Dørvagten er klar i mælet, da vi når hen til indgangen. »Desværre, det bliver ikke i aften«. Han har fulgt os med blikket, siden vi steg ud af taxaen og krydsede Østerbrogade for at tage plads i den beskedne kø foran Park Natklub. Klokken er 00.45 fredag nat. Sammen med Babak, Danny og Hüseyn, der alle har indvandrerforældre, har jeg iklædt mig pænt tøj og gode manerer for at tage en tur ud i det københavnske natteliv. Vi er imidlertid ikke nået langt, før vi render ind i dørmanden og aftenens første bratte opbremsning. Han ser på os og ryster afvisende på hovedet. »Hvordan kan det være«, spørger jeg. »I ligner nogle rødder«. »Nogle rødder?«. »Ja«. »Må jeg spørge, hvad der får os til at ligne rødder?«. »Det bliver bare ikke i aften«, svarer vagten. Imens træder han et skridt til højre for at lukke en gruppe fyre i tyverne ind på diskoteket, der er in-sted for unge mennesker i Københavns velhaverkvarterer, som kommer her for at danse tæt og slubre spraglede cocktail. Et flertal i Københavns Kommune vil fremover straffe diskoteker, der diskriminerer. Derfor er vi – fire unge mænd med indvandrerbaggrund – taget ud for at prøve virkeligheden af på egen krop. Mændene, der læser statskundskab, erhvervsøkonomi og jura på Københavns Universitet, har fortalt, hvordan de talrige gange er blevet afvist på de københavnske diskoteker – ifølge dem selv fordi de har udenlandske aner. 1.21, Karel Van Mander, Kongens Nytorv Alene indgangen fra Lille Kongensgade ligner kulisserne til en musikvideo med rapperen 50 cent. Fra gaden kan man se, hvordan gulvet i hallen er beklædt med fine tæpper og prægtige lysekroner. Karel Van Mander er bling bling i yderste potens – stedet for dem, der gerne vil se og blive set. Det glamourøse indgangsparti er imidlertid bevogtet af en gruppe hærdebrede mænd med korslagte arme, så vi tager plads i køen. Vagterne ser på hinanden, da det bliver vores tur.
»Ikke i aften, chef«, lyder det så. Jeg spørger ind til, om det er vores tøj, sko eller gruppestørrelse, den er gal med. Så vender en kollega, der hidtil har stået med ryggen til os, sig om og siger: »Det er attituden, drenge«. Da vi forlader den glitrende natklub, fortæller Babak, at han opfatter nattelivet som »en udkrystallisering af hverdagen«. »Det er, som om alt bliver mere ekstremt, når mørket falder på. Også fordommene og tendensen til at generalisere. Du har jo selv lige set, hvordan de peger på vores attitude, selv om vi alle stod og smilede venligt«, siger han. 1.39, Diskotek In, Gammeltorv Tredje gang er tilsyneladende lykkens gang. Vi slipper igennem nøglehullet på Diskotek In. Ind til byens ypperste danseduller og technotrampere. Vi falder fint ind – Babak er klædt i en moderigtig Adidas-trøje, Hüseyn i en opknappet skjorte og Danny i en rød striktrøje. Eneste forhindring er Babaks kasket, som han velvilligt har taget af for at følge stedets dress code. Med aftenens første succes på plads sætter vi kurs mod et af byens nattelivsepicentre, Vestergade.
