åndehul. Filsø blev gendannet for to år siden, og er nu Jyllands næststørste sø. På de to år er naturen indvandret i et tempo, så søen i dag kan måle sig med de bedste og reneste søer i resten af landet målt på antallet af vandplanter.
Foto: Line Ørnes Søndergaard

åndehul. Filsø blev gendannet for to år siden, og er nu Jyllands næststørste sø. På de to år er naturen indvandret i et tempo, så søen i dag kan måle sig med de bedste og reneste søer i resten af landet målt på antallet af vandplanter.

Danmark

Filsø har fået livet tilbage på rekordtid

På kun to år er Filsø i Vestjylland forvandlet fra bygmarker til en af Danmarks mest artsrige søer. En biologiprofessor og hans kollega veksler mellem dyb benovelse og vild begejstring.

Danmark

Landskabet er fladt og ensartet. Markerne er firkantede og kun afgrænset af læhegn, der læner sig mod øst. Der er ingen tvivl: Vi er i Vestjylland.

Kort før målet skifter vejbelægningen fra asfalt til grus. Og pludselig skifter landskabet karakter. Forude ligger en gigantisk sø, og markerne afløses af enge. Da vi kommer tæt nok på, kan vi både se og høre de tusindvis af viber, som hviler roligt på engene.

Vi er ankommet til Filsø. En genskabt sø, som ligger omgivet af hedearealer bag klitrækken ved Henne Strand lidt nordvest for Varde. Den er nu Jyllands næststørste og Danmarks sjettestørste sø.

Men for to år siden var her kun bygmarker så langt øjet rakte i et landskab, der mindede betydeligt mere om hvedebæltet i det amerikanske Midtvesten end om dansk natur. Det ændrede sig radikalt, da en af landets største fonde, Aage V. Jensen Naturfond, købte søen og lod vandet kommet tilbage – simpelthen ved at stoppe dræningen af området.

Vi har en aftale med professor Kaj Sand-Jensen og hans kollega, lektor Theis Kragh, begge fra Ferskvandsbiologisk Laboratorium på Københavns Universitet. Vi mødes lige der, hvor kæden stopper motorkøretøjer i at køre ind i naturområdet. Til gengæld er der fri adgang for gående og cyklister.

Vi når kun lige at hilse pænt, inden Theis Kragh ivrigt peger op. Og ganske rigtigt. En kæmpe rovfugl svæver hen mod os. Det er havørnen. »En flyvende dør«, siger Theis Kragh om fuglen med et vingefang på et godt stykke over to meter.

Velkommen til naturen

Vi kan ikke andet end at gå videre ud i naturen. Vi går ad den øst-vest-gående grusvej, der skærer sig midt gennem søen. Vi er i nærkontakt med søen på begge af vejens sider, og professor Kaj Sand-Jensen er både benovet og begejstret.

»Det er fantastisk. Jeg havde aldrig troet, at det ville gå så hurtigt«.

Han taler om, at naturen har invaderet Filsø i et tempo, som har overrasket selv garvede biologer.

Og man tror ham. For det uøvede øje ser det ud, som om der altid har været natur her. Vandplanterne står tæt både under og over vandet, et sandt mylder af ænder og svaner snadrer lystigt blandt hinanden på det lave vand nær engene, en fiskehejre letter dovent, mens en vandrefalk svæver hen over hele sceneriet.

En helt speciel krydsning

Kaj Sand-Jensen er ekspert i vandplanter og forklarer: »Allerede denne sommer har vi fundet 35 arter af vandplanter i søen. I de allerbedste søer, vi har, kommer vi op på 36 arter. Det er temmelig overraskende«.

Som på bestilling ifører Theis Kragh sig waders, går ud i søen og begynder at hive vandplanter op. Kaj Sand-Jensen skubber brillerne op i panden og går i gang med at identificere fangsten.

»Her er både vandpest, børstebladet vandaks, kruset vandaks, flydende vandaks – og en almindelig sumpstrå«, konstaterer professoren. Han er særligt begejstret for, at der er fundet i alt tolv arter af vandaks samt en helt speciel krydsning.

Her lå en svinefarm

Det er svært at forestille sig, at der så sent som i 1990 blev etableret en intensiv svinefarm lige her, hvor vi står. Og inden da har området en lang historie med afvanding bag sig. En historie, der strækker sig mere end 150 år tilbage. I 1848 blev Henne Mølle købt af godsejere for at afvande Filsø, der dengang var mere end 20 km2 stor. Vandstanden faldt markant, og søen skrumpede ind til 7 km2.

I 1940 gik det så helt galt, set med naturens øjne. Kaj Sand-Jensen forklarer:

»Statens landvindingsudvalg blev stiftet, og ejerne af Filsø søgte om økonomisk støtte til at afvande søen helt. Det blev givet – og er et eksempel på Hedeselskabets dobbeltrolle, fordi selskabet både sad i landvindingsudvalget og pressede bevillingen igennem, hvorefter de som entreprenører gennemførte afvandingen med de selvsamme tilskud. Naturfredningsforeningen truede med fredning, men blev besnakket af Landbrugsministeriets departementschef, som lovede, at den midterste del af søen ville blive bevaret. Men de blev snydt«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Resultatet blev, at søen var helt og aldeles drænet i 1951. Og i 1990 blev der som nævnt etableret en svinefarm med en besætning på 560 søer midt i den nuværende sø. På trods af massive landbrugstilskud kunne det dog ikke løbe rundt, fordi jorden hele tiden satte sig yderligere, og i oktober 2011 blev den købt af Aage V. Jensen Naturfond for et trecifret millionbeløb med det formål at genskabe fortidens store vådområde.

Og det er lykkedes i helt overdådig grad ifølge de to ferskvandsbiologer.

To forklaringer på god kvalitet

Der er en række grunde til, at det er gået så hurtigt. Særligt to forklaringer presser sig på. Den ene er, at der er masser af kilder i nærheden, der kan levere vandplanter. Lige nord for Filsø ligger Fidde Sø, og i hedeplantagerne tæt på er der også masser af søer. Kombineret med, at usædvanligt store flokke af ænder og gæs flytter sig op og ned langs Vestkysten, er der gode forhold til stede.

»Vi har således både kilder og spredningsmekanismer på plads«, siger Kaj Sand-Jensen.

Den anden forklaring er den store vandudskiftning. I Filsø er gennemløbstiden i snit en måned. Det betyder, at det enkelte vandmolekyle, som kommer til søen gennem vandløb eller ovenfra som regn, i gennemsnit opholder sig i søen i en måned, inden det skylles videre ud i Vesterhavet gennem andre vandløb.

Til sammenligning er det enkelte vandmolekyles opholdstid ti år i Furesøen, Danmarks vandrigeste sø. Denne meget store forskel skyldes igen to ting. Theis Kragh forklarer.

»De to søer er nogenlunde lige store – knap 10 km2 hver. Men Furesøen er i snit 13,5 meter dyb, mens Filsø kun er lige godt 1 meter dyb. Og Filsø har et langt større vandopland, samtidig med at det regner mere i Vestjylland end i Nordsjælland, så den modtager hvert år cirka 120 millioner kubikmeter vand, hvor Furesøen ’kun’ får cirka 13 millioner kubikmeter vand«.

En håndfuld søbund

Tilsammen betyder disse faktorer, at vandet løber cirka 120 gange hurtigere gennem Filsø end gennem Furesøen. Det betyder igen, at det meget store overskud af næringsstoffer i form af kvælstof og især fosfor, der var i søbunden som følge af mange års gødskning, da det var landbrugsjord, bliver skyllet ud meget hurtigt.

Helt konkret viser Theis Kragh det frem. Han tager en håndfuld jord fra søbunden og en håndfuld jord fra engen. For to år siden var begge områder hvedemark. Nu er søbunden ren sand, mens engjorden er sort og snasket.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er dog ikke så enkelt, at der kun er to forklaringer. Etablering af øer i søen har betydet, at vandplanterne kan etablere sig nemmere end ellers, fordi de er i læ for den kraftige vestenvind. Fuglene er i sig selv en kilde til forurening med næringsstoffer, ligesom de kan græsse vandplanterne meget hårdt.

På den anden side er de samtidig kilde til frø og små planter, når de spiser vandplanter i én sø og kvitterer derfor i Filsø. Og indholdet af næringsstoffer i vandet fra vandløbene, der afvander landbrugsjorderne opstrøms, er helt afgørende for den fremtidige kvalitet af søens vand.

Men som Kaj Sand-Jensen siger: »Uanset hvad er det fantastisk at se planterne, fiskene og fuglene udfolde sig ved Filsø, også selv om vandet i perioder er ganske uklart. Det er bare om at komme ud i naturen«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce