Debatindlæg afNikolai Juul Nielsen

Elev på afklaringsforløb

Velfærdsstaten forsøger at hjælpe udsatte børn og unge via alt fra botilbud til særlige uddannelsesforløb. Desværre ender det tit med, at vi bliver presset endnu længere ned – endda af dem, der skulle hjælpe os.

Jeg aner ikke, hvor jeg skal bo. Der er ingen boliger, jeg kan betale

Lyt til artiklen

Jeg er en af de knap 50.000 unge mellem 15 og 25 år, som står uden uddannelse og beskæftigelse. Nogle politikere kalder os ’restgruppen’. Andre synes, det er pænere at kalde os ’ressourcegruppen’ eller ’potentialegruppen’. Mange kalder os udsatte og mener, at systemet skal gøre mere for os – om ikke andet så fordi det kan betale sig økonomisk. For tænk, hvis vi kom i arbejde og begyndte at betale skat ...

Derfor sætter velfærdsstaten ind med en række hjælpeforanstaltninger lige fra ungevejledere over botilbud til særlige uddannelsesforløb. Jeg har modtaget min del af dem, men jeg er også et eksempel på, hvordan skiftende krav fra lovgivning og kommuner samt nedgørelse fra voksne, der egentlig skulle have hjulpet mig, kan bryde et ungt menneske ned. Systemet, som burde løfte os, kan hurtigt ende med at presse os endnu længere ned.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her