Hvad optager dig for tiden?
»Lige nu er jeg meget optaget af det partnerskab, jeg har startet med min scenografmakker og gode ven, Mikkel Sebastian Rostrup. Vi har dannet scenografduoen Grif, blandt andet fordi vi begge to oplever enorm ensomhed i vores fag og mangel på kollegial sparring. Ofte er teatrene ikke interesserede i at ansætte to scenografer på grund af økonomi. Det synes jeg er ærgerligt. For Mikkel og jeg ser en masse fordele i at være to. Vi har forskellig smag og forskellige faglige styrker. Da vi lavede vores første produktion, ’Skyld’ på Aalborg Teater, kunne jeg virkelig mærke, hvordan den sparring og sjove pingpong, vi har, gjorde, at vi rykkede os meget hurtigere, end når vi arbejder alene. Vi kan lave noget, der er meget vildere, større og mere gennemarbejdet. Når man er to, kan man lave dobbelt så meget og mere til. Da vi startede vores samarbejde, overvejede vi at kalde os for luksus-scenografi.dk, ha, ha. Du får bedre kvalitet og mere scenografi for pengene. Bum«.


























