En 37-årig mand fra Jyllinge er mandag blevet idømt 14 års fængsel for at have modtaget adskillige kilo amfetamin, oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse. Manden har over for en dommer ved Retten i Horsens tilstået, at han to gange i løbet af 2020 modtog sammenlagt 98 kilo amfetamin på adresser i Østjylland.
Politiet mistænker, at det skete i forening med en 41-årig horsensianer, der har tilknytning til en rockergruppering. De blev begge anholdt og sigtet for handel med store mængder narkotika i slutningen af august. Den 37-årige er desuden dømt for at have modtaget og videresolgt fem kilo kokain i juli på en adresse i Hvidovre.
Handlen blev planlagt ved brug af krypteret kommunikation, som den 37-årige brugte i forsøget på at skjule sin identitet gennem en anonym profil på tjenesten Sky ECC, skriver NSK.
Jacob Gents, specialanklager hos NSK, er tilfreds med straffen, der er i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand.
»En solid efterforskning har afdækket handel med meget store mængder amfetamin og kokain, og det er på den baggrund, at sagen allerede er afgjort«, siger han i pressemeddelelsen.
Opdateres ...
ritzau


























