Som hovedaktionær i Ørsted skal staten lægge et hårdt loft ned over aflønningen af energigigantens kommende topchef. Det mener regeringens støtteparti SF, som vil stille krav til finansminister Nicolai Wammen (S) om, at Ørsteds kommende administrerende direktør maksimalt må tjene 20 gange mere end den lavest lønnede fastansatte medarbejder i den børsnoterede virksomhed.
Ørsteds afgående direktør, Henrik Poulsen, tog fusen på aktiemarkedet, regeringen og samfundet i øvrigt, da han for nylig meddelte sin afgang og sagde et farvel til en lønpakke, som i 2019 beløb sig til 16,7 millioner kroner. Det beløb var alt for højt, mener SF’s gruppeformand, Jacob Mark.


























