Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nedslidning topper den politiske dagsorden, men det bliver ikke med Dansk Arbejdsgiverforenings hjælp, at tidligere pension bliver en rettighed for nedslidte arbejdere.
Foto: Finn Frandsen/Uffe Weng

Nedslidning topper den politiske dagsorden, men det bliver ikke med Dansk Arbejdsgiverforenings hjælp, at tidligere pension bliver en rettighed for nedslidte arbejdere.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Det er dårlig politik«: Arbejdsgiverne afviser blankt Socialdemokratiets forslag om en ret til tidligere pension for nedslidte

Dansk Arbejdsgiverforening vil ikke forhandle om S-udspil, der vil give ret til tidlig tilbagetrækning for nedslidte. Socialdemokratiet går efter en lov uanset hvad.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Nedslidte danskere skal have ret til at gå tidligere på folkepension end i dag. Det er det helt centrale budskab i Socialdemokratiets stort anlagte pensionsudspil.

Rettigheden vil Socialdemokratiet arbejde på at indføre, hvis partiet vinder regeringsmagten, og i udspillet understreger socialdemokraterne, at modellen hverken kan eller skal indføres, uden at det sker i »tæt samarbejde« med arbejdsmarkedets parter.

Men nu siger den ene af arbejdsmarkedets parter, landets arbejdsgivere, klart nej til overhovedet at tage del i forhandlinger, der har som målsætning at indføre retten til tidlig tilbagetrækning for nedslidte.

»Det er dårlig politik, og vi går ikke med til at lave sådan en trepartsaftale«, siger Jacob Holbraad, administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening.

Socialdemokratiet udpeger i sit udspil murere, sosu-assistenter, slagtere, rengøringsassistenter, jord- og betonarbejdere, pædagoger og sygeplejersker som jobs, der kan være hårde. Partiet afsætter samtidig 3 mia. kr. til at finansiere den nye rettighed, men det risikerer at blive markant dyrere at inkludere bl.a. de nævnte faggrupper, mener Jacob Holbraad:

»Hvis Mette Frederiksen bliver statsminister, tror jeg, at hun risikerer at stå i en situation, hvor hun vil skuffe rigtig mange mennesker, fordi der er blevet opbygget en forventning om, at Socialdemokratiets forslag vedrører ganske mange grupper på arbejdsmarkedet. Alternativt skal hun betale noget mere end de 3 milliarder«.

Man kommer til at give den rettighed til folk, som stadig er raske og rørige og kan gøre et godt stykke arbejde

Dansk Arbejdsgiverforening har tidligere betegnet S-udspillet som en »bombe under dansk økonomi«. For en decideret rettighed kan få uoverskuelige konsekvenser, mener Jacob Holbraad.

»Problemet med en rettighed er, at man kommer i en situation, hvor man skal definere en eller anden gruppe mennesker, og at de nu har ret til at trække sig tilbage. Det er ekstremt svært at definere, og man kommer til at give den rettighed til folk, som stadig er raske og rørige og kan gøre et godt stykke arbejde«.

Arbejdsgiverorganisationen deltager gerne i forhandlinger, der hjælper nedslidte, der skal bare ikke være tale om en rettighed. DA opfordrer til at fokusere på at forbedre eksisterende ordninger som førtidspension og seniorførtidspension. Netop disse ordninger skal partierne igen forhandle om fredag i Beskæftigelsesministeriet.

S står fast på rettighed

Socialdemokratiets Mattias Tesfaye slår fast, at S – uanset DA’s klare afvisning – vil gå efter at gennemføre lovgivning, der sikrer nedslidte ret til tidligere pension.

»Det er Folketinget, der vedtager love. Vi tilbyder så arbejdsmarkedets parter indflydelse på, hvordan det konkret skal skrues sammen, og hvordan det kan fungere sammen med overenskomsterne. Men vi kan ikke tvinge folk til hverken at møde op eller indgå konkrete aftaler«, siger det socialdemokratiske medlem af Folketingets Beskæftigelsesudvalg.

Formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Lizette Risgaard, efterlyste for nylig til en bred trepartsaftale om bl.a. tidligere tilbagetrækning. Hun opfordrer i en skriftlig kommentar alle parter til at holde hovedet koldt.

»Her er hverken ultimative krav eller hårde udmeldinger særlig brugbare. Jeg er sikker på, at hvis der er vilje til en løsning, er der også en vej«, siger hun.

Udmeldingen fra DA tages »til efterretning« af beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).

»Det er en ærlig melding, og det viser, at Socialdemokratiets forslag ikke kan blive til virkelighed, når den ene af de to parter på arbejdsmarkedet siger nej til at være med. Det er da fint, at vi får den afklaring«, siger Troels Lund.

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden