Langt størstedelen af de mest vindrige kommuner i Danmark afviser, at de kan finde plads til mange flere vindmøller.
Det viser en rundringning, som Politiken har foretaget til de 28 kommuner i landet, hvor blæsten er stærkest. 24 af kommunerne svarer nej til at sætte så mange møller op, som det er nødvendigt, hvis regeringen skal nå sine mål for udbygning af vindkraft på den billigst mulige måde. Det kræver i gennemsnit 35 kæmpemøller i de mest vindrige kommuner inden 2025.


























