Forsvarsadvokater, domstole, Folketinget og borgerne. Selv den fungerende justitsminister Søren Pape Poulsen (K) blev holdt hen i uvidenhed om nyere tids største retsskandale i tre måneder fra Justitsministeriets første kendskab til sagen om politiets telefejl. En medvirkende årsag til forsinkelsen var, at Justitsministeriet op til folketingsvalget havde besluttet sig for at være passiv i sin behandling af teledatasagen. Og det var med folketingsvalget som eksplicit begrundelse.
Departementets forklaring, som den udtrykkes i redegørelsen om forløbet, er, at ministeriet fra valgudskrivelsen 7. maj alene ville være et forretningsministerium.
»Departementet skulle udvise tilbageholdenhed i forhold til den politiske og mediemæssige håndtering af sagen, da departementet efter valgudskrivelsen fungerede som et forretningsministerium«, lyder referatet fra en samtale dagen før valget mellem departementschef Barbara Bertelsen og to afdelingschefer.
Den samme forklaring om alene at »agere som et forretningsministerium« blev givet til Rigspolitiet allerede 26. april, forud for valgets udskrivelse. Inden da havde Justitsministeriet aflyst to oplysende møder om sagen med Rigspolitiet og et med Rigsadvokaten. Og efter valgudskrivelsen blev et tredje oplysende møde med Rigspolitiet først udskudt og siden aflyst »på grund af, at der er udskrevet valg«, fremgår det af redegørelsen.
Pligtforsømmelse
Men departementets passivitet i sagen var forfejlet, uden statsretlig grobund og – viser det senere forløb – også inkonsistent. Sådan lyder vurderingen fra to juraprofessorer.
»I sagen er der potentielt mennesker, der lider skade, og den har stor betydning for straffesagers behandling. Der er intet som helst argument for at være passiv, drosle sit engagement ned eller koble ministeren ud af sagen, fordi der er valgkamp. Det følger af de grundlæggende pligter for embedsmænd, at man skal håndtere så alvorlig en sag. Og det følger af ministeransvarlighedsloven, at man som embedsværk har pligt til at orientere ministeren, og i særlig grad når der er tale om en alvorlig sag«, siger Sten Bønsing, professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet.
Den fungerende justitsminister Søren Pape Poulsen var øverste forvaltningschef, men blev ikke orienteret om affæren før 18. juni – 12 dage efter, at repræsentanter for forsvarsadvokaterne blev informeret mundtligt. Professor Bønsing siger, at Pape Poulsen principielt også kan klandres for ikke i tråd med ministeransvarlighedsloven at have fastsat instrukser, der sikrede at han blev oplyst.
At Søren Pape Poulsen som den sidste af alle blev orienteret af sit embedsværk ønsker han ikke at kommentere.
Den nye justitsminister Nick Hækkerup (S) tiltrådte først efter det omstridte forløb, men har alligevel rodet sig ind i ansvaret ved at forsvare embedsværkets tilbageholdenhed:
»Når der er udskrevet folketingsvalg, så er det min klare holdning, at et departement skal afvente en efterfølgende regeringsdannelse – og ikke begynde håndteringen af den politiske og mediemæssige side af en sag. Det er afgørende for, at den kommende minister selv kan tage stilling til sagen, herunder til håndtering af Folketinget«, udtalte ministeren i en pressemeddelelse 3. oktober.
Hækkerup gentager budskabet i et nyt svar til Folketinget. Det sker forud for, at han torsdag på et samråd, indkaldt af regeringens tre støttepartier, skal redegøre for ministeriets passivitet og den sene orientering af Folketinget.
Men argumentet for embedsværkets passivitet er grundløst, siger også Jørgen Albæk Jensen, professor i statsforfatningsret ved Aarhus Universitet. Han henviser blandt andet til Statsministeriets notat ’Den parlamentariske situation efter udskrivelsen af valg’, der blev sendt til alle ministerier 7. maj. Heri fremgår det ganske vist, at »der har udviklet sig en praksis om embedsmænds rådgivning og bistand«, hvor regeringen efter en valgudskrivelse »skal udvise tilbageholdenhed i sager, der indeholder væsentlige politiske beslutninger«.
Men notatet understreger samtidig, at tilbageholdenheden ikke må påvirke »embedsforretningernes uforstyrrede førelse«. Det er »uopsættelige opgaver eller andre opgaver, som ministeren fortsat nødvendigvis vil skulle udøve som forvaltningschef...«. En sag om nyopstået tvivl om beviser i straffesager er i allerhøjeste grad en uopsættelig opgave, siger Jørgen Albæk Jensen.
»Hvis vi løber ind i et akut retssikkerhedsmæssigt problem, som det her må siges at være, så hører det til embedsforretningernes uforstyrrede førelse, og det skal man reagere på. Man kan ikke blive ved med at dømme folk ved domstolene på basis af oplysninger, som man ved kan være forkerte. Det kan jo heller ikke nytte noget, at hvis russerne begynder at marchere op ved Bornholm, så må vi ikke gøre noget ved det, fordi vi kun er et forretningsministerium«, siger Jørgen Albæk Jensen.
