Det er ikke let at vende en supertanker.
Men en supertanker er netop, hvad digitaliseringen af folkeskolen er blevet til med det seneste årtis massive investeringer i alt fra computere over smartboards til digitale læremidler. Mange steder har den politiske velvilje, når det gjaldt teknologi i klasseværelset, gjort de fysiske lærebøger overflødige og kladdehæfterne til fortid.
Undervisningen er langt hen ad vejen blevet afhængig af de digitale læremidler og digitale læringsplatforme, lyder det fra både Danmarks Lærerforening og Skolelederforeningen. De mener, det skyldes en blanding af manglende forberedelsestid, og at der i mange tilfælde simpelthen ikke er indkøbt fysiske bøger eller andre ikkedigitale læremidler, der kan variere undervisningen.
»Vi har strammet skruen så meget i folkeskolen, at man i virkelighedens verden risikerer, at det bliver sådan, at lærerne oplever, at der ikke er noget valg mellem digital og analog undervisning«, siger Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen.
For et par uger siden opfordrede børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) til, at skolerne skruer ned for skærmforbruget i undervisningen.
»Jeg vil godt opfordre til, at undervisningen som hovedregel er analog. Og digital, når det kan begrundes. Så lav det benspænd for jer selv, og overvej, om det kan begrundes. Hvis ikke det kan begrundes, så sluk skærmen, og se hinanden i ansigtet«, sagde han til Politiken.
Men det benspænd er imidlertid lettere sagt end gjort, mener Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening. Det er ikke bare at pille stakken af gamle lærebøger ud af skabet i stedet for at klappe computeren op.
»Man har reelt ikke noget frit valg mellem analoge og digitale læremidler. Langt det meste af tiden er man bundet til de på forhånd indkøbte læremidler, hvor man anvender præfabrikerede undervisningsforløb«, siger han.
Den digitale fristelse
I Danmarks Lærerforening finder man Tesfayes opfordring relevant. Gordon Ørskov Madsen mener, at den tiltagende digitalisering har krævet sine ofre blandt dem, der har savnet variation. Den ensformige undervisning har fået elever til at køre træt i skolen.
»Det er, som om digitaliseringen styrer undervisningen, mere end det er undervisningen, der bliver styrende for, hvilke undervisningsmidler vi bruger. Det er det, vi gerne vil ruske op i«, siger han.
Hos Skolelederforeningen anses de digitale læremidler på mange måder for god tænkning. En måde at slippe for at fælde regnskov til nye lærebøger på – og de er altid opdaterede med alle mulige undervisningsformer. På film, på foto, på tekst og på lyd.
»Problemet bliver jo bare, at det nok er kammet over«, siger Claus Hjortdal.
For de digitale læremidler udgør en fristelse med deres færdigproducerede materialer, der garanterer, at eleverne lærer det, de skal.
»Hvis man er lærer og ikke har forberedt sig godt nok, kan man blive fristet til at sige, så tager vi bare det, de har lavet. Ureflekteret. Så er det jo de ganske få mennesker, der laver læremidlerne, der bestemmer, hvad eleverne i Danmark skal lære«, siger han.
Hvorfor er det ikke bare fint nok?
»Det er det også til en vis grad. Men man skulle gerne have lærernes refleksion i forhold til den elevgruppe, de har«, siger Hjortdal.
Hvis man skal forstå, hvorfor minister Mattias Tesfayes analog-opfordring til skolerne er så svær at efterleve, skal man tilbage til 2011. Her besluttede den siddende regering og Kommunernes Landsforening (KL) at afsætte 500 millioner kroner til øget digitalisering af folkeskolen.
I en ny aftale i 2015 blev det obligatorisk for skolerne at anskaffe sig digitale læringsplatforme. Derfra blev bøgerne og andre fysiske materialer gradvist udfaset. Ind kom læringsforløb på computerskærmene.
Førhen havde skolerne selv penge til at indkøbe lærebøger, fortæller Claus Hjortdal fra Skolelederforeningen. Da sparede man med nogle års mellemrum op til de nyeste, mest opdaterede læremidler. Nu ligger de samme penge placeret i en fælles pulje på en konto i den lokale kommune, der betaler for abonnementer til de forskellige digitale læremidler.
»Så alle de midler, vi ellers skulle hensætte, spare op og selv bestemme over, de er nu lagt ind i en kommunal pulje, for at vi kan betale per elev per år til de digitale læremidler«, siger Claus Hjortdal og tilføjer:
»Derfor er der ikke penge tilbage på skolerne, man kan bruge til at købe analoge læremidler for«.
Tankeren vender ikke af sig selv
Som med supertankeren kræver vendingen til mere analog undervisning betydelig motorkraft, lyder det fra Danmarks Lærerforening. Her i form af penge. Selv om Gordon Ørskov Madsen ikke har et »færdigt regnestykke«, der viser, hvad frigørelsen fra digitaliseringen vil koste, tør han godt sige, at der skal betragtelige summer på bordet.
»Vi kommer ikke uden om at investere i det her. Det er ikke noget, der kommer af sig selv, og det er ikke noget, der er gratis. Men det er altså også en investering, der gør, at vi fanger de elevers opmærksomhed, som vi har svært ved at fange i dag«, siger Gordon Ørskov Madsen.
»Vi har brug for at investere i materialer, andre former for undervisningsmaterialer, faglokalerne, musiklokaler. Alle de fysiske rammer, så læreren kan skabe de her fede undervisningsforløb, som er varierede«, siger han.
Til det svarer børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S), at han regner med, at man »lokalt tager ansvar for, at de læremidler, der indkøbes, understøtter de valgte undervisningsformer«, skriver han i et svar.
»Det må aldrig være indkøbet af læremidler, der låser læreren til en bestemt undervisning. Det skal nemlig være pædagogiske beslutninger, der bestemmer, om vi bruger pengene på Chromebooks eller et klassesæt af ’Gummi-Tarzan’. Det ansvar har jeg fuld tillid til, at skolens ledelse lever op til«, skriver ministeren.
I Kommunernes Landsforening er man også parat til at tage debatten, siger Peter Pannula Toft, børne- og skolechef i KL. Efter års heftig digitalisering skal man nu finde en balance mellem det digitale og det analoge, mener han.
Ifølge Peter Pannula Toft kan den balance blandt andet opnås ved at benytte bogsættene, der stadig findes derude på skolerne, ved at bestille fysisk materiale fra Center for Undervisningsmidler, og ved at de enkelte kommuner omlægger deres indkøb af læremidler efter behov.
Adspurgt om Peter Pannula Toft er enig med Danmarks Lærerforening i, at løsrivelsen fra skærmene kommer til at koste penge, svarer han:
»Du får ikke mig til at sige hverken ja eller nej til spørgsmålet om økonomien, og om der er brug for yderligere midler«.
Hvorfor egentlig ikke det?
»Fordi jeg tror, at det er rigtig vigtigt også at komme tættere på, hvad der er op og ned i den her virkelighed og den debat«.
Grunden til, at jeg spørger, er, at når I har investeret så mange penge i digitalisering, er det så ikke en ansvarsforflygtigelse ikke at ville være med, når det så skal gå den anden vej?
»Jamen, vi er jo med. Forstået på den måde, at vores skoler og kommuner er ekstremt optaget af at levere den bedst mulige undervisning. Og at det ansvar, der ligger i det, jo også handler om at se på, om vi har den rigtige balance«.
fortsæt med at læse
