Sigtelsen mod den ene af to mænd i sagen om drabet på Mia Stevn er droppet. Mandens advokat kritiserer forløb.

Advokat kritiserer politi for åbenmundethed i Mia Stevn-sag

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En 36-årig mand, der har været en af to mistænkte i sagen om drabet på 22-årige Mia Skadhauge Stevn, er lettet over, at han ikke længere er sigtet.

Men hans advokat, Jakob Dalsgaard-Hansen, er også kritisk over for, hvordan politiet har håndteret hans sigtelse i sagen.

»Han er selvfølgelig lettet over, at politiet nu endelig er kommet frem til den samme konklusion, som både by- og landsret«.

»Men man kan godt være frustreret over den tid, det har taget at komme hertil, og den åbenmundethed, politiet har haft med at fastholde, at han stadig var sigtet«, siger advokaten og tilføjer:

»Konklusionen, vi får med sigtelsesopgivelsen i dag, er ikke et spørgsmål om en ny retning, sagen har taget. Det er et spørgsmål, om politiet har villet indse, at de har taget fejl«.

Nordjyllands Politi har tirsdag i en pressemeddelelse oplyst, at sigtelsen mod manden er frafaldet.

Politiets efterforskning har vist, at han ikke har noget at gøre med, at Mia Stevn forsvandt, og at hun senere blev fundet afgået ved døden.

Mia Stevn forsvandt efter en bytur i Jomfru Ane Gade natten til 6. februar.

Den 9. februar blev de to mænd anholdt, og dagen efter blev de stillet for en dommer i Retten i Aalborg. Den ene, der nu er renset for mistanke, blev løsladt af dommeren, og samme konklusion kom landsretten senere frem til.

Den anden blev varetægtsfængslet og har været det siden. De nægter sig begge skyldige.

Jakob Dalsgaard-Hansen fortæller, at hans klient har udtalt sig både i retten og i afhøringer hos politiet.

»Min klient har udtalt sig fra dag nummer ét«, siger han.

Samme dag, som de to mænd blev fremstillet i retten, fandt politiet ligdele i Dronninglund Storskov, som viste sig at stamme fra den unge kvinde.

Fængslingen af den 36-årige mand, som fortsat er sigtet i sagen, stod til at udløbe på torsdag. Men han har frivilligt lade den forlænge igen, oplyser Frank Olsen til Ritzau. Fængslingen kan højst forlænges fire uger ad gangen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her