Svineproducenten sparer tid og penge ved at fiksere søer i såkaldte farebokse. Men produktionsformen koster dyrt målt i dyrevelfærd.
Nye tal indsamlet i 5 tilfældigt udvalgte besætninger viser, at 13 procent af de opmålte søer i farestalden er længere end selve boksen, de står i. Det giver dem problemer med at rejse og lægge sig, og de må lægge hovedet ind under fodertruget eller oven på det for at kunne hvile i boksen.
Resultatet blev præsenteret af seniorforsker Lene Juul Pedersen fra Institut for Husdyrvidenskab ved Aarhus Universitet, da fødevareminister Dan Jørgensen (S) for et par uger siden holdt dyrevelfærdskonference.
Der er simpelthen ikke forbrugere nok, der vil give den ekstra pris, som en anderledes produktion vil koste
Henrik Mortensen, formand, Danske Svineproducenter
»Det er et dyrevelfærdsproblem, fordi søerne har svært ved at rejse sig og lægge sig uhindret og hvile uproblematisk, når de ikke kan bevæge sig uden at støde på inventaret i boksen«, siger Lene Juul Petersen.
Søer er normalt først fuldt udvokset, når de får deres fjerde eller femte kuld. Af tallene fra stikprøven fremgår det, at især de udvoksede søer har problemer med at være i fareboksene. Resultaterne viser således, at omkring 30 procent af de udvoksede søer er længere end de bokse, de er opstaldet i.
Tallene, der er indsamlet af specialestuderende Ida Vesterdal, tager udgangspunkt i en tilfældigt udvalgt stikprøve på 196 søer i 5 besætninger, men ifølge Lene Juul Pedersen kan resultatet med stor sandsynlighed overføres til landets øvrige besætninger.
Der er over en million søer i Danmark, som hvert år tilbringer mere end to måneder i en af de cirka 300.000 fikseringsbokse i de danske farestalde, hvor deres unger kommer til verden.
Trykskader og sår
Fordelen for svineproducenten ved fikseringen i farestalden er, at den er plads- og arbejdsbesparende. Man har styr på gødningen, der altid ryger samme sted hen og derfor er let at skaffe af vejen. Nogle undersøgelser peger desuden på, at fikseringen har en gavnlig effekt på den høje pattegrisdødelighed, mens andre undersøgelser peger i den modsatte retning, fortæller Lene Juul Pedersen.
Fikseringens ulemper handler om dyrenes trivsel, når deres bevægelsesfrihed er indskrænket. Pladsen er ofte for trang til, at de omkring 300 kilo tunge søer kan »lægge sig samt hvile og rejse sig uden besvær«, som loven foreskriver.
Desuden betyder pladsproblemerne, at fareboksen kan give søerne trykskader og sår, forklarer Lene Juul Pedersen. Alternativet til fikseringsbokse er farestier med løsgående søer. Farestierne udgør i dag under 1 procent af det konventionelle brug, selv om det giver søerne bedre dyrevelfærd.
»Søer i bokse kan ikke få deres adfærdsmæssige behov tilgodeset. Det er et anerkendt velfærdsproblem«, siger Lene Juul Pedersen.
