Tidligere minister Inger Støjberg (V) hæfter sig ved, at direkte ulovlig ordre ikke er fundet i undersøgelse.

Støjberg afviser ulovlighed efter kommissionsrapport

Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) skriver på Facebook efter kommissionskonklusion, at hun ’ikke har afgivet en ulovlig ordre’ i instrukssag. Men hun medgiver, at der er begået »fejl«.

Instrukskommissionen har mandag afgivet sin første delkonklusion. Her står blandt andet, at Inger Støjberg var vidende om - og advaret om -, at hendes instruks fra 2016 om at adskille alle asylpar, hvor den ene var mindreårig, var ulovlig.

Kommissionen har dog ikke fundet grundlag for at konkludere, at »Inger Støjberg direkte har udtalt en tjenestebefaling om, at ministeriets embedsfolk skulle iværksætte en administration i strid med loven«.

»Konklusionen fra barnebrudskommissonen er, at jeg på intet tidspunkt har bedt nogen om at udføre noget ulovligt. Præcis som jeg hele tiden har sagt det både til Folketinget og i medierne«.

»Der er blevet begået fejl i sagen. Det bliver jeg kritiseret for, og den kritik tager jeg selvfølgelig til mig. Men det ændrer ikke på, at jeg ikke har afgivet en ulovlig ordre«, skriver Inger Støjberg på Facebook.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her