Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Sundhedsstyrelsen ændrer anbefalinger for afstand og gør plads til de ældste elever i skolerne

Der behøver ikke længere at være to meter mellem eleverne, men bare en meter. Det frigiver plads til at få de ældste børn tilbage i skole fra 18. maj, som det er planen.

Danmark

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det virkede umuligt at få plads til alle elever i landets skoler, så længe sundhedsmyndighederne stillede krav om to meters afstand mellem børnene. Men ved indgangen til næste fase i genåbningen af Danmark ændrer Sundhedsstyrelsen nu sine retningslinjer, så den generelle anbefaling er sat ned til en meter.

»En stor justering i forhold til tidligere er anbefalingerne om afstand i det offentlige rum. Her præciserer vi nu, at det i langt de fleste tilfælde er tilstrækkeligt med minimum 1 meter«, lyder det i en pressemeddelelse fra Sundhedsstyrelsen.

For skolerne giver det bedre muligheder for at indrette sig på en måde, så der er plads til, at de ældste elever fra 6. til 10. klasse kan vende tilbage mandag 18. maj efter mere end to måneders hjemmeundervisning på grund af coronakrisen. Netop det er planen i den danske genåbnings fase to, ligesom restauranter, storcentre og al detailhandel kan åbne inden for den næste uges tid.

»Vi kan konkludere, at de har forstået, hvilke vanskeligheder skolerne var i, hvis de skulle åbne igen med et afstandskrav på to meter mellem eleverne. De her nye vilkår gør, at vi kan få børnene ind«, siger Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen.

Alle kan formentlig komme i gang

Det er altså de generelle anbefalinger, som Sundhedsstyrelsen i første omgang har justeret. Men de kommer også til at påvirke de mere konkrete vejledninger:

»I den kommende uge vil en række af Sundhedsstyrelsens øvrige retningslinjer og vejledninger blive revideret som følge af de nye reviderede generelle anbefalinger. Samtidig vil Sundhedsstyrelsen nye generelle retningslinjer kunne bruges i det kommende arbejde med at udarbejde konkrete retningslinjer for den kontrollerede genåbning af forskellige sektorer«, lyder det fra Sundhedsstyrelsen.

Da politikerne besluttede at få de yngste elever tilbage i skole efter påske, skete det med så kort varsel, at de mange steder i landet måtte bruge længere tid til at blive klar til at åbne helt for børnene fra 0. til 5. klasse. Men nu kommer de nye retningslinjer altså en god uge i forvejen, så skolerne har tid til at indrette sig på ny for at gøre plads til de ældste elever.

»Jeg forventer, at alle er i gang i et eller andet omfang fra mandag 18. maj, men det bliver nok en blød igangsættelse, hvor det kan komme til at ske meget forskelligt alt afhængig af skolernes forhold. Logistik og sikkerhed skal på plads først«, siger Claus Hjortdal.

Der venter dog stadig skolelederne et vanskeligt puslepil.

Det tager tid at få logistikken på plads

Selvfølgelig skal de indrette lokalerne på en måde, så eleverne nu sidder en meter fra hinanden i stedet for to, hvilket frigiver en masse plads. Men samtidig skal de have vagtplanerne til at gå op.

»Hidtil har vi skullet have to-tre lærere per klasse i indskolingen, fordi eleverne har været spredt i flere lokaler. Men pludselig kan vi komme ned på en-to lærere per klasse, og det betyder enormt meget. Nu skal vi have flyttet en masse personale rundt, og vi skal finde ud af, hvilke klasser der skal have hvilke lærere«, siger Claus Hjortdal.

»Vi vil bestræbe os på at have så få forskellige lærere i klasserne som muligt for at begrænse smitterisikoen. Men hvordan kan vi dække flest mulige fag ved at fordele lærerne på forskellige måder? Hvad gør vi med lærere som er i risikogruppen? Det er nogle af de ting, vi skal finde ud af. Der er stadig meget at få til at hænge sammen, så det er godt, at der er en uge til det«, siger formanden for Skolelederforeningen.

Pædagoger afventer lempet kvadratmeterkrav

Også vuggestuer og børnehaver rundt om i landet har haft pladsproblemer på grund af afstandskravet. Men selv om det nu bliver sænket fra to til en meter, betyder det ikke automatisk, at tilsvarende flere af de yngste danskere kan komme i institution.

Det bunder i, at vuggestuer og børnehaver også er underlagt en begrænsning på, hvor mange børn der må være per kvadratmeter. Den er endnu ikke ændret, men kan meget vel være en af de vejledninger, som Sundhedsstyrelsen vil revidere i den kommende uge. I hvert fald ser Elisa Rimpler, formand for Børne- og UngdomsPædagogernes Landsforbund (BUPL), frem til en klar melding om, hvorvidt der også bliver lempet på kvadratmeterkravet og på gruppestørrelser.

»Det kan betyde, at vi kan få større grupper, og at hverdagen rent praktisk bliver lettere, især i vuggestuerne, hvor det er rigtig rigtig svært at holde to meters afstand, når børnene f. eks. spiser«, siger Elisa Rimpler.

Annonce

Hun opfordrer samtidig til, at der kommer mere præcise retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen om, hvordan daginstitutionerne skal gøre.

»Ellers er jeg bekymret for, at det bliver en lokal vurdering fra hus til hus. Men det skal være trygt både for forældrene og for personalet og det ansvar skal ikke ligge hos ledere og pædagoger«, siger hun.

Så er buffeten åben igen

Med anbefalingen om mindst en meters afstand kommer Danmark på linje med anbefalinger fra verdenssundhedsorganisationen, WHO, og flere nabolande.

»Sundhedsstyrelsen anbefaler dog fortsat mindst 2 meters afstand i særlige situationer, som for eksempel ved fællessang, råb eller foredrag, hvor der kan være øget risiko for dråbesmitte, eller i mødet med personer, der har øget risiko for alvorligt forløb, hvis de bliver smittet med COVID-19, f.eks. ved besøg på plejecentre«, lyder det fra Sundhedsstyrelsen.

Samtidig fraråder myndigheden ikke længere buffetservering.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts