I Smålandshavet nord for Lolland ligger Askø-Lilleø, to små øer forbundet af en 750 meter lang dæmning.
Der bor seks mennesker på Lilleø og 36 på Askø, 42 i alt. Alligevel rejser langt flere fast med færgen til Askø for at besøge et af de omkring 250 fritidshuse på øen.
Men fritidstrafikken skal stoppes, nu hvor det danske samfund kæmper for at begrænse udbruddet af corona-virussen og har lukket alt fra grænser til skoler. Det siger frugtavler Peter Larsen, der er en af de seks beboere på Lilleø, og som også sidder i Lolland Kommunes Ø-kontaktudvalg.
»Nogle turister har ikke forstået det. Dem kan jeg simpelthen ikke følge. Hvis det ikke er et uopsætteligt ærinde, så lad være. Og ophold i sommerhus er ikke livsvigtigt«.
Livsvigtig, det er færgen til gengæld, så det gælder om at undgå, at personalet bliver smittet, siger Peter Larsen.
»Det er meget, meget egoistisk bare at tænke: Jeg skal i sommerhus. Jeg skal lige over og slappe af. Hvis de ikke forstår det, må vi håbe på noget lovgivning«, understreger han.
Når man bor på en ø uden broforbindelse, afhænger alt af færgen. Har man sagt corona for en øboer, har man derfor også indledt en samtale om færgeroverfarten, som er livsvigtig for, at øboerne kan komme frem og tilbage, og at øen i det hele taget kan modtage forsyninger og eksempelvis få besøg af hjemmeplejen.
Vi gør alt, hvad der står i vores magt i den her situation. Men alle er helt oppe og køre
Max Møller Christensen, overfartsleder
Derfor prøver flere af de danske øsamfund i øjeblikket at finde sig selv i forhold til smittefaren.
Og derfor begyndte skænderiene i Smålandshavet, som Peter Larsen har været part i, da også med en meddelelse fra færgeoverfarten.
»Der sejles kun med øboer«
I torsdags, dagen efter det pressemøde, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) for alvor indledte nedlukningen af Danmark, kom der en melding fra Lolland Færgefart.
På grund af corona-virus ville der komme begrænsninger på, hvem der kunne rejse med færgerne til småøerne Fejø, Femø og Askø/Lillø.
»Der sejles kun med øboer, pendlere til øerne, hjemmepleje, brand og redning, erhverv, som skal have fødevarer videre ud i landet«, lød det.
Så begyndte telefonen hos Max Møller Christensen ellers at ringe.
Han er overfartsleder ved Lolland Færgefart, og han beskriver selv den første melding fra færgeoverfarten – der i dag er modificeret i sin ordlyd – som en anbefaling, ikke et påbud.
»Vi bad folk vurdere, om det var en uopsættelig rejse, de skulle foretage. Det er vel ikke for meget at forlange. Men så kom der telefonstorm og mails fra dem, der ville have lov til at komme over i sommerhuset. Jeg sagde: ’Det har vi aldrig nægtet jer. Alle må rejse til øerne’. Men vi beder folk vurdere, om deres rejse er nødvendig«.
For Max Møller Christensen er det vigtigste at beskytte færgepersonalet. Kommer blot nogle få i karantæne, er der risiko for, at færgerne slet ikke kan sejle, og så kan brand- og sundhedspersonale heller ikke komme frem. Derudover nævner han øernes demografi som et vigtigt argument for at begrænse fritidstrafikken.
»To af øerne, Askø og Femø, har landets ældste befolkning. Så hvis vi får smitte på øerne, har vi et problem. Det har vi taget alvorligt. Og det har vi fået stor skældud for«, siger han.
»Jeg blev meget overrasket over den reaktion. Vi gør alt, hvad der står i vores magt i den her situation. Men mange er helt oppe at køre«.
Ingen kurve i Brugsen
For at begrænse smittefaren under en færgeoverfart til et øsamfund har har man flere steder i Danmark givet tilladelse til, at man kan blive siddende i bilen, altså på vogndækket, under overfarten.
På færgen til Læsø fra Frederikshavn er det et decideret krav til alle i bil, at man bliver siddende i sit fartøj på vogndækket i de 90 minutter, overfarten varer – husk varmt tøj, lyder det på hjemmesiden.
Læsøs fjerne nabo i Kattegat, Anholt, har ikke tilsvarende tiltag på færgen, da langt de fleste færgepassagerer lader bilen stå i Grenaa. Til gengæld har man indført en hel række andre tiltag for at begrænse smittespredning, fortæller formand for borgerforeningen på Anholt, Liselotte Arentz Sørensen.
Det skyldes, at øen er så heldig at have en læge, der er ekspert i epidemier, og som har arbejdet med det i Afrika, fortæller hun, ikke uden stolthed.
»Så han er ret godt klædt på til en pandemi som denne. Han har overblik over, hvilke beboere, for hvem det vil være ret alvorligt. Han har også taget initiativ til, at vi i Brugsen højest er ti personer af gangen, selv om den er ret stor. Man skal holde en afstand på minimum to meter, man bruger ikke kurvene, og man rører kun den vare, man selv skal bruge. Henne ved kasseapparatet er der lagt kurve ud i en cirkel, så du ikke kommer for tæt på, men bare rækker dankortet ind og betaler«.
Alligevel er der bekymringer blandt beboere på øen, fortæller Liselotte Arentz Sørensen.
»Mange af vores sommerhusejere er folk, som også tager på skitur og alt muligt andet. Så nogen herovre har rynket panden og sagt, ups, nu kommer de herover, og hvad så. Vores læge siger, at hvis de selv har været ude at rejse, bør de bede Brugsen om at få leveret varer«.
»Vores læge er også lidt bekymret over, om smittede folk i karantæne, tænker: ’så kan jeg lige så godt tage til Anholt’. Stemningen er generelt lidt dobbelt for os, for det er snart påske, og det er en periode, hvor stort set alle sommerhusejere kommer og åbner huset, fjerner spindelvæv og gør klar. Måske kan de komme her og smitte andre. Og måske bliver de væk, og så er det svært for vores lokale virksomheder«.
»Jeg tænker personligt, at hvis folk er omhyggelige med tingene og sørger for at hoste i ærmet, ikke røre ved ting, afspritte hænderne, holder sig på afstand og den slags – så kan de godt tage med færgen. Og hvis man så cykler ud til sit sommerhus og er der, og ikke går i Brugsen, og ikke står op og ned af nogen – så under jeg dem da fuldt ud, at de er i deres sommerhus i stedet for i deres lejlighed i byen«, siger Liselotte Arentz Sørensen fra Anholt.
Femø tager det roligt
Lad os vende tilbage til det Sydsjællandske øhav, hvor debatten har raset om, hvem der skal have lov at rejse med færgen.
For mens Peter Larsen fra Askø-Lilleø går ind for, at ikke-fastboende holder sig væk, ser mange beboere fra naboøen Fejø anderledes på det.
Formand for Fejøforeningen Anne-Grethe Laursen – der ligeledes sidder i kommunens Ø-kontaktudvalg – ser den første udmelding fra færgeoverfarten som en misforståelse.
»Den første melding var for striks, for de ville selvfølgelig ikke stoppe nogen. Og man må gerne komme i sommerhus på Fejø, det er også den generelle holdning, har jeg indtryk af. Vi er stadig en del af det danske samfund. Og her er så langt mellem husene, alt er lukket ned, her er meget stille. Så der er plads til, at man er i sit fritidshus her på øen«.