NB: Det talte ord gælder
Barnevognen, som står uden for Brugsen. Med barnet i.
Jordbærboden i vejkanten. Hvor pengekassen står frit fremme.
Børnene. Der cykler til skole.
Jeg har det ligesom Dan Turèll: Jeg holder af hverdagen.
For det er de små ting. Der summer op til vores store historie.
Hverdagen.
Fortid og nutid.
Med et enkelt ord: tillid.
Når man spørger os danskere, om vi har tillid til andre mennesker. Så svarer rekordmange ja.
I Danmark har vi ikke guldminer. Men vi har noget mere værdifuldt.
Vi har tillid til hinanden.
På tillid har vi bygget et samfund. Med pligter. Og rettigheder. I den rækkefølge.
Jeg betaler min skat. I tiltro til, at du betaler din.
Jeg betaler til dit lægebesøg. I tiltro til, at du betaler til mit.
Vi har den solidaritet.
Og når vi mødes i boligkvarteret. På arbejdspladsen. Til forældremødet. Menneske til menneske. Så mødes vi med tillid.
Det er ikke bare hyggeligt. Det er en kæmpe styrke.
Bare ét eksempel: Hvis ingeniøren på en dansk arbejdsplads har lavet en tegning, som smeden godt kan gennemskue ikke passer helt med de faktiske forhold. Så går smeden til ingeniøren og siger: Hør, der er lige en detalje dér. Skal den ikke være lidt anderledes?
For de kender hinanden. De har gået i skole sammen. De spiller oldboys fodbold om søndagen.
Danmark hænger sammen.
Der er den tillid. Nærhed. Gensidige respekt.
Det giver stabilitet. Kreativitet.
Arbejdspladser. Fremgang.
Tillid gør os ikke kun trygge. Men også rige.
Danmark er et fantastisk land!
Kan I genkende mit Danmarksbillede?
Det tror jeg.
Eller også kan I huske det.
Men der kan være en og anden, som tænker: Er det hele virkelig så rosenrødt?
Jeg ville ønske, at jeg kunne svare JA.
Men NEJ. Det kan jeg ikke.
For selvom rammen om billedet holder. Så er maleriet falmet.
Jordbærboden har fået videoovervågning.
Og det er et paradoks, at selvom velstanden samlet set er steget. Oplever mange en større usikkerhed.
Når man i dag spørger danskerne: Tror I, at jeres børn får en bedre fremtid, end den I selv har haft? Så er mange i tvivl.
De, der har knoklet længe med hårdt fysisk arbejde, er bekymrede for den nærmeste fremtid.
De oplever, at det velfærdssamfund, de har betalt til hele arbejdslivet. Ikke er der, når de har brug for det.
Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at gennemføre en ny ret til tidlig pension for de mest nedslidte.
Vi må hele tiden kæmpe for retfærdighed.
Historien går ikke kun fremad. Den kan også gå tilbage.
Ude i verden tabes de sejre, vi troede, var vundet. Frihandel. Frihedsrettigheder. Kvinders frie ret til abort.
Og herhjemme kender jeg mange mennesker, der ser, at tingene ruller. De er bare ikke selv en del af det.
At løbe hurtigere. Men aldrig hurtigt nok. Nye krav.
Tilliden slår revner.
Centralisering.
Skandalen i Skat.
En amerikansk kapitalfond opkøber vores hjem.
En direktørbonus på flere hundrede millioner. Kender grådigheden ingen grænser?
Åbenbart ikke.
Store banker, som svigtede deres samfundsansvar. Selvom vi holdt hånden under dem.
Klimakrisen. En bekymring for selve vores klode og eksistens.
Danmark er et stærkt land. Danskerne er dygtige. Vores virksomheder tager ansvar for det samfund, de er en del af. Og for de arbejdspladser og den velstand, som vores velfærd står på.
Der er uro i verden. Lande tæt på os er på vej ind i økonomisk afmatning. Og både brexit og handelskrige kan også smitte af på os.
Men i Danmark er der stadig fremgang. Beskæftigelsen er høj. Ledigheden er lav.
Meget går godt. Det gør faktisk det meste.
Men hvis det skal blive ved med at gå godt. Så skal vi gøre noget ved det, der går skidt.
Forskellene er blevet for store. Samfundskontrakten er blevet svagere. Tilliden er blevet mindre.
Hvis afmagten slår rod, så risikerer vi troen på demokratiet. Viljen til fællesskab. Håbet om forandring.
Det må vi aldrig miste. For så mister vi også troen på, at vi kan skabe fremtiden sammen.
Derfor skal vi styrke det, som gør Danmark til Danmark.
Tilliden. Sammenholdet. Solidariteten.
Det er de værdier, jeg har styret efter, siden jeg var ung. Og selvom jeg er blevet ældre. Og på nogle punkter klogere. Det bliver man forhåbentligt gennem hele livet. Så står jeg fast på det, jeg er rundet af.
Jeg vil lede landet med en klar ambition for Danmark.
Derfor er min tale i dag ikke en opremsning af alle de mange ting, regeringen vil gennemføre i Folketingsåret. De står i lovprogrammet.
I stedet vil jeg sætte en retning:
Større retfærdighed. Velfærden først. Et grønnere Danmark.
* * *
I dag vil jeg sige tak for den tillid, der er vist en ny regering. Vist mig som ny statsminister.
Fra vælgerne.
Og fra vores parlamentariske grundlag. Enhedslisten. SF. De Radikale.
Vi har skrevet et fælles forståelsespapir. Det kan vi være stolte af. Det er jeg stolt af.
Jeg glæder mig til samarbejdet med jer.
Jeg glæder mig til samarbejdet med alle her i Folketinget.
Regeringen har ikke selv mandaterne til alt det, vi gerne vil.
Jeg tror på, at brede aftaler kan give bedre resultater.
Andre gange er der en pris at betale for et kompromis. Det vil vi være ærlige om.
I dag holder jeg min første åbningstale som statsminister. Mange af jer her i salen – 60 af jer for at være helt præcis – tager fat på jeres første folketingsår. Vi har også fået et nyt parti.
Jeg vil sige velkommen – fra kollega til kollega.
Skal vi ikke – nye og gamle folketingsmedlemmer – sætte den fælles ambition: at være den bedste udgave af Folketinget i det nye år?
For selvom tilliden til os politikere er steget en smule. Så ligger den lavt.
Og jeg ser den manglende troværdighed som et opråb.
Jeg tror, den kan hænge sammen med, at vi nogle gange – hvordan skal jeg sige det – puster vores resultater lidt op.
Ikke altid er helt ærlige. Lader som om noget, der er svært, er let. Og omvendt.
Det vil jeg prøve at holde mig fra.
* * *
Andre grupper i samfundet nyder langt større tillid i befolkningen:
Jordemødre. Politi. Sygeplejersker. Læger. Alle, der arbejder med omsorg for mennesker.
Det forstår jeg godt.
I dag vil jeg sige til alle jer:
I skaber den tryghed og de muligheder, der gør Danmark til Danmark. I udretter hverdagens små mirakler. Vigtigere bliver det ikke.
Alligevel bliver I presset. År efter år.
Det skal da ikke være sådan, at selvom samfundet bliver rigere. Bliver velfærden ringere.
Regeringen vil sætte velfærden først.
Væk med omprioriteringsbidraget på uddannelser. Hele vejen fra AMU-kurser over erhvervsskoler til universiteter.
Og i de aftaler, vi har indgået med regioner og kommuner, lægger vi en ”bund” under velfærden.
Så der kan ansættes flere sosu-assistenter og sosu-hjælpere. Når der bliver flere ældre.
Så flere børn også kan betyde flere voksne. Så pengene følger med demografien.
Velfærden er nogle steder blevet for slidt. Og nogle steder slider vi for hårdt på medarbejderne.
Derfor vil vi sætte flere penge af til 1.000 ekstra sygeplejersker.
Med andre ord: Vi begynder også at udbygge velfærden.
Sådan kunne jeg blive ved med at tale om alt det, regeringen gør.
Jeg kunne også give vores politik nogle rosende ord med på vejen. Jeg tror næsten, I kan gøre mine sætninger færdige. Vi kender alle sammen jargonen. De mange milliarder. I ti år har kommuner og regioner ikke haft så mange penge til børn, syge og gamle.
Det kunne jeg godt sige. Jeg har sådan set sagt det.
Men jeg vil også sige noget andet.
Jeg vil sige det, som det er:
En del af jer, der sidder oppe på tilskuerpladserne her i salen eller ser med hjemmefra – I kommer ikke til at mærke forbedringerne lige med det samme.
Hverdagen på sygehusene, på plejehjemmene og i daginstitutionerne vil ikke blive markant tryggere og bedre. Ikke fra første færd.
Selvom vi bruger flere milliarder. Selvom vi ruller skæve skattelettelser tilbage. Selvom vi i stedet bruger pengene på uddannelse, sundhed og børn – så er udfordringerne så store. At mange slet ikke vil opdage det.
I får med andre ord den ærlige version.
Vi har kun taget det første skridt. Og der er lang vej.
Men det første skridt betyder, at vi er i gang.
Skridt for skridt. Aftale for aftale. Finanslov for finanslov.
År for år vil vi sætte velfærden først, når vi fordeler pengene.
Men det står også lysende klart, at penge ikke løser alle problemerne.
Vi må også tage en mere grundlæggende diskussion af velfærdssamfundet.
Hvorfor skabte vi det? Hvorfor opbyggede vi dette enestående, fantastiske samfund?
Velfærdssamfundet blev bygget af mennesker. For mennesker.
Sådan var det. Så enkelt og fint er det.
Men i dag kan det godt føles, som om omsorgen er trængt i baggrunden.
Og noget andet har fået overtaget.
New Public Management. Besparelser. Effektiviseringer.
Så længe jeg kan huske, har dansk politik handlet om et velfærdssamfund, der skulle køre længere på literen.
Og der er også kommet en mærkelig udvikling. Som vi måske kan grine af. Men som jeg faktisk tror, er en del af problemet.
Da jeg i august kiggede på min datters nye skoleskema, forstod jeg ikke forkortelserne.
Et lærerseminarium er blevet til et University College.
Og ved I for eksempel, hvad PLC er?
Nej vel.
Det står for Pædagogisk Læringscenter. Engang hed det et skolebibliotek. Hvorfor er vi holdt op med at kalde ting det, de er?
Det er en helt unødvendig fremmedgørelse.
Selvfølgelig skal vi forbedre, hvor det er nødvendigt. Og der kan også være brug for at holde møder. Endda for at lægge strategier.
Men velfærd er ikke et projekt.
Velfærd er varme. Trivsel. Kærlighed. Muligheder.
Vi er mange, der kan takke velfærdssamfundet for, at vi fik mulighed for at bevæge os op ad samfundsstigen.
Men den sociale mobilitet bliver ikke længere bedre. Og hverdagens velfærd er mange steder blevet dårligere.
Vi har fået mere projektvelfærd. Mindre helt almindelig omsorgsvelfærd.
Lad mig komme med et eksempel: Politiet.
Flere borgere oplever, at politiet ikke rykker ud. Eller at deres sager trækker i langdrag.
Vi skal kunne have tillid til politi og retsvæsen. Alt andet er skræmmende.
Hvad er der sket?
Nye opgaver er kommet til. Bandekriminalitet. Terror. Bombesprængninger. Grænsekontrol.
Men er det hele forklaringen?
Eller har pseudoarbejdet også her fået lov til at tage tid fra det rigtige arbejde?
I dag er der mere end 1.900 ansatte i Rigspolitiet. Det er mere end dobbelt så mange som i hele Fyns politi.
Mange ansat centralt. I stedet for ude hos borgerne.
Kan vi ikke finde en bedre balance?
Politiet er ét eksempel.
Her er et til: omsorgen for de ældre.
Jeg har været i praktik som hjemmehjælper. Vi fik et minutskema. Hvert besøg hos de ældre var målt op i et bestemt antal minutter.
Man kan ikke sige til en borger, der er ked af det. Du må kun være ked af det i 8 minutter.
Det giver ingen mening.
Nogle har brugt tid på at udtænke det skema. Nogle bruger tid på at tjekke det. Det skulle ikke undre mig, hvis der endda bruges tid på at tjekke dem, der skal tjekke.
Imens ligger en gammel mand og venter på at blive hjulpet op af sengen.
Medarbejdere i ældreplejen bruger halvdelen af deres tid sammen med de ældre. Den anden halvdel går til at dokumentere, holde møder, dosere medicin, transport fra den ene borger til den anden osv.
Medicinen skal selvfølgelig doseres. Og dagvagten skal vide, hvad der er sket under nattevagten. Men er der andre opgaver, vi kan undvære? Og hvilke?
Her bevæger vi os ind i et dilemmafyldt farvand.
Nu bliver det rigtig svært.
Tag frit valg. En glimrende ide.
Men når borgeren skal have mulighed for at vælge for eksempel rengøring fra et privat firma. Så kræver det, at opgaven ”rengøring” er helt præcist defineret. Så mange minutter til at støvsuge.
Spørgsmålet er, om en del af minuttyranniet i ældreplejen er opstået på grund af inddragelse af private aktører og frit valg?
Og nu skal I ikke tro, at jeg kun er på jagt efter de borgerliges hellige køer.
