Ifølge Bloomberg News vil både Novo og Eli Lilly teste, om diabetesmidler kan hjælpe børn til vægttab.

Medie: Novo vil teste fedmemedicin på overvægtige børn

Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

Novo Nordisk har haft stor succes med at tilbyde såkaldte GLP 1-præparater – der oprindeligt var tiltænkt diabetespatienter – til patienter, der er i behandling for kraftig overvægt.

Nu vil det danske medicinalselskab angiveligt forsøge at se, om man kan overføre de positive resultater fra voksne fedmepatienter til børn, der også døjer med overvægt.

Det er Bloomberg News, der ifølge Marketwire erfarer, at både Novo og konkurrenten Eli Lilly har planer om at igangsætte forsøg, hvor børn fra seksårsalderen og opefter bliver behandlet med semaglutid.

Novo Nordisk har ikke villet kommentere historien, fordi man lige nu befinder sig i den såkaldte stilleperiode op til fremlæggelsen af regnskabet for tredje kvartal, hvor man ikke kommenterer på forhold, der kan påvirke værdiansættelsen af selskabet.

Ifølge Marketwire har Novo tilbage i august dog fortalt, at man ’i en ikke så fjern fremtid’ ville overveje at sætte forsøg i gang med børn.

Helt konkret skulle der være tale om diabetesmidlet Saxenda, som er på tale.

Det er et andet GLP 1-præparat end Ozempic, som danner grundlaget for den populære fedmemedicin Wegovy.

Novo Nordisk offentliggør sit regnskab for tredje kvartal 2023 2. november.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her