De radikale fik ikke nogen afgift på flyrejser med i aftalen om finansloven, men partiet vil fortsætte kampen for at gøre det dyrere at flyve, og den kamp vil partiet føre både inden og uden for Christiansborg.
»Vi er villige til at gå på kompromis for at få en flyafgift, og vi har bestemt tænkt os at fortsætte den kamp længe endnu«, siger partiets klimaordfører, Ida Auken til Ritzau.
De radikale har længe arbejdet for at få en flyafgift, men regeringen har hidtil afvist forslaget. Og det skete også i forhandlingerne om finansloven.
En række lande har indført en flyafgift i en aller anden form, men Socialdemokratiet har hidtil afvist forslaget, fordi det enten vil ramme socialt skævt eller ikke have nogen gavnlig effekt på klimaet.
»I de lande, hvor man har indført meget lave flyafgifter, har de formentlig ikke rigtig nogen effekt. På et møde for ganske nylig spurgte jeg forsamlingen, om de var villige til at betale bare 500 kr. mere for en flybillet for klimaets skyld. Så rakte næsten alle hånden i vejret, men dermed har de desværre også bevist den pointe, at en lav flyafgift næppe har en adfærdsregulerende effekt. Det vil formentlig først batte, hvis man laver nogle meget høje flyafgifter, og det vil så ramme familier med en lav indkomst ekstra hårdt. Derfor er vi modstandere af at indføre en flyafgift«, har klimaminister Dan Jørgensen (S) sagt.
Nyt krav til foråret
Regeringen vil hellere – i stedet for at forhindre de danskere, der har færrest penge, i at flyve – investere i en omstilling af flytransporten, så den i fremtiden kan drives af bæredygtige brændsler.
Men det argument får ikke de radikale til at opgive kampen for en flyafgift, og partiet håber, at næste mulighed for at få den vedtaget vil opstå, når der er forhandlet en klimalov, og den i løbet af foråret skal følges op af en klimahandlingsplan.
Hvis de radikale heller ikke kommer gennem med ønsket i den forhandling, vil partiet søge at få flyafgiften med i finansloven for 2021. Og hvis det heller ikke fører til noget vil partiet overveje at »gå til branchen selv, hvis regeringen bliver ved med at stritte imod«.
»Så gør vi det«, siger Ida Auken.
Regeringen er også under pres fra Klimarådet, der for en måned siden i et notat anbefalede regeringen og Folketinget at indføre en passagerafgift, som nabolande som Sverige, Norge, Tyskland og Storbritannien har indført.
Jo flere penge man tjener, jo større andel af ens disponible indkomst går til flyvning
Klimarådet
»I Tyskland koster en tur til London ca. 50 kr. i afgift i øjeblikket, mens en længere rejse til Bangkok beløber sig til ca. 300 kr. Klimarådet lægger op til, at Danmark som et første skridt på vejen mod at regulere luftfartens klimabelastning følger modellerne i Sverige og Tyskland«, skrev rådet i sit notat 7. november.
Klimarådet mener, at det er muligt at indføre en afgift, som ikke især rammer borgerne med de mindste indkomster.
»En afgift, der generelt øger prisen på flyrejser, ser ud til i overvejende grad at blive betalt af dem med størst indkomster«, skrev Klimarådet i sit notat.
»Det skyldes, at det er højindkomstgrupper, der bruger flest penge på flyvning ikke blot i kroner og øre, men også i forhold til deres indtægt. Det vil sige, at jo flere penge man tjener, jo større andel af ens disponible indkomst går til flyvning«.
Unge er vilde med at flyve
Klimarådets tal viste, at en lønmodtager på højeste niveau i gennemsnit bruger godt 3.000 kr. – 0,8 procent af sin disponible indtægt – om året på flyrejser, mens en lønmodtager på grundniveau bruger knap 1.500 kr. om året, svarende til knap 0,6 procent af sin disponible indkomst.
»Den præcise fordelingsmæssige effekt af en flyafgift vil dog afhænge af udformningen af flyafgiften«, skrev Klimarådet.
De eneste, der bryder mønstret med, at jo mere man tjener, jo flere penge bruger man på flyrejser, er de uddannelsessøgende, der er de absolutte topscorere målt på, hvor stor en andel af deres indkomst, de bruger på flyrejser. De studerende bruger 1,8 procent af den disponible indkomst, svarende til godt 1.000 kr. om året.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter