Deling af motionsdata koster kvinde hendes forsikring

En kvinde, der fik udbetalt forsikring for tabt erhvervsevne, har tabt sag efter bevis for løbeture fra app.

Danmark

Motions-appen Endomondo har kostet en kvinde hendes udbetaling for tabt erhvervsevne. Hendes forsikringsselskab, AP Pension, har nemlig brugt hendes profil til at bevise, at hun ikke var berettiget til fuld dækning.

Det skriver fagforeningen 3F på sin hjemmeside.

Kvinden havde i 2007 fået konstateret piskesmæld og siden 2008 fået udbetalt 200.000 kroner årligt for en nedsat erhvervsevne.

I 2015 fattede AP Pension dog mistanke til kvinden oven på en opfølgning. Selskabet iværksatte en undersøgelse, der blandt andet indebar en gennemgang af hendes ageren på sociale medier.

Her fremgik det, at hun deltog i en motionsudfordring og havde aktiviteter i en idrætsklub.

Fik adgang til profil

Derudover fik AP Pension adgang til hendes profil på den populære løbe-app Endomondo, hvor brugere kan registrere og dele data fra deres løbeture.

Det viste billeder og gav løbetider.

»Det er i alles interesse, at der ikke ikke foregår forsikringssvindel. Men det er uhyggeligt, at oplysninger fra en løbe-app kan bruges i sådan en sag«.

»Det er vigtigt, at selskaberne har styr på etikken, også når de jagter eventuelle svindlere. Jeg går ud fra, at kvindens Endomondo-profil har været offentlig tilgængelig, ellers er det meget bekymrende, hvordan de data er kommet selskabet i hænde«.

»Man skal virkelig tænke sig om, hvor man offentliggør sin private data, advarer hun«, siger seniorjurist ved Forbrugerrådet Tænk Anette Høyrup til 3F.

AP Pension startede med at tage hele kvindens udbetaling for tabt arbejdsevne.

Ankenævnet for Forsikring har dog afgjort, at hun er berettiget til halvdelen af det tidligere ubetalte beløb.

3F skriver desuden, at medholdet med al sandsynlighed også betyder, at kvinden ikke skal betale de penge, hun har fået udbetalt i perioden, tilbage til AP Pension.

ritzau

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce