Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Inger Støjberg gav sin efterfølger, Mattias Tesfaye, en kugleramme til at tælle eventuelle lempelser af udlændingepolitikken med.
Foto: Jens Dresling

Inger Støjberg gav sin efterfølger, Mattias Tesfaye, en kugleramme til at tælle eventuelle lempelser af udlændingepolitikken med.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Somaliere, som risikerer at blive sendt hjem, får nu en ny chance

Det bliver sværere for Danmark at hjemsende herboende somaliere til Mogadishu, efter at regeringen og rød blok har indgået aftale om flygtninges ophold i Danmark.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Stik imod den tidligere regering og Socialdemokratiets ønske bliver det sværere at udsende herboende somaliere til Mogadishu, selv om de ifølge myndighederne ikke har behov for beskyttelse.

Det er konsekvensen af den politiske aftale, som den nye S-regering har lavet med sit parlamentariske grundlag i rød blok. Dermed stækkes tidligere udlændingeminister Inger Støjbergs storstilede projekt om at hjemsende herboende somaliere til Mogadishu.

I regeringens politiske aftale med rød blok står der, at flygtninge, »der har været i beskæftigelse i Danmark i to år, kan få mulighed for at blive, mens de er i beskæftigelse«. Det gælder også gruppen af herboende somaliere, som danske myndigheder i tre år har arbejdet for at få udsendt til Mogadishu, forklarer Radikale Venstres gruppenæstformand, Sofie Carsten Nielsen.

»Alle, der har sig et arbejde og har haft det i mindst to år, kan få sig en arbejdstilladelse, så længe de fortsætter i arbejde, hvis de har en flygtningebaggrund«, siger Sofie Carsten Nielsen, der understreger, at det er en »ret« og ikke kun en mulighed.

Betændt sag

Det vakte stor opsigt, da den tidligere regering i 2017 åbnede for at sende herboende somaliere til Mogadishu, selv om de danske myndigheder ikke kunne garantere deres sikkerhed. Beslutningen blev truffet, fordi situationen i Mogadishu ifølge danske myndigheder var forbedret. Udlændingestyrelsens egen landerapport advarede dog om, »at civile hver uge bliver såret og dræbt ved målrettede angreb med skydevåben eller angreb med bomber og granater«. Udlændingestyrelsen har siden 2017 inddraget godt 1.000 opholdstilladelser.

Hos Dansk Flygtningehjælp bekræfter asylchef Eva Singer, at den politiske aftale mellem regeringen og rød blok kan give flere somaliere lov at blive i Danmark.

»Der er flere af dem, der har været i job – om det er i samme job, ved jeg jo ikke. Men der vil sikkert være nogle blandt gruppen af somaliere, der har fået inddraget deres opholdstilladelse, som vil kunne beholde den, hvis den her regel havde været gældende«, siger hun. Det er uvist, præcis hvor mange det vil dreje sig om.

Eva Singer tilføjer, at de somaliere, der måtte have fået inddraget deres opholdstilladelse af Udlændingestyrelsen, men endnu ikke har fået behandlet deres sag i Flygtningenævnet, også vil kunne tælle beskæftigelse i den mellemliggende periode med i forhold til den endelige afgørelse i nævnet. Naturligvis under forudsætning af, at ændringen bliver vedtaget, før Flygtningenævnet har truffet endelig afgørelse.

»Der vil være en del sager, der stadig verserer i Flygtningenævnet. Og i den mellemliggende periode må de godt arbejde«, siger hun.

Støjberg: En underminering

I 2017 kom det frem, at flere end 300 afviste somaliere var gået under jorden af frygt for deres sikkerhed, hvis de blev sendt tilbage til Mogadishu.

Tidligere udlændingeminister Inger Støjberg er skuffet over Socialdemokratiets linje.

»Det er en underminering af bestræbelserne på at sende somaliere og andre hjem, der ikke længere har brug for beskyttelse«, siger hun og tilføjer:

»Det er et klokkeklart løftebrud i forhold til de garantier, Mette Frederiksen (S) gav i valgkampen om at fastholde den stramme udlændingepolitik. Kernen i paradigmeskiftet er, at flygtninge sendes hjem, hvis det overhovedet er muligt. Nu lemper regeringen, så flygtninge, der her været her i kun to år, kan få lov at blive, selv om der er fred i deres hjemland«, siger Venstres Inger Støjberg.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Enhedslistens udlændingeordfører, Rosa Lund, er glad for, at der bliver »stukket en kæp i hjulet på Støjbergs Somalia-projekt«.

Hun mener, at det ville være »fair«, hvis regeringen suspenderede Flygtningenævnets nuværende sagsbehandling af 77 verserende sager, så ingen skal sendes hjem, før det nye lovgrundlag ligger klar:

»Det er ikke fair, hvis vi nu sender flygtninge hjem, der har arbejdet her i to år, fordi lovgrundlaget ikke er på plads. Vi har at gøre med sager, hvor folk arbejder og bidrager, og forholdene i Somalia er ikke stabile. Det er godt for samfundet og den enkelte, hvis de får lov at blive«, siger Rosa Lund.

Socialdemokratiet gik til valg på at bevare en fortsat stram udlændingepolitik, men er siden blevet kritiseret for at bøje sig på væsentlige punkter. Socialdemokratiet bakkede sågar op om tidligere udlændingeminister Inger Støjberg, da hun i foråret 2018 tog initiativ til at lukke en kattelem i loven, som gjorde det muligt for også somaliere at blive i Danmark, hvis de havde haft et job i to år.

Da Politiken under torsdagens overdragelsesceremoni tog kontakt til den nye udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye, var det ikke muligt at få en kommentar fra ham.

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden