Instrukskommissionen køber ikke Inger Støjbergs (V) forklaring i sagen om de ulovlige adskillelser af unge asylpar.
Det fremgår af undersøgelseskommissionens delberetning, som netop er blevet offentliggjort.
Særligt forkaster kommissionen Inger Støjbergs påstand om, at et notat, hun har kaldt et »ministernotat«, skulle være et klart bevis på, at hun med en pressemeddelelse i februar 2016 ikke havde til hensigt at indføre en ulovlig praksis om at adskille alle par, hvor den ene var under 18 år, på landets asylcentre.
»Vedrørende spørgsmålet om Inger Støjbergs hensigt med pressemeddelelsen har kommissionen i det hele tilsidesat Inger Støjbergs forklaring om betydningen af et notat, som hun godkendte den 9. februar 2016«, skriver kommissionen, der forklarer:
»Ordningen beskrevet i notatet mistede således utvivlsomt sin betydning som følge af Inger Støjbergs efterfølgende meget klare tilkendegivelser – både eksternt og internt i departementet – om, at hun ville have en undtagelsesfri ordning«.
Instrukskommissionen har »med en høj grad af sikkerhed lagt til grund«, at den daværende udlændinge- og integrationsministers hensigt var, at der skulle ske en »undtagelsesfri adskillelse af parrene«.
Samtidig konkluderer kommissionen, at det »utvivlsomt« må have stået klart for Inger Støjberg, at der var en »nærliggende risiko« for, at man ned gennem hendes system ville begynde at adskille parrene i overensstemmelse med den instruks, hun beskrev i sin pressemeddelelse 10. februar 2016 og som satte gang i tvangsadskillelserne af unge par. Der er »ikke er nogen rimelig tvivl om«, at hun blev advaret om, at en ordning, der ikke indeholdt undtagelser, var ulovlig, lyder konklusionen.
Kommission tilføjer dog videre, at man ikke har fundet grundlag for at konkludere, at Inger Støjberg direkte har beordret sine embedsmænd til at bryde loven.
»... men embedsfolk i departementet har handlet i overensstemmelse med Inger Støjbergs udtrykte ønske og afgivet en undtagelsesfri instruks til Udlændingestyrelsen. Dette ønske fastholdt Inger Støjberg på trods af flere mundtlige advarsler fra embedsværket«, skriver kommissionen.
Konsekvenserne af sagen blev, at Støjbergs »undtagelsesfrie instruks«, som kommissionen kalder den, blev »administreret klart ulovligt« – i hvert fald i en periode. Kommissionen slår altså en gang for alle fast, at der er blevet begået lovbrud i sagen. Instruksen var med kommissionens ord altså »klart ulovlig«.
Derudover konkluderer kommissionen, at Inger Støjberg har givet urigtige oplysninger om sagen til Folketinget. Eksempelvis skriver kommissionen om et samråd i sagen:
»1. juni 2017 fremkom Inger Støjberg med en række udtalelser vedrørende ordningen, som efter kommissionens opfattelse samlet set tegner et urigtigt billede af forløbet den 10. februar 2016«.
»Den urigtige og misvisende beskrivelse af disse forhold blev senere gentaget i flere folketingsbesvarelser og efterfølgende samråd«, skriver kommissionen, der kan berette om en række tilfælde, hvor Folketinget har fået »vildledende oplysninger« i sagen.
Samtidig forkaster Instrukskommissionen fortællingen om de unge piger, som blev »reddet« af Inger Støjbergs instruks, som den tidligere minister har gentaget igen og igen, når hun har forsvaret sin rolle i sagen.
»Inger Støjbergs omtale af fire piger, som var blevet ”reddet”, var misvisende og med til at tegne et billede af ordningens virkning, som omstændighederne i sagerne ikke gav grundlag for«, skriver Instrukskommission efter at have undersøgt de enkelte sager.
»Klart ulovlig«
Instrukskommissionens delberetning fylder syv bind og flere tusinde sider.
Både på Christiansborg og på landets redaktioner nærlæses den lige nu. Men et opsummerende afsnit på side 828 i bind 1 giver en meget god idé om, hvad der er på spil.
