Hyppige skybrud og en storm i august har betydet flere tusind skader hos forsikringskunder.

Sommerstorm og skybrud gav sjældent set antal vejrskader

Store mængder regn gav oversvømmelser mange steder i landet denne sommer. Her hos en bilforhandler i Helsingør, hvis underetage med kontor, lager og værksted blev oversvømmet. Det har givet travlhed hos forsikringsselskaberne. Foto: Jacob Ehrbahn
Store mængder regn gav oversvømmelser mange steder i landet denne sommer. Her hos en bilforhandler i Helsingør, hvis underetage med kontor, lager og værksted blev oversvømmet. Det har givet travlhed hos forsikringsselskaberne. Foto: Jacob Ehrbahn
Lyt til artiklen

Forsikringsselskabet Tryg har i sommermånederne fået usædvanligt mange anmeldelser om vejrskader, skriver Tryg i en pressemeddelelse fredag.

Alene sensommerstormen i august bød på knap 1.200 danske skadeanmeldelser. En auguststorm har ikke været set siden 2018. Her gav stormen Johanne et skadestal på 300. Tryg har opgjort skadestal for de seneste fem år. Forsikringsselskabet kan derfor ikke sige noget om, hvorvidt dette års sensommerstorm gav flere skader end nogen tidligere storme i august.

Sikkert er det dog, at kraftigt blæsevejr på den tid af året er ganske sjældent. Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) er der kun 10 gange blevet registreret stormvejr i august siden 1891.

Det var dog ikke kun blæst, der gav anledning til mange vejrskader over sommeren. Også regn var der rigeligt af i juni, juli og august, siger Trygs koncernfinansdirektør, Barbara Plucnar Jensen.

»Skybrud er jo normale i sommermånederne. Men denne sommer har tegnet sig for usædvanligt mange skybrud herhjemme, som var spredt ud over alle tre sommermåneder. Faktisk har vi modtaget meldinger om skybrudssager hos vores danske kunder hver eneste weekend gennem hele sommeren. Det er meget bemærkelsesværdigt«, siger hun.

I alt har Tryg registreret omkring 3.500 skader som følge af skybrud over sommeren. I de fleste tilfælde har regnen og blæsten ført til mindre skader, skriver Tryg. Det er for eksempel væltede hegn, vand i kældre og ødelagte drivhuse.

Tryg er det største forsikringsselskab i Danmark og sidder på omkring en femtedel af markedet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her