En række Jyske Venstre-borgmestre opfordrer Inger Støjberg til at melde ud om sin fremtid i partiet, skriver DR. Den tidligere næstformand skal ikke sætte sig selv over partiet, lyder det blandt andet.
»Hun skylder det. Hun er med i et fællesskab. Så må hun gøre op, om hun vil arbejde for det fællesskab. Jeg er enig med formanden i, at det ikke går, at hun sætter sig selv over partiet«, siger Egon Fæhr (V), der er borgmester i Vejen, til DR.
Ib Kristensen (V), der er borgmester i Billund, tilføjer:
»Inger bruger jo spørgsmålet om sin fremtid i Venstre til at fremhæve sig selv«.
Ib Boye Lauritsen (V), borgmester i Ikast-Brande, er efterhånden træt af Støjbergs nølen.
»Personligt gider jeg ikke bruge mere tid på Støjberg. Det er spild af tid. Jeg synes, det er dybt uinteressant, hvad Støjberg vil«, siger han.
Støjberg er fortsat uafklaret omkring sin fremtid i partiet. I søndags sendte hun igen stikpiller i retning af Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen. Det skete ved et ekstraordinært landsmøde. Her blev Støjberg afløst af Stephanie Lose (V) som næstformand.
Men det var Støjbergs afskedstale som afgående næstformand, der var det store samtaleemne ved det ekstraordinære landsmøde, som foregik virtuelt. Støjberg talte om og til sit jyske bagland. Efterfølgende gentog hun, at fremtiden fortsat var uafklaret.
ritzau
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter