Enhedslisten: Fyrværkeri bør kun være tilladt nytårsaften

Lyt til artiklen

Onsdag og torsdag aften er der affyret fyrværkeri mod busser, taxaer og personer på dele af Nørrebro i København.

Episoden bekræfter, at der skal være strammere regler, når det kommer til fyrværkeri, mener Enhedslisten.

Nærmere bestemt bør det kun være tilladt at fyre fyrværkeri af på nytårsaften, siger retsordfører Rosa Lund (EL).

»Der skal være færre dage om året, hvor man må fyre af. Og der skal være bedre kontrol med salg af fyrværkeri. Der bliver solgt rigtig meget ulovligt fyrværkeri i Danmark«.

»For det tredje synes jeg, vi skal kigge på, om der skal være særlige steder i byer, hvor man må fyre fyrværkeri af, så der er styr på det«, siger Rosa Lund.

Videofotograf blev massivt beskudt af fyrværkeri på Nørrebro: De legede og hyggede sig. Nogle var ned til 13 år gamle

I dag er det tilladt at fyre fyrværkeri af fra 27. december til og med 1. januar.

Det er tilladt at købe fyrværkeri mellem 15. december og 31. december. Den periode bør også forkortes, mener Rosa Lund, der imidlertid afviser et forbud mod fyrværkeri.

»Det vil være den optimale løsning, hvis man forkorter både salgsperioden og den periode, hvor man må fyre af«.

»Jeg tror ikke, et forbud vil virke. Jeg synes, det er fint, at der er særlige dage, hvor man kan fyre fyrværkeri af - for eksempel nytårsaften«, siger Rosa Lund.

Politiet forventer nye uroligheder med fyrværkeri på Nørrebro fredag

Ifølge politiet har episoderne på Nørrebro involveret grupper på 20-30 personer, der har skudt mod hinanden og andre med fyrværkeri.

Politiet forventer nye uroligheder igen fredag aften.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her