16 er kommet til skade ved ulykken på Storebæltsbroen. 14 af dem har fået lettere kvæstelser, mens 2 er lidt sværere kvæstet. Ingen af dem er imidlertid i livsfare.
De uskadte og de sårede passagerer er nu alle væk fra toget, og de tilskadekomne er i behandling på sygehuset. Det er fortsat ikke muligt at sige noget konkret om de omkomne.
Det meddeler Fyns Politi, der samtidig opgør antallet af dødsofre til 6 personer.
Det er opgørelsen af følgerne af onsdag morgens voldsomme ulykke på lavbroen ud for Nyborg, sådan som den opgøres af Fyns Politi.
Den skete pludselig og uden varsel, netop som IC4-toget kom kørende på broen og pludselig blev ramt noget fra et forbikørende godstog - muligvis en vogn, der væltede af godstoget.
»Pludselig begyndte toget at ryste for fuld skrue. Jeg så ud af vinduet, hvor gnister sprang op fra siderne af toget. Og så begyndte alle ruder at springe, mens glasskårene fløj ind på os, og loftpanelerne slog sig løs. Og så blev alt sort«, siger et vidne til Politiken.
FAKTA
Ulykken på lavbroen
Ca. 07.30 onsdag morgen blev et IC4-passagertog ramt af et eller andet objekt, da det kørte på Storebæltsforbindelsens lavbro.
Det var ifølge Banedanmark genstande, der havde revet sig løs fra et forbikørende godstog.
6 mennesker omkom ved ulykken.
16 andre blev kvæstede.
Der var ifølge DSB’s oplysninger 131 passagerer og 3 medarbejdere i toget.
Voldsomme ødelæggelser
Han beskriver sin togvogn, den miderste, som totalskadet. Men i vognen foran var det værre. Han og andre måtte bryde døren op for at komme ind og hjælpe kvæstede medpassagerer.
De måtte træde over mennesker, der havde mistet livet ved den voldsomme ulykke, for at komme frem til de sårede.
Ulykken fik myndighederne til at slå storalarm og sende et stort antal redningskøretøjer med blandt andet frigørelsesmateriel frem til lavbroen.
Samtidig blev der indrettet et krisecenter i Nyborg Idrætscenter, som tog imod de tilskadekomne, der kunne bringes ind fra toget.
fortsæt med at læse

























