De Konservative og Danmarksdemokraterne bakker op om Dansk Folkepartis ønske om en hasteforespørgsel med statsminister Mette Frederiksen (S) omkring spionsagen, hvor sagerne mod Claus Hjort Frederiksen og Lars Findsen er droppet.
De Konservatives retsordfører og gruppeformand, Mai Mercado, mener, at det er nødvendigt tidligt i processen at få statsministeren på banen omkring, hvad FE-kommissionen skal undersøge.
Regeringen har lagt op til, at FE-kommissionen skal udvides, så det også undersøges, om der er sket ’usaglige hensyn’ i sagerne med Hjort og Findsen. Det er ikke konkretiseret yderligere, præcis hvad kommissionen skal undersøge.
»Det jeg frygter er, at regeringen signalerer åbenhed og alle de rigtige ting om at ville undersøge egen rolle. Men lur mig, om de ikke får kringlet den undersøgelseskommission og opdraget til den, sådan at de ikke får undersøgt deres egen rolle overhovedet«, siger Mai Mercado.
Danmarksdemokraternes politiske ordfører, Susie Jessen, bekræfter i en sms, at partiet støtter en hasteforespørgsel.
Onsdag blev det meldt ud, at sagerne mod Claus Hjort Frederiksen og Lars Findsen ikke gennemføres.
Ifølge formand for Dansk Folkeparti Morten Messerschmidt bør der være en hasteforespørgsel med statsministeren onsdag i næste uge.
Der er en række betingelser for, at en hasteforespørgsel godkendes. I afvejningen indgår, om der er støtte fra mindst to femtedele af Folketingets medlemmer.
Mai Mercado tilføjer, at det skal stå helt klart, hvad statsministerens rolle i sagerne er.
»Men også hvad andre politikeres roller har været, blandt andet Trine Bramsens«, siger hun.
Trine Bramsen (S), der var forsvarsminister, da ledende FE-medarbejdere blev hjemsendt, herunder Lars Findsen, afviser i en sms til Ritzau at have noget med sagerne at gøre. Hun har ellers mødt hård kritik fra Claus Hjort Frederiksen.
»Har ingenting med de to sager at gøre og har ikke haft. Så har ikke noget at bidrage med«, skriver hun.
ritzau
fortsæt med at læse



