»Sammenfattende kan det lægges til grund«, skriver kommissionen:
- »at instruksen af 10. februar 2016 var klart ulovlig«
- »at Inger Støjberg mundtligt blev advaret om«
- »at en ordning uden undtagelsesmuligheder (instruksen) ikke lovligt kunne gennemføres«
- »at det kan lægges til grund, at Inger Støjberg i forbindelse med udsendelsen af pressemeddelelsen både eksternt og internt i departementet klart tilkendegav, at hun ville have en undtagelsesfri ordning«
- »at det med en høj grad af sikkerhed kan lægges til grund, at Inger Støjbergs hensigt med praksisændringen den 10. februar 2016 var, at der skulle ske en undtagelsesfri adskillelse af parrene«
- »at det i hvert fald kan lægges til grund som utvivlsomt, at det må have stået Inger Støjberg klart, at der var en nærliggende risiko for, at der ville blive iværksat en administration af ordningen svarende til indholdet af pressemeddelelsen«
- »at den undtagelsesfrie instruks havde den følge, at der i Udlændingestyrelsen i hvert fald i en periode blev administreret klart ulovligt, og at den ulovlige administration af ordningen fandt sted i hvert fald i perioden fra den 10. februar til den 1. juli 2016«.
Søren Pind (V), som var justitsminister, mens sagen verserede, og som også er blevet afhørt i kommissionen, er også gået i gang med at nærlæse rapporten og har taget hul på første bind, skriver han på Facebook.
Allerede nu synes han dog at kunne konkludere:
»Instrukskommissionens konklusion er enormt hård og krystal klar. Den hårdeste jeg har set siden Tamilsagen«.
Kommissionen har ikke fundet oplysninger, der tyder på, at Søren Pind har et ansvar i sagen.
Ikke »et eneste vidne«
Politiken har forgæves bedt om et interview med Inger Støjberg.
Selv har hun mandag formiddag på Facebook kommenteret delberetningen – eller nærmere en udvalgt del af den, nemlig pointen om, at »Kommissionen har ikke fundet grundlag for at konkludere, at Inger Støjberg direkte har udtalt en tjenestebefaling om, at ministeriets embedsfolk skulle iværksætte en administration i strid med loven«.
Om det skriver Støjberg:
»Det fremgår af rapporten, at ikke ét eneste vidne har sagt, at jeg skulle have givet en tjenestebefaling til mit daværende embedsværk om at administrere i strid med loven. Ikke ét eneste«.
Og så gentager Inger Støjberg sin fortælling om »pigerne«, og hvor inderligt hun ønskede at gøre op med det »ækle fænomen, som barnebrude er«.
»Jeg ville ikke kunne se mig selv i spejlet, hvis jeg havde vendt det blinde øje til og ikke havde gjort, hvad jeg kunne inden for lovens rammer«.
At hendes beslutninger endte med konsekvenser uden for lovens rammer er nu slået fast. Og noget andet, der nu er blevet slået fast: Inger Støjbergs fortælling om særligt fire kvinder, som Inger Støjberg har erklæret at have »reddet«, har kommissionen nu gået efter i sømmene. Historien er decideret »ukorrekt«. Og når Støjberg har gentaget den over for Folketinget, har det været »vildledende«.
En kamp mod tiden
Instrukskommissionen blev nedsat for at kulegrave, hvordan det kunne ske, at en udmelding fra tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) i februar 2016 kunne ende med at forårsage, at unge asylpar i strid med loven blev tvangsadskilt.
Afgørelsens time nærmer sig: 12 ting, vi lærte af InstrukskommissionenKommissionen har fået til opgave at arbejde ekstra hurtigt. Hvis det skulle blive relevant at forsøge at gøre et ansvar gældende over for Inger Støjberg i en rigsretssag, vil sagen nemlig være forældet om blot få måneder fra nu.
Derfor begyndte Instrukskommissionen – som blev nedsat i januar i år – så tidligt som i maj at afhøre de første af i alt 42 vidner i Retten på Frederiksberg, hvor Støjberg og en række andre ministre og topembedsmænd også har afgivet timelange forklaringer. Og derfor er kommissionen nu allerede klar med sine konklusioner i en delberetning, der skal slå fast, hvad der faktuelt skete i sagen, samt hvilken rolle særligt Inger Støjberg beviseligt har spillet.
Til foråret forventes den fulde beretning at blive offentliggjort. Her vil de enkelte embedsmænds rolle blive vurderet.
fortsæt med at læse
