Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Peter Hove Olesen
Foto: Peter Hove Olesen
Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Tesfaye kritiseres for at fejltolke konventioner

Hastelov åbner i strid med internationale konventioner for at gøre danske statsborgere statsløse, lyder det fra Institut for Menneskerettigheder.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I debatten om regeringens lovforslag om administrativt at fratage fremmedkrigere deres danske statsborgerskab har det lydt, at det kun vil gælde personer med dobbelt statsborgerskab. Men lovforslaget åbner reelt for at gøre folk statsløse, lyder kritikken fra Institut for Menneskerettigheder.

»Man holder en kattelem åben for at gøre folk statsløse«, siger instituttets direktør, Jonas Christoffersen.

Ifølge instituttet er der tre klokkeklare fejl i regeringens lovforslag, der har til hensigt at fratage det danske statsborgerskab fra fremmedkrigere. Ikke mindst er forslaget i strid med FN’s statsløsekonvention. Den siger, at en stat inden en frakendelse skal vurdere, om personen har et andet statsborgerskab. Ikke om han eller hun kan få et nyt.

Alligevel vurderer regeringens jurister, at det er muligt at gennemføre ændringerne. Men det vil være i strid med internationale konventioner, vurderer direktør Jonas Christoffersen.

Man holder en kattelem åben for at gøre folk statsløse

»Regeringen siger, at hvis den person, man har i sigte, hurtigt kan få statsborgerskab i et andet land, hvis vedkommende har fået frataget sit danske, så vil personen ikke være statsløs særlig længe, og så må man leve med det«, siger han og uddyber:

»Men det åbner konventionerne ikke for. Det er vores principielle juridiske indvending. Vores praktiske indvending er, at det heller ikke er særlig sandsynligt, at en person hurtigt kan få statsborgerskab i et andet land, efter at Danmark lige har frataget personen det danske«.

Ministeren står fast

På trods af formuleringerne i lovforslaget siger udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), at det er »meget afgørende« for ham, at Danmark aldrig gør folk statsløse. Derfor skal de danske myndigheder have sikkerhed for, at en person får et andet statsborgerskab, hvis det danske fratages.

Tesfaye afviser ikke desto mindre at ændre regeringens lovforslag på baggrund af kritikken:

»Det er udgangspunktet i lovgivningen, at det kun er folk med dobbelt statsborgerskab. Så er der den her bestemmelse, som jeg ikke aktuelt kan se kommer til at få nogen betydning, men som er en fremtidssikring af lovgivningen. Det har jeg ikke tænkt mig at ændre«.

Ministeren kender ikke til andre lande, hvor man med sikkerhed kan få et nyt statsborgerskab.

»Jeg er ikke bekendt med, at den her formulering vil være aktuel nu med nogle af de krigere, vi ved er taget til Syrien eller Irak. Så det er mere et spørgsmål om at fremtidssikre lovgivningen til eventuelle situationer, hvor denne mulighed vil opstå, end det er en aktuel mulighed, vi ønsker at gøre brug af«, siger han.

Så I åbner for at gøre folk statsløse, men I gør det kun i teorien?

»Det er et forsøg på at indrette lovgivningen til, at hvis vi kommer i en situation, hvor det viser sig, at en person med dansk statsborgerskab alene ved at henvende sig til et andet lands myndigheder vil kunne få statsborgerskab, så er det vores fortolkning af statsløsekonventionen, at så er personen ikke statsløs«, siger Mattias Tesfaye.

Støttepartiet Enhedslisten er enig i kritikken fra Institut for Menneskerettigheder.

»Det er helt sikkert en bekymring, vi deler. Det vil åbne muligheden for, at danske statsborgere reelt vil blive gjort statsløse i en periode«, siger indfødsretsordfører Peder Hvelplund.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Derudover fejltolker regeringen ifølge Institut for Menneskerettigheder UNHCR’s retningslinjer om tildeling af statsborgerskab, der alene handler om tildeling af statsborgerskab til spædbørn og ikke frakendelse af voksnes statsborgerskab.

Samtidig er forslaget i strid med Europarådets statsborgerskabskonvention, som siger, at en stat kun kan fratage et statsborgerskab, hvis det er opnået via svindel.

Så regeringen fejltolker både FN’s statsløsekonventionen og UNHCR’s retningslinjer?

»Ja, præcis. Det er vores bedste vurdering«, siger Jonas Christoffersen.

Regeringens lovforslag ventes at få flertal med støtte fra blandt andre Venstre og Dansk Folkeparti, mens støttepartier som Enhedslisten og Radikale er imod.

Forslaget førstebehandles onsdag og ventes vedtaget senere på ugen, hvor loven også vil træde i kraft.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden