Først bringer et medie en afsløring med skjult kamera. Der er sker et omsorgssvigt. Af børn i en daginstitution eller af ældre på et plejehjem.
Afsløringen skaber forargelse. Politikerne bliver chokerede og rystede. De kalder det »helt uacceptabelt« og siger, at de aldrig havde troet, at noget sådan kunne ske. Kort efter bliver der råbt på flere ressourcer og mere tilsyn.
Psykolog Dorthe Birkmose ridser forløbet op, for hun har set det adskillige gange.
»Det er lidt anstrengende på 20. år. Jeg har set så mange enkeltsager blive afsløret i medierne, og der sker det samme hver gang«, siger hun.
Dorthe Birkmose har specialiseret sig i at arbejde med den forråelse, som kan ske blandt personale i velfærdsjobs. På plejehjem, i daginstitutioner, på bosteder for handikappede, endda på skoler.
Det lyder som en niche, men siden hun i 2017 udgav bogen ’Når gode gør ondt’, har hun kunnet leve af det. Faktisk kan hun ikke nå andet end at holde foredrag om risikoen for forråelse. På en normal uge holder hun fire foredrag.
Denne uge blev hendes speciale igen uhyggelig relevant, efter Ekstra Bladet bragte TV 2’s optagelser fra et plejehjem i Aarhus, hvor plejehjemsbeboeren Else bliver ydmyget og overhørt af sine hjælpere, skønt hun klager og beder om hjælp. De ansatte er så forrået, at de ikke ser hendes behov, lyder Dorte Birkmoses forklaring.
Det kan ske for os alle
Forråelse er en naturlig forsvarsmekanisme, som vi alle kan ty til, når vi bliver overmandet af afmagt, forklarer Dorthe Birkmose.
Afmagten er en ubehagelig følelse at være i. Den gør os bange og urolig, og for at komme af med den, kan man gøre sig lidt hård og ligeglad for at undgå at mærke afmagten. Man bliver forrået.
En af Dorthe Birkmoses pointer er, at det kan ske for os alle. Faktisk mener hun, at vi alle har prøvet at blive forrået. Overfor ægtefællen, en ven – eller klassikeren overfor vores børn.
»De fleste kan genkende, at man kan blive hård overfor sine børn. I en presset situation, bliver man afmægtig og kommer til at skælde ud eller afvise, selv om man egentlig ønsker at gøre det godt. Bagefter kan man få dårlig samvittighed over, at man kunne blive så hidsig på et lille barn. Nogle gange er man ligefrem glad for, at ikke alt man gør, bliver filmet«.
For at forstå, hvordan mekanismen virker på et plejehjem, tager Dorthe Birkmose os med på et lille tankeeksperiment:
Du er nattevagt på et plejecenter, hvor der kun er én nattevagt til beboerne, som alle har moderat til svær demens. En håndfuld af dem er urolige om natten, så der er ofte fem ældre vågne ad gangen. Èn går forvildet rundt, én er bange og vil hjem, én kan ikke sove og klager sig, og én har afføring i sengen.
Ligegyldig hvor hårdt du arbejder, eller hvor dygtig du er, kan du ikke nå at drage omsorg for dem alle. Du må vurdere, hvem der har mest brug for dig – vel vidende, at der så er andre, som du må lade alene. På et tidspunkt vil det uvilkårligt ske, at du beder en af beboerne om »bare at gå i seng«, og du kommer til at tale hårdt til en; »du skal lære at vente«, måske venter du også med at skifte en ble.
Sådan er det nat efter nat, afmagten vokser, og på et tidspunkt må du bare have en pause. Du går ind på kontoret og låser døren, og gør dig ligeglad med, at der udenfor er beboere, som er ude af sig selv. Forråelsen er blevet din overlevelsesstrategi. Og det er så her, pressen sætter skjult kamera op.
For ikke at opleve skyld og skam, undgår vi at tænke på, hvordan oplevelsen er for det menneske, det går ud over
Faresignaler bliver overset
Dorthe Birkmose forklarer, at en forråelse, som den i det ny eksempel fra plejehjemmet i Aarhus, ofte har været under opsejling i flere år.
»Min erfaring er, at det tager tid at udvikle noget så forfærdeligt, som vi ser der. Man er træt, man bliver irriteret, og man begynder at gøre sig ligeglad. Så begynder forråelsen i lettere grader, hvor man latterliggør eller ignorerer nogle. Man bliver lidt hård, og når man bliver det, forsvinder afmagtsfølelsen for en stund. Det uhyggelige er, at man kan få smag for forråelsen, fordi afmagten dæmpes, og så kan det udvikle sig«.
Det mærkelig ved forråelsen er, at vi kan være i den og agere på den, selv om vi ved, at det er forkert. Det ses også i det konkrete eksempel fra TV2 og Ekstra Bladet, hvor de to ansatte aftaler, at de siger, at de har skiftet Elses ble, hvis nogen spørger – også selv om de ikke har gjort det.
»For ikke at opleve skyld og skam, undgår vi at tænke på, hvordan oplevelsen er for det menneske, det går ud over. Vi lader være med at tænke den tanke og holder fokus på os selv. Vi kan overbevise os selv om, at »det er bedst på den her måde«, »Else kan alligevel ikke forstå det«, eller »vi skal jo også have det hele til at hænge sammen, derfor må vi godt«. I det konkrete eksempel ved medarbejderne bedre og vil noget andet, men de forsvarer det alligevel i situationen. Det er, fordi det her er noget, de har gjort før, og moralen er eroderet over tid«, vurderer hun.
»Jeg garanterer for, at der har været faresignaler. Deres sprogbrug er langsomt blevet mere hårdt, de har lavet jokes, som var mere nedgørende end morsomme, de er blevet lidt ligeglade, de har trukket sig fra de faglige debatter. Masser af mennesker har set eller anet noget, men ikke gjort noget. Så det gode spørgsmål er, hvorfor er der ingen, som har hjulpet dem, så det ikke kom så langt ud?«.
De færreste siger fra
Teoretisk trækker Dorthe Birkmose tråde tilbage ’ondskabens psykologi’, som opstod efter 2. verdenskrig. Efter krigens absurde grusomheder, gav det ikke mening at lede efter onde mennesker, for der var så mange, som havde medvirket eller havde været passive tilskuere uden at gribe ind.
I stedet kom psykologer og filosoffer med teorier om, at vi alle kan handle ondt, hvis vi bliver pressede, og hvis vi bliver en del af en forrået kultur. Psykologer foretog eksempelvis forsøg, som afslørede, at almindelige mennesker var i stand til at påføre andre mennesker smerte, hvis de fik besked på det. Under pres blev alle forrået.
»Jeg er ikke ude på at sammenligne plejecentre med det, som mennesker gjorde i kz-lejre. Men det er de samme psykiske mekanismer, som går i gang. Man er lydig, man gør som de andre, og man gør sig ligeglad og hård, hvis man bliver overvældet af afmagt. Hvis vi er pressede, kan vi alle gøre noget, som er mod vores moral, og de færreste siger fra«.
Det uhyggelige er, at man kan få smag for forråelsen, fordi afmagten dæmpes, og så kan det udvikle sig
En pointe hos Dorthe Birkmose er, at forråelse det ikke kun handler om ressourcer. I arbejdet med mennesker vil altid opstå afmagt. Fordi der er konflikter, fordi nogle er svære at hjælpe, eller fordi borgere har det dårligt trods den ansattes indsats.
»Da der var en afsløring i københavnske daginstitutioner, blev den efterfølgende debat næsten kun om minimumsnormeringer. Det er selvfølgelig vigtigt, hvor mange man er på arbejde, men ressourcer er ingen garanti for, at man ikke bliver forrået. Der vil altid opstå situationer, hvor man som fagperson ikke slår til. Derfor er det så afgørende, at man løbende har en faglig diskussion om, hvordan man tager magten over afmagtsfølelserne på en sundere måde«, siger Dorthe Birkmose, som mener, at de to sosu-ansatte i det nye eksempel skulle have haft hjælp til at håndtere deres afmagt, så de fik sat ord på, hvad de er presset af, og hvornår de ikke føler, at de slår til.
Dorthe Birkmose giver ikke meget for det, når politikere efter en skandalesag siger, at de ikke havde en anelse om, at der var problemer.
»Vi har set afsløring på afsløring, så hvordan kan det komme bag på dem? Politikernes løsning er fyre folk, som reelt er slidt ned. I stedet for at se på, hvad årsagen er, så udskammer de enkelte medarbejdere. Men så fortsætter forråelsen, bare mere skjult«.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
