»Jeg har betalt for det tusind gange i skat, hvis jeg bliver syg og kommer på hospitalet«, siger den inkarnerede ryger Kim Larsen.
Foto: Lars Poulsen

»Jeg har betalt for det tusind gange i skat, hvis jeg bliver syg og kommer på hospitalet«, siger den inkarnerede ryger Kim Larsen.

Danmark

Kim Larsen: »Det er en parallel til Nazityskland«

Kim Larsen har omskrevet et nazistisk slogan og hængt plakater op, fordi han er ophidset over rygeforbud alle vegne.

Danmark

Kim Larsen har fået nok.

Han er dødtræt af at sidde på et værtshus eller en restaurant uden at måtte tænde sin cigaret. Rygeforbuddet grænser til fascisme, mener sangeren, som derfor har møbleret lidt om på et gammelt nazistisk slogan og skrevet det på en masse plakater, som han har hængt op på togstationer over hele landet.

’Tillykke med rygeforbudet – Gesundheit macht frei!!!’, står der med fede typer.

Budskabet er, med meget små bogstaver, underskrevet ’Det dårlige selskab’, som er identisk med bestyrelsen i Himmelblå Fonden. Ud over Kim Larsen består selskabet af multikunstneren Erik Clausen, skuespilleren Anne Marie Helger, musikeren Peter Ingemann og plademanden Poul Bruun.

Demokratiet er på spanden
Men det er Kim Larsen og hans manager, Jørn Jespersen, der har fået ideen til kampagnen, som gik i luften i mandags. Larsen føler, at demokratiet er ved at være godt og grundigt på spanden, når man indfører det ene forbud efter det andet.

»Det er en parallel til Nazityskland. De, der indfører rygeforbud, vil jeg kalde sundheds-fascister. Det er ikke et forsvar for rygning. Det drejer sig om at forsvare friheden i det her land«, siger Kim Larsen i telefonen.

Så Tøger købe is
Først forklarer han, hvor generøst det er af ham overhovedet at tale med en »antirygeravis« som Politiken, hvis chefredaktør hellere skulle bekymre sig om, hvad det koster samfundet at have så mange overvægtige borgere.

»Jeg mødte ham, hvad hedder han nu ... Tøger forleden i en SevenEleven, hvor han var ved at købe en stor is. Så han skal bare stikke piben ind«, siger Kim Larsen.

Den er også gal med Afghanistan
Så tordner han løs om, hvordan nationen efterhånden er spækket med overvågningskameraer og alt muligt andet, der gør friheden til en illusion.

Han taler om det »underligt hykleriske« ved at sende danske soldater til Afghanistan for at forsvare demokratiet, når regeringen samtidig gør sit bedste for at frarøve danskerne deres demokratiske rettigheder på hjemmefronten.

»Det er fuldkommen surrealistisk, at staten bestemmer, hvor man må ryge. Det er bare noget, der generer mig. Det er min frihedstrang«, forklarer Kim Larsen.

Nogle vil mene, at det er ret politisk ukorrekt synspunkt, at ...

»Siger du, at det er politisk ukorrekt at forsvare friheden!?« afbryder Larsen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Så er vi ikke et demokrati. Folk får de diktaturer, de selv beder om«.

»Usmagelig kampagne«
Himmelblå-kampagnen vækker i sagens natur ikke begejstring hos Kræftens Bekæmpelse, hvor direktør Arne Rolighed især er bestyrtet over sprogbrugen.

»Kan du huske nazisternes udryddelseslejre, hvor der stod ’Arbeit macht frei’ over indgangen?«, spørger direktøren og venter ikke på et svar.

»Det er udtryk for en utrolig mangel på respekt over for de seks millioner jøder, der blev udryddet. Jeg synes, det er usmageligt«.

Overskrider etisk grænse
Det er sådan set fint nok at prøve at sparke en debat i gang om rygeforbuddet og den personlige frihed, mener Arne Rolighed.

»Men er det frihed for Loke, eller er det frihed for Thor? Er det frihed for ham, der puster røg ind i hovedet på en anden, eller er det frihed for ham, der får røgen i hovedet? Dét er den liberale politiks dilemma«, siger han og henviser til de cirka 2.000 danskere, der hvert år dør af passiv rygning.

Rolighed tror, at kampagnen vil fuse ud, måske endda virke stik imod hensigten, alene fordi den overskrider en etisk grænse og bruger virkemidler, der er »værre end Goebbels’«.

Modstandsmand er vred
Sloganet ’Gesundheit macht frei’ har også fået den tidligere modstandsmand Jørgen Kieler til at reagere.

»Hvis de havde sat sig grundigt ind i forholdene i koncentrationslejrene, så ville de nok have tøvet med at bruge en forvanskning af denne overskrift«, siger Jørgen Kieler ifølge Ritzaus. Kieler har selv oplevet rædslerne i de nazistiske lejre.

Den reaktion tager Kim Larsen helt roligt. Og Kræftens Bekæmpelse har han ikke den fjerneste respekt for.

»For det første har de ikke fået udryddet ventelisterne og bekæmpet kræften. Det eneste, de har gjort, er at få indført forbud«, siger sangerikonet.

»Passiv rygning er ikke farlig«
Kim Larsen mener i øvrigt ikke, det er bevist, at passiv rygning er farlig. Og han kan ikke tage det argument alvorligt, så længe politikerne drøner rundt i biler og fly og sviner luften til uden at bekymre sig om dem, der skal indånde den.

»Når jeg går på gaden med mine børn, så er det første, der sker, at de ryger med deres biler op i mit hoved. Friheden er ikke gratis. Hvis man vil have den, så koster det noget«, siger Kim Larsen.

Kim har før været ude med riven
Det er ikke første gang, han stiller sig op og siger noget, der går lodret imod den brede mening.

Ifølge Peder Bundgaards biografi ’Larsen’, der udkom for nogle år siden, synes Kim Larsen, at moren er sådan en, der skal gå hjemme og passe børnene, mens faren tjener pengene og er en slags hyggeonkel, der kommer hjem og læser godnathistorie.

Det skabte også postyr, da sangeren i Ekstra Bladet for ti år siden udtalte, at det var »helt hen i vejret, at forældre skal kriminaliseres, bare fordi de giver ungen en endefuld«.

Bartendere kan blive linedansere
Denne gang er det så hans egen frihed, der står på spil. Og han har mere på hjerte.

Hvis en masse mennesker synes, »det er så vidunderligt« at gå på restaurant uden at ryge, så ville der vel selv uden et forbud være masser af ikke-ryger-steder, mener Kim Larsen. Så kan han og hans ligesindede sidde og pulse i fred på ryge-stederne. Men hvad så med personalet, der skal stå og indånde røgen?

»Jeg har fandeme aldrig mødt en bartender, der ikke røg. Hvis en bartender ikke kan tåle røgen, så skal han sgu finde sig et andet job ... måske som linedanser«, siger Larsen.

»Jeg er bare popsanger«
Har du ikke som en slags folkehelt et ansvar ...?

»For hvad?«

Joe, for ... folkesundheden?

»For det første er jeg ikke nogen folkehelt. Jeg er heller ikke nationalskjald. Jeg er bare popsanger. For det andet så er mit eneste ansvar at spille ordentligt for folk til koncerterne«, svarer Kim Larsen. Og han tilføjer:

»Desuden er det sundt for sjælen at ryge, for dem der kan lide det. Lad os da selv finde ud af vores sundhed. Jeg har betalt for det tusind gange i skat, hvis jeg bliver syg og kommer på hospitalet«.

Himmelblås reklamebureau, Clearchannel, har ikke kun hængt plakater op på togstationer og andre steder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Kampagnen består også af flyers og gocards på 600-700 cafeer i landets fire største byer. Kim Larsens manager, Jørn Jespersen, vil ikke ud med, hvor meget det hele har kostet, ud over at det drejer sig om »mange hundredtusinde«.

»Men det er ikke så dyrt, når man tænker på, hvor mange der er gået i døden for demokratiet. I det lys er det billigt sluppet«, siger Jørn Jespersen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce