Siden Mette Frederiksen (S) for knap et år siden lagde op til, at ansatte i den offentlige sektor skulle have et lønløft for 3 milliarder, har der været spekulationer om, hvilke lønmodtagere der ville få flere penge mellem hænderne.
I juni i år udgav Folketingets lønstrukturkomité så sin længe ventede rapport, der skulle gøre os klogere på, hvilke grupper det kunne være. For hver faggruppe blev der udregnet en såkaldt LEU-løn – et mål for, hvad lønnen burde være for hver enkelt faggruppe set i forhold til ledelsesansvar, erhvervserfaring og uddannelsesniveau – og blandt rapportens hovedkonklusioner var, at sosu’er, fængselsfunktionærer og pædagoger lå et godt stykke under den beregnede LEU-løn, mens sygeplejersker lå en smule over.


