Her kommer det næste dilemma:
Hvad er vigtigst: tid til omsorg? Eller dokumentation og rettigheder?
Jeg tror, at de fleste af os her i Folketinget på et eller andet tidspunkt har krævet nye rettigheder til borgeren. Og måske mest os, der ligger politisk til venstre.
Vi bliver alle sammen berørt af den ældre kvinde, der ikke får gjort rent.
Men er sandheden ikke, at vi bliver fristet til at lovgive og regulere så meget, at den lokale dømmekraft – hos den stolte sosu-assistent, hos den lokale politiker – sættes ud af kraft?
Er det efterhånden mest i skåltalerne, vi hylder det lokale demokrati?
Vil vi reelt lade det kommunale selvstyre bestemme selv? Og har man altid i kommunerne fokus på det, der er vigtigt? Velfærd til borgeren – ikke skemaer og strategier?
Engang førte Socialdemokratiet valgkamp på, at ældre skulle have ret til et bad hver dag. Det kom vi ikke igennem med.
Heldigvis!
Tænk, hvad det kunne have medført af kontrol og skemaer.
Bortset fra, at en del ældre sagde, at de gad virkelig ikke gå i bad hver dag. Det trak overskrifter. Kan I huske det? Reportager fra plejehjem, hvor beboere udtalte, at det var helt unødvendigt med alle de bade.
Vi havde glemt at spørge de ældre, hvad de helst ville.
Og lige så vigtigt: Vi glemte, hvad politik handler om.
Lovgivning bør handle om retning. Det er måden at lede et land på. Dét er det politiske ansvar.
Hvis der er et konkret problem på et plejehjem. Så skal lederen løse problemet. Og medarbejderen stå til ansvar.
Nu er vi i stedet i gang med at dræne verdens bedste samfundsmodel for det vigtigste. Tilliden til, at andre passer deres arbejde. Tilliden til, at man lokalt kan løse problemerne. Og rette op på fejl.
Hvis vi skal vende den udvikling. Så vil det kræve noget af os alle sammen.
Og hold nu fast. Det bliver svært. For vi skal ikke bare lovgive forfra. Vi skal give slip.
Vi må alle sammen stille os selv de svære spørgsmål.
I kommunerne – hvordan kan man lave færre skemaer og strategier?
I fagforeningerne – hvordan kan man lade være med bare at kræve håndfaste regler for sine medlemmer?
I patientforeningerne – hvordan holder man igen med at kræve nye rettigheder?
Forældrebestyrelserne – de må holde sig i skindet og ikke foreslå en sukkerpolitik oveni økologipolitikken.
Og her i Folketinget skal vi blive bedre til at holde fingrene væk. Også når der er begået fejl. Vi skal lade være med at lovgive om enkeltsager.
For ved I hvad?
Medarbejderne er ved at drukne i alle de gode intentioner, om hvordan de udfører deres arbejde bedst muligt. Jeg forstår godt dem, der lader bureaukratiet gå ind ad det ene øre og ud af det andet. Og bruger kræfterne på at være sammen med borgeren.
Vi har brug for en Nærhedsreform.
Hvor vi skruer ned for detailstyring oppefra. Og skruer op for faglighed og ledelse ude på institutionerne.
Vi går ikke på kompromis med resultaterne. Kræftbehandlingen skal fortsat blive bedre. Børnene skal stadig lære mere i skolen.
Pointen er tværtimod, at den styring vi har i dag, ikke giver de bedste resultater. Vi kan og skal gøre det bedre.
I dag vil jeg invitere alle med på den rejse. Der er ingen fribilletter. Rejsen kræver noget af os alle sammen.
Det bliver ikke nemt. Men det kan blive godt.
Rigtig godt. Hvis vi tør.
Tillid til, at velfærden er der for dem, der har brug for den.
Tid til omsorg. Menneske til menneske.
* * *
Vi skal sætte ind alle steder, hvor tillid er afløst af mistillid.
Vores skattevæsen.
Det er ikke alene it-systemer, der har fejlet. Det er ikke bare nogle forbrydere, der har stjålet af kassen. Det er den helt fundamentale tillid til, at fællesskabet fungerer.
Der ligger mange års genopretning forude. Det er sagt før.
Det bliver svært. Det er også sagt før.
Men opgaven er der. Vi skal løfte den sammen.
Skattesnyd skal opdages. Og straffes. Det kræver, at kontrollen er tilstrækkelig.
I morgen offentliggør vi regeringens finanslovsforslag.
