Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

udstillingen. Der er en problematik omkring skabet, som ifølge Ester Fleckner er spændende at arbejde med, fordi det er forbundet med ideer om afsløringer, genkendelse og skam. Normalt har skabe jo en lukket form og funktion, der består i at opbevare eller skjule noget. Ester Fleckner har opløst både form og funktion og åbnet for (kunst)skabets hemmeligheder. Foto: Martin Lehmann

Udstilling
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Skabskunstner opløser både form og funktion

'A closet does not connect under the bed' er Ester Fleckners første store soloudstilling på en dansk kunstinstitution. Her fortæller hun om sit liv og vejen til sin kunst - fra Silkeborg til Berlin.

Udstilling
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Jeg er vokset op på et økologisk husmandssted på landet ved Silkeborg sammen med min mor og far, en storebror og lillesøster. Min barndom var rigtig kærlig og ret alternativ. Det var et vegetarhjem, hvilket var meget anderledes i 1980’erne, især i Midtjylland, og både jeg og mine søskende savnede nok nogle andre dengang, som også var lidt anderledes.

Jeg ved ikke, hvor den kreative interesse kommer fra, for jeg har aldrig sådan gået og tænkt, at jeg skulle være kunstner. Måske har det mest været en oplevelse af at være interesseret i verden.

Jeg var meget begejstret for psykologi, samfundsfag og dansk i gymnasiet, men jeg havde lyst til at skabe og tænke på nogle andre måder. Det tog mig noget tid at finde ud af, hvordan det kunne lade sig gøre, for der var ikke rigtig noget kunst i hverken min skole eller i mit barndomshjem.

Jeg startede på Aarhus Kunstakademi og senere på Byhøjskolen, og der oplevede jeg en spændende undervisning med billedkunstnere, der tog os med ud for at se samtidskunst. I løbet af de to år kunne jeg mærke, at det var billedkunst, jeg gerne ville. Der var en frihed, som bare appellerede rigtig meget til mig.

Jeg kan bl.a. huske fra en tur til Berlin, hvor jeg så Pipilotti Rists lillebitte videoværk i gulvet, hvor hun står og råber, og jeg tænkte: Okay, det kan man også.

I 2007 kom jeg ind på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København, og det var tydeligt for mig, at nogle af mine medstuderende var meget mere hjemme på kunstscenen, mens jeg var ekstremt grøn og følte mig meget jysk og usikker.

Undervisningen på akademiet er så åben og fri, og på mange måder er det ekstremt svært, når man er vant til skoling, for på akademiet er der ikke noget, der er rigtigt eller forkert. Det tager lang tid at forstå, at det er en gave.

På mit andet og tredje år arbejdede jeg med social og aktivistisk kunst og var meget involveret i opstarten af Trampolinhuset (udstillingssted for migrationspolitisk kunst, red.) og asylarbejdet og aktivismen i København. Jeg blev også ret interesseret i feminisme og queer på akademiet.

Det appellerede til mig som politisk kritisk tænkning, og samtidig overlappede det min egen personlige oplevelse, da jeg blev kæreste med en pige og blev interesseret i at få et sprog for det.

Læs også

I Jylland havde jeg aldrig mødt andre kropsidealer, men i København var der pludselig folk, som klædte sig anderledes og havde hår under armene. Jeg mødte en helt anden mangfoldighed og diversitet, som jeg havde savnet. På fjerde år tog jeg på udveksling på Goldsmith University i London og læste en etårig master i kønsstudier. Det blev et ståsted for mig, og jeg fandt ud af, at jeg gerne ville arbejde tematisk med køn og identitet.

Jeg tænkte, at det måske var interessant at give værdi til det at fejle

Jeg talte med professor Katya Sander om, hvad det betyder at have en kunstpraksis, for jeg var meget usikker. På et tidspunkt sagde hun til mig: »Kan du ikke bare sige til dig selv, at du gerne må lave 10 værker, som er helt vildt dårlige, før du laver gode værker«.

Det var en kæmpe lettelse, og jeg fik mod til at prøve ting af. Jeg læste også en bog, som præsenterede det at fejle som en tilgang, og det kunne jeg koble til min interesse for queerteorien og for at arbejde med andre kropsidealer og ideer om, hvad der er rigtigt og forkert. Jeg tænkte, at det måske var interessant at give værdi til det at fejle.

Jeg har tit et meget konkret og genkendeligt udgangspunkt, når jeg skal lave et værk.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I denne her udstilling er det et helt banalt objekt som et skab, som vi alle sammen har et forhold til, og skabet indgår jo i en kendt metafor for det at springe ud. Der er en problematik omkring skabet, som har forfulgt mig, og som er spændende for mig at arbejde med, for det er forbundet med ideer om afsløringer, genkendelse og skam. I arbejdsprocessen tager jeg så det konkrete udgangspunkt og bryder det ned eller forskyder det og undersøger det på forskellige måder helt fysisk med min krop ved at arbejde meget manuelt.

Jeg har tit brugt træsnittet, fordi det er lettilgængeligt, billigt og simpelt, og jeg kan gå meget umiddelbart til det. Man kan skære en plade ud, ridse noget i den, sværte ind, lægge et papir på, køre det igennem med en trykpresser, tage papiret af, og så har man negativet på bagsiden. Det er en meget enkelt måde at skabe et billede på, som samtidig giver en masse til udtrykket, som altid er forskelligt, og som man ikke kan regne ud.

Tidligere har jeg arbejdet med motiver af stamtræer, som ofte afspejler heteroseksuel og normativ logik, som jeg så har brudt op ved at lave en serie af queerstamtræer. Jeg synes, at abstraktionen er ret spændende som sprog, fordi den forskyder og udpeger de steder, hvor tingene måske alligevel ikke hænger så lineært og enkelt sammen.

