Spørgetime med statsministeren i Folketingssalen på Christiansborg. Socialdemokraternes Henrik Dam Kristensen.
Foto: Jens Dresling

Spørgetime med statsministeren i Folketingssalen på Christiansborg. Socialdemokraternes Henrik Dam Kristensen.

Danmark

S ser positivt på embedsmænd i byretten

Statsministerpartiet, Venstre, er mere lunkent indstillet over for Pia Kjærsgaards forslag om parlamentariske forundersøgelser.

Danmark

Socialdemokratiet ser umiddelbart positivt på en model, hvor embedsmænd i ekstraordinære tilfælde kan blive bedt om at afgive vidneforklaring i byretten. Sådan lyder den første reaktion fra præsidiemedlem Henrik Dam Kristensen (S).

»Som jeg umiddelbart ser modellen med Københavns Byret, er min første vurdering, at jeg ser positivt på det«, siger Dam.

Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), præsenterede i går Folketingets partier for et 11 sider langt notat, der skitserer Kjærsgaards bud på en såkaldt parlamentarisk forundersøgelse.

Henrik Dam Kristensen understreger, at han endnu ikke har haft lejlighed til at sætte sig ind i de nærmere detaljer. Men i Socialdemokratiet er man enig med Pia Kjærsgaard i, at der bør findes et parlamentarisk instrument, der placerer sig et sted mellem åbne samråd med ministre og langvarige undersøgelseskommissioner.

Tidligere har Socialdemokratiet været skeptisk over for en model, der direkte inddrager embedsmænd, men i dag er partiet mere positivt stemt.

Vi vil gerne se, om der kan findes et instrument, men vi har hele tiden haft fokus på retssikkerheden, som vi synes er vigtig.

»Vi vil gerne se, om der kan findes et instrument, men vi har hele tiden haft fokus på retssikkerheden, som vi synes er vigtig. Hvis det kan hegnes ind på en fornuftig måde, vil jeg ikke afvise det«, siger Henrik Dam.

Blå balancegang

Regeringspartierne Venstre og Konservative har længe været modstandere af at indføre høringer, hvor embedsmænd risikerede at blive hentet ned i folketingssalen for at blive udspurgt af politikere. Pia Kjærsgaards forslag om en såkaldt forundersøgelse tager gruppeformand Karen Ellemann (V) en smule mere positivt imod.

»Vi er ikke tilhængere af parlamentariske høringer, det er klart. Men det er heller ikke det, Pia Kjærsgaard foreslår. Hun har jo også rykket sig, og det er hele formålet nu og her. Nu er vi netop blevet præsenteret for et langt notat, der præsenterer en anderledes tænkning«, siger Karen Ellemann og uddyber:

»Jeg står ikke her og siger kategorisk, at det her aldrig bliver til noget. Det siger jeg ikke. Jeg siger faktisk, at man kan forestille sig, at der kunne være en mellemvare«.

Der har længe eksisteret et alternativt flertal i Folketinget, der vil gøre det muligt at lade embedsmænd afhøre i større sager, og i de fleste partier modtages Pia Kjærsgaards forslag med åbne arme.

Rød forhåbning

Radikale Venstre, SF og Alternativet bakker fuldtonet op, mens Enhedslisten gerne går endnu længere. Liste Ø vil f.eks. lade det være op til 60 folketingsmedlemmer at beslutte, om man skal indlede en parlamentarisk forundersøgelse. Pia Kjærsgaard lægger op til, at det skal være 80 mf’er.

»Vi var gerne gået videre, men alene det, at der kan blive taget hul på at finde en ny form, er vi glade for«, siger Enhedslistens gruppeformand, Jakob Sølvhøj.

Risikerer det ikke at blive et instrument, som man bare bruger til at drille sine politiske modstandere?

»Det kan jeg høre, at nogle er bekymrede for, men det er jeg faktisk ikke. Jeg tror, der vil være en holdning til, at det skal anvendes, men ikke ustandselig, for så går der inflation i det«, siger Jakob Sølvhøj.

Liberal Alliance har i modsætning til det store regeringsparti, Venstre, længe været »ihærdige tilhængere af parlamentariske høringer og ser positivt på alle tiltag, der peger i den retning«, siger partiets gruppeformand, Christina Egelund.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden