NB: Det talte ord gælder
Barnevognen, som står uden for Brugsen. Med barnet i.
Jordbærboden i vejkanten. Hvor pengekassen står frit fremme.
Børnene. Der cykler til skole.
Jeg har det ligesom Dan Turèll: Jeg holder af hverdagen.
For det er de små ting. Der summer op til vores store historie.
Hverdagen.
Fortid og nutid.
Med et enkelt ord: tillid.
Når man spørger os danskere, om vi har tillid til andre mennesker. Så svarer rekordmange ja.
I Danmark har vi ikke guldminer. Men vi har noget mere værdifuldt.
Vi har tillid til hinanden.
På tillid har vi bygget et samfund. Med pligter. Og rettigheder. I den rækkefølge.
Jeg betaler min skat. I tiltro til, at du betaler din.
Jeg betaler til dit lægebesøg. I tiltro til, at du betaler til mit.
Vi har den solidaritet.
Og når vi mødes i boligkvarteret. På arbejdspladsen. Til forældremødet. Menneske til menneske. Så mødes vi med tillid.
Det er ikke bare hyggeligt. Det er en kæmpe styrke.
Bare ét eksempel: Hvis ingeniøren på en dansk arbejdsplads har lavet en tegning, som smeden godt kan gennemskue ikke passer helt med de faktiske forhold. Så går smeden til ingeniøren og siger: Hør, der er lige en detalje dér. Skal den ikke være lidt anderledes?
For de kender hinanden. De har gået i skole sammen. De spiller oldboys fodbold om søndagen.
Danmark hænger sammen.
Der er den tillid. Nærhed. Gensidige respekt.
Det giver stabilitet. Kreativitet.
Arbejdspladser. Fremgang.
Tillid gør os ikke kun trygge. Men også rige.
Danmark er et fantastisk land!
Kan I genkende mit Danmarksbillede?
Det tror jeg.
Eller også kan I huske det.
Men der kan være en og anden, som tænker: Er det hele virkelig så rosenrødt?
Jeg ville ønske, at jeg kunne svare JA.
Men NEJ. Det kan jeg ikke.
For selvom rammen om billedet holder. Så er maleriet falmet.
Jordbærboden har fået videoovervågning.
Og det er et paradoks, at selvom velstanden samlet set er steget. Oplever mange en større usikkerhed.
Når man i dag spørger danskerne: Tror I, at jeres børn får en bedre fremtid, end den I selv har haft? Så er mange i tvivl.
De, der har knoklet længe med hårdt fysisk arbejde, er bekymrede for den nærmeste fremtid.
De oplever, at det velfærdssamfund, de har betalt til hele arbejdslivet. Ikke er der, når de har brug for det.
Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at gennemføre en ny ret til tidlig pension for de mest nedslidte.
Vi må hele tiden kæmpe for retfærdighed.
Historien går ikke kun fremad. Den kan også gå tilbage.
Ude i verden tabes de sejre, vi troede, var vundet. Frihandel. Frihedsrettigheder. Kvinders frie ret til abort.
Og herhjemme kender jeg mange mennesker, der ser, at tingene ruller. De er bare ikke selv en del af det.
At løbe hurtigere. Men aldrig hurtigt nok. Nye krav.
Tilliden slår revner.
Centralisering.
Skandalen i Skat.
En amerikansk kapitalfond opkøber vores hjem.
En direktørbonus på flere hundrede millioner. Kender grådigheden ingen grænser?
Åbenbart ikke.
Store banker, som svigtede deres samfundsansvar. Selvom vi holdt hånden under dem.
Klimakrisen. En bekymring for selve vores klode og eksistens.
Danmark er et stærkt land. Danskerne er dygtige. Vores virksomheder tager ansvar for det samfund, de er en del af. Og for de arbejdspladser og den velstand, som vores velfærd står på.
Der er uro i verden. Lande tæt på os er på vej ind i økonomisk afmatning. Og både brexit og handelskrige kan også smitte af på os.
Men i Danmark er der stadig fremgang. Beskæftigelsen er høj. Ledigheden er lav.
Meget går godt. Det gør faktisk det meste.
Men hvis det skal blive ved med at gå godt. Så skal vi gøre noget ved det, der går skidt.
Forskellene er blevet for store. Samfundskontrakten er blevet svagere. Tilliden er blevet mindre.
Hvis afmagten slår rod, så risikerer vi troen på demokratiet. Viljen til fællesskab. Håbet om forandring.
Det må vi aldrig miste. For så mister vi også troen på, at vi kan skabe fremtiden sammen.
Derfor skal vi styrke det, som gør Danmark til Danmark.
Tilliden. Sammenholdet. Solidariteten.
Det er de værdier, jeg har styret efter, siden jeg var ung. Og selvom jeg er blevet ældre. Og på nogle punkter klogere. Det bliver man forhåbentligt gennem hele livet. Så står jeg fast på det, jeg er rundet af.
Jeg vil lede landet med en klar ambition for Danmark.
Derfor er min tale i dag ikke en opremsning af alle de mange ting, regeringen vil gennemføre i Folketingsåret. De står i lovprogrammet.
I stedet vil jeg sætte en retning:
Større retfærdighed. Velfærden først. Et grønnere Danmark.
* * *
I dag vil jeg sige tak for den tillid, der er vist en ny regering. Vist mig som ny statsminister.
Fra vælgerne.
Og fra vores parlamentariske grundlag. Enhedslisten. SF. De Radikale.
Vi har skrevet et fælles forståelsespapir. Det kan vi være stolte af. Det er jeg stolt af.
Jeg glæder mig til samarbejdet med jer.
Jeg glæder mig til samarbejdet med alle her i Folketinget.
Regeringen har ikke selv mandaterne til alt det, vi gerne vil.
Jeg tror på, at brede aftaler kan give bedre resultater.
Andre gange er der en pris at betale for et kompromis. Det vil vi være ærlige om.
I dag holder jeg min første åbningstale som statsminister. Mange af jer her i salen – 60 af jer for at være helt præcis – tager fat på jeres første folketingsår. Vi har også fået et nyt parti.
Jeg vil sige velkommen – fra kollega til kollega.
Skal vi ikke – nye og gamle folketingsmedlemmer – sætte den fælles ambition: at være den bedste udgave af Folketinget i det nye år?
For selvom tilliden til os politikere er steget en smule. Så ligger den lavt.
Og jeg ser den manglende troværdighed som et opråb.
Jeg tror, den kan hænge sammen med, at vi nogle gange – hvordan skal jeg sige det – puster vores resultater lidt op.
Ikke altid er helt ærlige. Lader som om noget, der er svært, er let. Og omvendt.
Det vil jeg prøve at holde mig fra.
* * *
Andre grupper i samfundet nyder langt større tillid i befolkningen:
Jordemødre. Politi. Sygeplej