Til daglig bor jeg i Berlin. Jeg er primært flyttet derned, fordi der sker meget i forhold til de ting, jeg arbejder med. Der er en spændende forfatterscene, som beskæftiger sig med de her tematikker om køn, og så er der mange feministiske festivaler, en pornofestival og generelt mange gode udstillinger.

I København har man en følelse af, at kunstscenen er lille, for det er meget de samme folk, man ser. Men jeg synes også, at der er meget god kunst i København. Her er produktivt og en del små projektrum, som også skaber diversitet og muligheder for især yngre kunstnere.

Jeg ved, at det kan være sværere at blive set og få udstillinger, hvis man ikke har gået på det københavnske kunstakademi, så det er helt klart en udfordring og på den måde også ret internt. Som nyuddannet kunstner har jeg fået mange tilbud og invitationer, men det er ikke alle mine venner og kolleger, der får det.

Læs også

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Man siger, at museerne oplever flere og flere besøgende, og at billedkunsten er voksende, og jeg håber, at det bliver ved, for det ville være rigtig dejligt, hvis kunsten blev en større del af flere menneskers hverdag. Det er vigtigt, fordi billedkunsten kan alt muligt.

Jeg læser tit lyrik og holder meget af sproget, fordi det kan udfordre, hvordan vi taler og tænker, og der kan billedkunsten blande sig i rum og billeder og være med til at skabe debatter og ændre måden at opfatte verden på.

I vores samfund skal man altid have et svar på, hvad vi så gør, hvis man kritiserer noget, men i min egen praksis vil jeg gerne blive ved med at blive udfordret i ikke at kunne regne ting ud og ikke at have svarene, men lære af kunstens mange sprog. Det er der noget meget spændende i for mig«.

Læs mere:

IBYEN

Jens Hartmann Schmidt

Stor bydelsguide:  Sådan skal du bruge 10 timer i Københavns Hollywood

Casper Dalhoff

Stjernekok åbner nyt sted på Christianshavn:  Her er 5 ting, du skal spise og drikke i september

Martin Lehmann

Det bedste stambord, den klammeste kælder og den smukkeste park:   25 københavnere udpeger deres yndlingssted i byen

Tobias Nicolai/Tobias Nicolai

Ibyens store burgerguide:  Hvor spiser man Københavns bedste burger? Vi viser vej til 12 saftige bud

Ivan Boll

Henrik Palle guider:  Her finder du Københavns bedste antikvariater

Mads Elsøe (Arkiv)

Ibyens gadeguide:  Gammelt slumkvarter bobler af gode spisesteder

Martin Lehmann

Stor bydelsguide:  Sådan skal du bruge 10 timer i Københavns rå mutant-bydel på ydersiden af Nørrebro

Emma Sejersen

Velkommen til hovedstaden:   Den ultimative byguide til nye studerende i København

Erik Petersen

Hjælp, min ven skal giftes:  Den perfekte polterabend? Her er 12 anderledes ideer

Louise Herrche Serup

Mor er støjfølsom, far er nærig, og naturvin smager surt:   Her er 10 af de bedste forældrevenlige spisesteder i København

OLESEN PETER HOVE

Her er 20 af de bedste gratis oplevelser i København

Veras

Ibyen klæder dig på:  Her er de bedste loppemarkeder i København

Jacob Ehrbahn (arkivfoto)

Spis ude på budget:  Her er Københavns bedste, billige restauranter ifølge 11 kokke og madnørder

Hurra!  Hvor holder man en fremragende fødselsdag i København? Ibyen giver dig 12 stærke bud

Nanna Navntoft

Ibyen Cheap Eats:  Her er de 20 bedste serveringer i København, der gør dig mæt for max 100 kr.

Jens Dresling

Ibyen guider:  Der er keramik overalt. Besøg disse 5 små værksteder, hvis du vil se noget af det mest interessante

Maud Lervik

Den store karaoke-guide:  Hvad skal I synge? Og hvor? Ibyen og musikanmelderne guider

Mads Nissen

Spis billigt ude:   Her er 9 folkekøkkener i København

Louise Serup

Syv hyggelige boghandlere:  Her serverer de byens bedste læsestof til kaffen

Jens Dresling

Guide:   Her er Københavns bedste museumscafeer

Maud Lervik (arkivfoto)

Ingen gramseri. Ingen racisme. Ingen diskrimination. Er det her fremtidens natklub i København?

»Man bliver grinet af eller får en kommentar som: »Slap dog af, jeg synes bare, din røv er god, tag det som et kompliment«

Peter Hove Olesen

Rundspørge:  Kvinder overvejer, om de kan forsvare sig med nøgler og paraplyer, når de færdes alene om natten

Philip Davali/Philip Davali

Send os dit tip:  Hvordan skaber vi et tryggere natteliv?

Peter Hove Olesen

Guide:  Her er 3 københavnske klubber med safer space-politik

Peter Hove Olesen

Natklub-ejer:  »Det største problem, vi har, er at mænd ikke kan opføre sig ordentligt, er for fulde eller for nærgående«

Peter Hove Olesen

Mød Club Mafia:  20 unge patruljerer byens natklubber. De er færdige med diskrimination, sexisme og racisme

Olivia Loftlund

38 organisationer tager afstand fra Distortion-leders status­opdatering:  Vi føler os ikke trygge til jeres gadefest

Joachim Adrian

Distortion-leder undskylder:  Jeg forsøgte at være sjov, og det gik helt galt