj lavet af Rolf Søborg Hansen

Rolf Søborg Hansen: »Hr. Hammershøj er viceværten i forestillingen ’Huset’. Han er en lidt krakilsk nøgleindehaver til ejendommen, og ret utroligt slap jeg af sted med at spille ham, selv om han egentlig er ret uhyggelig. Dukken er lavet i latex, for viceværten bliver støvsuget op igennem en brevsprække i forestillingen, så han skulle kunne blive flad. Og så er han full size, så han passer sammen med de andre levende spillere.

Jeg kan huske, at jeg og skuespiller Katrine Høj Andersen under en forestilling kiggede på hinanden og tænkte: Denne her scene klarer vi ikke uden at grine. Men jeg kunne bare trække mig tilbage og lade dukken ordne resten, mens hun havde kvababbelser med at holde masken. Det magiske ved dukketeater er jo, at der til sidst ikke er nogen, der ser mig som dukkefører, fordi min mimik spiller sammen med dukkerne«

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

’Citroner i vand’ (2016)

Foto: ADRIAN JOACHIM

Objektteater med citroner

Rolf Søborg Hansen: »Citronerne medvirkede i en sanseforestilling uden ord. Det var en undersøgelse af, hvordan citronen indeholder frø, som man kan plante, så der kommer et nyt citrontræ, og på den måde blev citronen brugt som objekt for fortællingen om hele livet«.

Trine Wisbech: »Objektteater har man set gennem hele menneskets historie, men i dag kan man lave en rigtig lækker sanseforestilling på grund af de tekniske muligheder. Derudover giver en sanseforestilling også en oplevelse, som man ikke kan opnå via tv eller med en iPad, fordi det sker lige foran publikum, så det er en form, som helt sikkert er meget aktuel. I ’Citroner i vand’ bestod scenografien for eksempel af et tylstæppe. Da skuespillerne gik bag ved tæppet, blev det belyst, så publikum pludselig kunne se, at de stod med fødderne i et kar med vand, og børnene skreg af grin hver gang, for de kunne fuldstændig hidkalde sig den fede følelse af at plaske i vand«.

Jubiiilæum på Marionet Teatret, Kongens Have. Kbh. K. Til 10. juli.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce