Danmark har for første gang i mands minde fået en udenrigsminister, der før sin tiltræden for længst har prøvet at bide skeer med EU’s sværvægtere om kursen i international politik.
Det afspejlede sig i valgkampen, hvor Lars Løkke Rasmussen (M) i glimt talte for regulære og kontroversielle ændringer af dansk europapolitik. F.eks. ønsker han – modsat de sidste mange danske regeringer – en åben debat om behovet for at få bygget flere flertalsafgørelser ind i EU’s udenrigspolitik, så EU kan optræde mere handlekraftigt på den globale scene.


























