Nu er det altså blevet for langt. Min søns hår. Min søn Lue har cerebral parese og sidder i kørestol, og han har længe ønsket sig at få langt hår, rigtig langt hår. Og jeg synes, det er vigtigt at hjælpe ham til at have et personligt udtryk i sit udseende, det er noget, han går op i. Og der er trods alt en del fordomme behæftet med kørestolsbrugere. Folk bliver stadig overrasket over, at han kan tale. De fordomme udfordrer Lue, der har glam-stil i hår og tøj.
I lang tid var det fint nok, at vi farvede håret. Men siden sidste år har han ikke villet have det klippet, det skulle være langt. Det er farvet knaldrødt, som David Bowie havde det i 1973, og det ser stadig godt ud, selv om farven er vasket noget ud og blander sig med hans lysblonde naturlige farve. Men det lange hår er besværligt, for hans cp gør, at han spænder i kroppen, særligt spænder han bagud lidt a la det, man kalder flitsbuen, som man ser hos børn, der får et flip nede i Netto, fordi de vil have slik. Og det gør, at hans hår bliver enormt filtret. Hver morgen ligner han en blanding af Nick Cave i 1980’erne og Edward Scissorhands, fordi han presser baghovedet ned i puden, mens han sover. Det tager 100 år med børsten, det gør ondt, og det slider også på håret, så når det er redt ud, ligner han en nullermand med kruset og porøst mikrofonhår i nakken.
