Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Regeringen mener, at det er nødvendigt at udvide Københavns Lufthavn, men det betyder ikke nødvendigvis, at udbygningen medfører flere fly, menerr Bolig- og Transportministeriet.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Luftfart belaster klimaet, men regeringen støtter en stor lufthavnsudvidelse

Selv om luftfarten er en af de største klimasyndere, der findes, mener regeringen, at en udvidelse af Københavns Lufthavn er nødvendig.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Med et øget antal passagerer kommer der flere flyafgange, og dermed vil flytrafikken udlede flere klimagasser. Sådan lyder præmissen fra dem, der er imod udvidelsen af Københavns Lufthavn i Kastrup og kalder den for »et af de mest klimaskadelige enkeltprojekter, Danmark længe har set«.

På trods af det insisterer transportminister Benny Engelbrecht på, at udvidelsen af lufthavnen skal gennemføres. Og det skal gøres grønt. Men det er urealistisk at have fly med grønt brændstof allerede i 2029, hvor udvidelsen efter planen skal stå færdig, mener en ekspert. I en mail til Politiken skriver ministeren:

»Regeringen ønsker en grøn omstilling af luftfarten, hvilket også er baggrunden for, at vi har indgået et klimapartnerskab med luftfartsbranchen. Ved at gå forrest og ved at samarbejde med vores lufthavne og luftfartsselskaber om at tilpasse luftfarten til en grønnere fremtid kan Danmark blive et grønt foregangsland i Europa. Den grønne omstilling sker dog ikke fra dag til dag. Og den kommer ikke ved, at vi nægter lufthavnen at følge med efterspørgslen på flyrejser. For mig er det vigtigt, at vi finder løsninger, der sikrer reelle CO2-reduktioner og ikke blot laver løsninger, der begrænser borgernes mulighed for at flyve«.

Bolig- og Transportministeriet skriver også, at »udbygningen af Københavns Lufthavn handler om at udvise rettidig omhu i forhold til at følge med efterspørgslen på flytrafik og samtidig drive en effektiv lufthavn; udbygningen medfører i sig selv ikke, at der kommer flere fly. Det er en vigtig distinktion at være opmærksom på i debatten«.

Delte politiske meninger

I Enhedslisten er man ikke helt så overbevist om behovet for en udvidelse, der betyder, at Københavns Lufthavn kan tage 40 millioner passagerer om året i stedet for de nuværende 30 millioner og får 80.000 kvadratmeter mere.

»Det er ikke ligefrem det, der er brug for. Vi er ikke begejstret for, at transport skal vækste og stige. Vi synes, at bestræbelsen ikke nødvendigvis skulle være flere afgange og flere passagerer, for det er en belastning for omgivelserne«, siger Henning Hyllested, transportordfører i Enhedslisten.

SF oplyser til Politiken, at de er »uafklaret, skeptiske over for ideen«.

Hos de ordførere, Politiken har talt med, der synes godt om ideen om en udvidelse, er nøgleordene grønt brændstof og afgifter på rejserne.

»I vores verden drejer det sig om det, der kommer i flytanken. Flyene skal flyve på grønt brændstof, og når lufthavnen er udvidet, flyver vi med grønne fly. Vi har brug for at flyve, hvis vi skal tjene penge til gavn for den velfærd, vi alle gerne vil have. Der kan det ikke nytte noget at tale om flyskam osv.«, siger Kristian Pihl Lorentzen (V).

Hos Radikale Venstre fylder argumentet om grønt brændstof også. Men samtidig skal borgerne betale for den forurening, de selv laver ved at flyve. Det skal ske igennem afgifter.

»Vi har ikke noget imod, at Københavns Lufthavn imødekommer den efterspørgsel, der er på at flyve, hvis bare flyene, der kommer, er på vedvarende energi. Derfor handler det om at få folk til at betale for den forurening, de laver, og investere det i at gøre flyene grønne. At sige til Københavns Lufthavn, at de ikke må udvide med det resultat, at der udvides andre steder, gør ikke noget ved klimaet, men det betyder, at Danmark ikke har de ruter ud af landet«, siger transportordfører Andreas Steenberg.

Hulens dyrt brændstof

Ifølge Brian Vad Mathiesen, som er professor ved Aalborg Universitet, og som forsker i fremtidige energisystemer med udgangspunkt i brændstof, kommer til det at blive hulens dyrt. Og det vil tage tid. Udvidelsen af lufthavnen er færdig i 2029, men det tager længere tid at udvikle nok grønt brændstof.

Han henviser til det, der hedder electrofuels. Det bygger på at bruge strøm fra vindmøllerne til at fremstille flydende brændsler, og det kræver kulstof, elektrolyse og en kemisk syntese og kaldes også ’power-to-x’ (strøm-til-noget).

»Det vil være yderst begrænset, hvor meget electrofuels eller bæredygtige brændsler ville kunne bidrage med i 2030. Hvis jeg skulle vove pelsen, så ville jeg sige, at et måltal, som vil være rigtig dyrt og realistisk at opnå, vil være 1 procent af brændslet i 2030. Det er i det leje, der er teknisk og økonomisk realistisk lige nu«, siger Brian Vad Mathiesen.

Han vurderer, at der kommer til at gå et stykke tid, før man når et betydeligt niveau.

»Den tidshorisont, som electrofuels har, særligt i flybranchen, er på den anden side af 2035, inden man kommer op på en skala, hvor det nytter noget«, siger Brian Vad Mathiesen.

Klimaskadeligt enkeltprojekt

Hos Bevar Jordforbindelsen, som kæmper imod en udvidelse af Københavns Lufthavn, kalder man udvidelsen for »et af de mest klimaskadelige enkeltprojekter, Danmark længe har set« på præmissen om, at en udvidelse vil føre til øget luftfart.

Annonce

»Hvis vi skal sikre Paris-aftalen, skal luftfarten reduceres. Vi husker vel alle sammen, hvordan FN’s Klimapanel i oktober sidste år var ude og opfordre til ’hidtil usete tiltag’ for at bremse den globale opvarmning. Alligevel vil lufthavnen udvide. Det hænger slet ikke sammen«, siger Jacob Sørensen fra Bevar Jordforbindelsen.

I Storbritannien blev en historisk dom afsagt i onsdags. Heathrow-lufthavnen fik at vide i retten, at det var ulovligt at anlægge en tredje landingsbane, fordi retten mente, at det gik imod regeringens planer om at forpligte sig til at takle klimakrisen.

Det er ifølge avisen The Guardian den første store dom i verden, der er faldet på baggrund af den internationale klimaaftale, Paris-aftalen.

Kan en lignende dom komme på tale i Danmark? Nej, lyder det fra to eksperter.

»Nej, det mener jeg ikke er relevant i Danmark. Vores domstole vil ikke anvende internationale konventioner, som en del af dansk ret – vores retstradition er dualistisk«, siger Ellen Margrethe Basse, der er professor i miljøret ved Aarhus Universitet.

Professor ved Juridisk Fakultet på KU, Peter Pagh, er enig.

»Jeg er rimelig sikker på, at en tilsvarende dom ikke kan afsiges af en dansk domstol – da forpligtelsen til at begrænse drivhusgasser efter Paris-protokollen er en totalforpligtelse, hvis udmøntning i forhold til forskellige sektorer er overladt i en vis udstrækning til EU og for den resterende del til lovgivere i Danmark. Så efter min opfattelse vil et sådant søgsmål, der alene støtter sig på flytrafikkens udledning af drivhusgasser, blive afvist i Danmark«, siger han.

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden