0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Bunker af udskudte sager truer retssystemet

Domstolene kører på nødberedskab, og en pukkel af sager hober sig op. Retssikkerheden er i fare, advarer advokater og opfordrer til at gennemføre flere sager. Justitsministeren erkender, at krisen påvirker retssystemet negativt.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Anders Rye Skjoldjensen
Foto: Anders Rye Skjoldjensen

På grund af faren for coronasmitte er i hundredevis af straffesager aflyst og retssale står tomme hen.

Danmark

I hundredvis af sager hober sig op i det danske retssystem som i lighed med andre offentlige institutioner blev ramt af nedlukningen af Danmark 13. marts.

Straffesager bliver aflyst, domme bliver udskudt, og mange endnu ikke dømte varetægtsarrestanter får forlængede ophold i arresten.

Advokat Mette Grith Stage er chef for et advokatfirma med 12 advokater. Siden nedlukningen har hun kun i begrænset omfang haft mulighed for at forsvare sine klienter ved domstolene.

»Vi har fået aflyst hundredvis af sager. Masser af sager med kun en enkelt tiltalt er aflyst. Stort set alt fra den 13. marts«, siger hun.

Onsdag forlængede Domstolsstyrelsen så retternes nødberedskab helt frem til 10. maj. Styrelsen siger til Politiken, at der endnu ikke er et overblik over antallet af udsatte retssager. En krisestab med tre retspræsidenter i spidsen er nedsat, og de skal lægge plan for, hvordan man håndterer sagerne, når det igen er muligt.

Ifølge styrelsen skal retternes nødberedskab først og fremmest tage sig af kritiske sagsområder, hvor retssikkerheden kan komme i fare. De fleste retter afvikler grundlovsforhør, fristforlængelser og andre sager, som kan afgøres skriftligt eller elektronisk.

Retssystemet kommer til at kollapse af det her

Kollaps truer

Ophobningen af sager er skidt for retssikkerheden, mener blandt andre Dommerforeningens formand, Mikael Sjöberg.

Han forsikrer, at domstolene forsøger at få afviklet så mange retssager som muligt under nødberedskabet. Men dommerformanden er også bekymret for konsekvenserne af nedlukningen.

»Retssikkerhed er også et spørgsmål om tid, så selvfølgelig påvirker det retssikkerheden, at mange sager nu må udskydes. Både de folk, som er tiltalt for en forbrydelse, og de forurettede i straffesager har jo behov for at få afklaring«, siger han.

Advokat Mette Grith Stage frygter for konsekvenserne.

»Retssystemet kommer til at kollapse af det her. Det bliver meget vanskeligt at få alle de her sager berammet. Der kommer en kæmpe pukkel, som det bliver meget vanskeligt at få nedbragt«, siger hun.

Både fra retskredse som Sønderborg og København lyder det, at aflysningen af tre ugers straffesager uundgåeligt vil øge sagsbehandlingstiderne.

Mette Grith Stage efterlyser sammen med flere andre advokater en konkret vurdering af, om en sag inden for fornuftens rammer rent faktisk kunne gennemføres. Hun henviser til Domstolsstyrelsen retningslinjer om, at det er op til den enkelte ret selv at afgøre, hvorvidt en sag er en del af det kritiske nødberedskab.

Der vil være et stort – og endnu ukendt – antal straffesager, som skal behandles ved domstolene på et senere tidspunkt

Mange personer til stede

Selv om domstolene afvikler en del civile sager, visse konkurssager og notarforretninger, er straffesager svære at afvikle, fordi det ikke kan ske, uden at folk er fysisk til stede i retten, mener Mikael Sjöberg.

»Hvis anklagere, dommere, forsvarere, domsmænd, nævninge og den eller de tiltalte skal være i lokalet – og det skal de jo – så er det hurtigt langt mere end ti personer og i hvert fald for mange til de relativt små retssale, som jo ikke er indrettet til denne situation. Sundhed kommer frem for alt, og vi har ikke tilstrækkeligt med store retslokaler til at sørge for, at folk kan placeres med ordentlig afstand«, siger han.

Mikael Sjöberg vurderer, at elektroniske muligheder som eksempelvis videoopkald er for usikre.

Også rigsadvokat Jan Reckendorff, erkender, at der tegner sig et problem.

Annonce

»I øjeblikket behandles der meget få straffesager ved domstolene. Det medfører, at der vil være et stort – og endnu ukendt – antal sager, som skal behandles ved domstolene på et senere tidspunkt. Det bliver en stor udfordring for en i forvejen presset straffesagskæde at få afviklet disse«, skriver han i en mail og understreger, at Rigsadvokaten er i dialog med Domstolsstyrelsen.

Udbruddet af covid-19 kommer til at påvirke sagsbehandlingen negativt

Minister: negativ påvirkning

Justitsminister Nick Hækkerup (S) skriver i et mailsvar, at alle instanser i retssystemet er blevet nødt til at indføre foranstaltninger for at begrænse smitten.

»Lad mig slå fast, at vi stadig har et fungerende retssystem, og vi prioriterer at have et stærkt beredskab. Men der er desværre ingen tvivl om, at udbruddet af covid-19 kommer til at påvirke sagsbehandlingen negativt i alle led i straffesagskæden. Det har jeg også ærligt sagt helt fra starten«, skriver Nick Hækkerup.

Han tilføjer, at ministeriet sammen med de forskellige myndigheder følger udviklingen for »bedst muligt at kunne få adresseret problemerne for fremtiden«.

Læs mere:

Læs mere