Anne Arhnung er fortid som direktør for Landbrug & Fødevarer. Hun har opsagt sin stilling med øjeblikkelig virkning. Det bekræfter Landbrug & Fødevarer over for Politiken.
Årsagen til opsigelsen skal findes i uenighed mellem Arhnung og den øverste politiske ledelse om håndteringen af sagen om sexisme i DanBred, skriver Arhnung i en pressemeddelelse, som TV 2 citerer fra. 52-årige Anne Arhnung tiltrådte som administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer i november 2018.
Landbrug & Fødevarer er hovedaktionær i DanBred og ejer 51 procent af virksomheden. DanBred har specialiseret sig i grisegenetik og sælger avlsdyr og sæd til store dele af verden.
Sagen, som erhvervsmediet Finans har afdækket, omhandler den nu tidligere direktør i DanBred, Thomas Muurmann Henriksen, som ifølge Finans’ artikler gennem flere år har chikaneret flere kvinder til firmafester.
Anne Arhnung og bestyrelsesformanden i Landbrug & Fødevarer, Søren Søndergaard, samt hele sektorbestyrelsen i L&F Griseproduktion blev ifølge Finans allerede 29. juli advaret om flere krænkelsessager i DanBred. Landbrug & Fødevarer fandt det på daværende tidspunkt ikke nødvendigt at blande sig i DanBreds håndtering af sagen, hvor Thomas Muurmann Henriksen i første omgang fik lov at blive siddende som direktør.
Thomas Muurmann Henriksen samt hele bestyrelsen i DanBred blev dog skiftet ud, efter sagen kom frem. Det hed først fra DanBred, at Thomas Muurmann Henriksen selv havde fratrådt sin stilling, en udlægning, den daværende bestyrelsesformand bekræftede. Siden måtte den nye bestyrelsesformand i DanBred, Andreas Lundby, dog meddele Finans, at Thomas Muurmann Henriksen ikke selv havde sagt op, men derimod var blevet opsagt.
Flere kvinder har som konsekvens modtaget erstatninger fra DanBred. Tre ofre for sexchikane i virksomheden er blevet tilbudt mellem 25.000 og 50.000 kroner i erstatning, mens et fjerde offer blev tilbudt godt 700.000 kroner i godtgørelse.
Kritik af ledelsen
Ifølge TV 2 skriver Anne Arhnung i pressemeddelelsen:
»Jeg har, siden denne sag kom til mit kendskab i begyndelsen af sommeren, rådgivet Landbrug & Fødevarers øverste politiske ledelse til at handle ansvarligt ud fra det kodeks for god virksomhedskultur, som jeg selv har stået i spidsen for at implementere i Landbrug og Fødevarers organisation«.
Og videre:
»Der har på intet tidspunkt været tvivl eller inkonsistens i min ageren eller i min rådgivning om, hvordan denne sag burde have været håndteret. Desværre har et flertal i den politisk valgte ledelse – mine arbejdsgivere – ikke lyttet til mig«.
Politiken har forsøgt at få et interview med Anne Arhnung, men hun har ikke reageret på henvendelserne. Landbrug & Fødevarer meddeler, at et interview ikke er en mulighed. Mandag aften udsendte bestyrelsesformand for Søren Søndergaard en pressemeddelelse.
»Jeg har i dag har modtaget Anne Arhnungs opsigelse som følge af håndteringen af den omtalte sexismesag i DanBred. En beslutning, jeg modtager med beklagelse, men som jeg også har forståelse for. Det har været en svær tid. Også for Anne, der i væsentlig grad er blevet personificeret med sagen og dens håndtering, men som jeg har sagt før, er det hele ledelsens ansvar«, skriver han.
Søren Søndergaard kommenterer ikke direkte Anne Arhnungs kritik af den øverste politiske ledelse i Landbrug & Fødevarer. Om han anerkender Arhnungs kritik, er derfor uvist.
Han skriver, at Landbrug & Fødevarer skulle have grebet ind og brugt organisationens muskler i DanBred langt tidligere.
»På daværende tidspunkt havde vi i L&F desværre stirret os blinde på, at DanBred bestemte over DanBred«, siger Søren Søndergaard.
På baggrund af DanBred-sagen og Anne Arhnungs opsigelse igangsætter Landbrug & Fødevarer nu en ekstern undersøgelse af »governance og arbejdskultur« i organisationen.
fortsæt med at læse


























