»Jeg er skuffet over, at det er min egen formand Jakob Ellemann-Jensen, der inviterer resten af Folketinget til at rejse en rigsretssag i mod mig. Det er også derfor, at jeg overvejer, hvad der skal ske. Jeg kan bare konstatere, at det er sådan, det er«, siger Inger Støjberg.
Hun overvejer sin fremtid i Venstre, efter at et markant flertal i hendes eget parti har besluttet at stemme for en rigsretssag mod hende.
Beslutningen blev truffet på et langt og »svært« gruppemøde. Ifølge Inger Støjberg var det skuffende, at mange af hendes partifæller faldt hende i ryggen. Støjberg selv fastholder, at hun ikke har begået noget ulovligt.
»Jeg ved jo, som den eneste, der rent faktisk var i lokalet, da det her fandt sted, at jeg har ikke givet nogen ulovlig ordre til nogen. Og det er i øvrigt også blevet bakket op af samtlige vidner, der er blevet spurgt om det i kommissionen. Det har kommissionen også selv skrevet i deres beretning. Men nu er det tilsyneladende en kendsgerning, at der kommer en rigsretssag, og så tager jeg det med«, siger Inger Støjberg.
»Som jeg har sagt før, så dør man jo ikke af at komme for en rigsret. Men det er en alvorlig sag at skulle for en rigsret, men sådan er det«.
Den største mistillidserklæring, jeg kan få fra min egen formand, det er, at han har inviteret resten af Folketinget til at rejse en rigsretssag
Inger Støjberg (V)
Mulig exitstrategi
På grund af den følsomme sag bliver Venstres folketingsmedlemmer fritstillet. Det betyder, at de hver og især må gøre op, om de stemmer for eller imod en rigsretssag. En sag, der bliver rejst som blot den sjette rigsretssag i danmarkshistorien.
Ni af Venstres medlemmer tilkendegav ifølge Jakob Elleman-Jensen til mødet, at de vil stemme imod en rigsret. Der er ifølge Politikens oplysninger tale om Inger Støjberg selv, samt Hans Christian Schmidt, Preben Bang Henriksen, Mads Fuglede, Thomas Danielsen, Peter Juel-Jensen, Britt Bager, Kristian Pihl Lorentzen og Michael Aastrup Jensen.
De øvrige 32 medlemmer i Venstres folketingsgruppe har tilkendegivet, at de vil stemme for en rigsretssag - og følger således formandens linje.
Inger Støjberg siger, at hver enkelt medlem må stå til ansvar for sin beslutning.
»Man skal huske på, at hvert enkelt folketingsmedlem er anklagemyndighed og anklager i den her sag. Og det er jo det, Venstres folketingsgruppe hver og en har gjort op med sig selv, hvorvidt man mener, der skal rejses en rigsretssag eller ej«, siger Støjberg.
Støjberg giver ikke meget for Jakob Elleman-Jensens forklaring om, at en rigsretssag bør nedsættes for at frikende hende for anklagerne om lovbrud.
»Nu er det ikke sådan i Danmark, at vi fører retsager for at rense hinanden. Den største mistillid man kan give hinanden, det er en rigsretssag. Derfor er det også den største mistillidserklæring, jeg kan få fra min egen formand, det er, at han har inviteret resten af Folketinget til at rejse en rigsretssag«, mener Støjberg.
Er du på vej ud af Venstre?
»Jeg vender jo lige skråen, det har jeg jo sagt. Men det er en tid, hvor man reflekterer lidt over fremtiden, det tror jeg, alle vil kunne forstå«.
Uklar om ordførerskab
Hverken Jakob Elleman-Jensen eller Inger Støjberg vil forholde sig til, om Støjberg kan fortsætte som retsordfører for Venstre, mens hun selv sidder på anklagebænken.
»Alle de ting, må vi tage, når tingene kommer dertil. Jeg kan sige så meget, at jeg skal ned i folketingsalen i dag med to beslutningsforslag, som Dansk Folkeparti har stillet. Så længe er jeg det i hvert fald«, siger Støjberg.
Din indstilling er, at det kan du godt være?
»Det har jeg simpelthen ikke tænkt på. Ved du hvad, jeg tror sådan set, der er vigtigere ting for mig lige nu, end hvorvidt jeg skal være retsordfører for Venstre«.
Flere af de kvinder, som blev tvangsadskilt som følge af den - ifølge Instrukommissionen »klart ulovlige« ordre, har ifølge kommissionen truet med selvskade og selvmord, hvis adskillelsen blev fastholdt. Inger Støjberg fastholder dog, at hun gjorde, som hun gjorde, for at beskytte kvinderne.
»Jeg må bare sige, jeg har kæmpet for at beskytte de her piger, og det mener jeg, jeg har med god grund. Jeg kan også godt huske, hvordan debatten var tilbage i 2016, og hvor stor et pres der var for netop at modgå barnebrude i de danske asylcentre«, siger Støjberg, som dog erkender, at der er begået fejl.
»Der er sket fejl i den her sag, det har jeg flere gange været ude og sige. Men når det er sagt, vil jeg altså sige, at kampen imod barnebrude, og det fænomen som barnebrude er, det er ækelt. Det er en kamp, jeg kommer til at kæmpe resten af mine dage«, siger Inger Støjberg.
Hun vurderer, at der i Venstres bagland fortsat er stor opbakning til en stram udlændingepolitik og en fast værdipolitik:
»Og det er jo det, jeg har stået for i alle de år, og vil blive ved med at stå for. Ligegyldig hvordan det her ender«.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter