Det kræver et vist overlevelsesberedskab at klare sig som teater under åben himmel, når himlen har det med at åbne for sluserne, så snart publikum får bænket sig. Men nu har Teatret Brændende Kærlighed – med det samme mandskab på pumperne, Jens Kløft, Anne Grete Kraul og Bodil El Jørgensen – gennem 30 år formået at holde krudtet tørt og komikken kørende med deres små gakkede, fysiske forestillinger i det grønne.
Derfor er det en passende gestus, at de her i Kongens Have som vartegn for årets forestilling lader to både stå og stikke stævnen lodret op i luften, som stak de næsen i sky. Ikke noget med at gå under her.




























