Sidste uges store historie på udlændingefronten var udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs (V) lovforslag om, at ansøgere om statsborgerskab som en ny betingelse skal deltage i en ceremoni, hvor de skriver under på at ville overholde grundloven og ikke mindst trykke en eller flere repræsentanter fra hjemkommunen i hånden.
Men flere grupper bliver undtaget fra kravet om ceremonideltagelse. Det gælder eksempelvis de ofte omdiskuterede statsløse ansøgere, der er omfattet af den såkaldte statsløsekonvention. Det fremgår af aftaleteksten mellem regeringen, DF og S fra juni.


























