I anden akt af ’Adressaten ubekendt’ på Det Kgl. Teater skete der noget, der perfekt illustrerede min mindre modvilje mod dette stykke som helhed.
Som en særlig drejning på fortællingen om to venners brevkorrespondance under 1930’ernes nazisme kom Bo Lidegaard ind på scenen for at sætte den ind i en dansk kontekst. Lidegaard talte forrygende om Kanslergadeforliget, om Hartvig Frisch og Stauning, bag ham var der fotos i sort/hvid.




























