Jeg er en af de knap 50.000 unge mellem 15 og 25 år, som står uden uddannelse og beskæftigelse. Nogle politikere kalder os ’restgruppen’. Andre synes, det er pænere at kalde os ’ressourcegruppen’ eller ’potentialegruppen’. Mange kalder os udsatte og mener, at systemet skal gøre mere for os – om ikke andet så fordi det kan betale sig økonomisk. For tænk, hvis vi kom i arbejde og begyndte at betale skat ...
Derfor sætter velfærdsstaten ind med en række hjælpeforanstaltninger lige fra ungevejledere over botilbud til særlige uddannelsesforløb. Jeg har modtaget min del af dem, men jeg er også et eksempel på, hvordan skiftende krav fra lovgivning og kommuner samt nedgørelse fra voksne, der egentlig skulle have hjulpet mig, kan bryde et ungt menneske ned. Systemet, som burde løfte os, kan hurtigt ende med at presse os endnu længere ned.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
