Efter planen hæves forsamlingsloftet indendørs til 25 personer og udendørs til 75 per 6. maj.

Ellemann vil have forsamlingsloft hævet hurtigere end aftalt

Danmark er ved at åbne mere op, og det sociale liv behøver ikke kun finde sted på bænke i solen - cafeer, restauranter og barer er åbnet med visse restriktioner. Nu forhandles næste skridt i genåbningen.  Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Danmark er ved at åbne mere op, og det sociale liv behøver ikke kun finde sted på bænke i solen - cafeer, restauranter og barer er åbnet med visse restriktioner. Nu forhandles næste skridt i genåbningen. Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen ser gerne, at genåbningsplanen rykkes frem.

Det betyder konkret, at fase 4 af den yderligere genåbning af samfundet skal begynde 6. maj i stedet for 21. maj.

Det siger Ellemann-Jensen forud for torsdagens genåbningsforhandlinger. Der er godt styr på coronasmitten i Danmark, mener han.

»Vi står i en gunstig situationen, og det skal vi alle sammen være glade for. Men det skal vi også reagere på og ikke lade som om, at verden er en anden, end det den er«, siger han.

Det betyder også, at der skal mere fart på, når det gælder om at få hævet forsamlingsloftet.

Efter planen hæves forsamlingsloftet indendørs til 25 personer og udendørs til 75 per 6. maj. Fra 21. maj - altså i fase 4 - er det 50 personer indendørs og 100 personer udendørs.

Forsamlingsforbud bør løftes hurtigere

Ellemann-Jensen vil ikke lægge sig præcist fast på et tal. Men han siger, at det vil »være naturligt« at tage udgangspunkt i 50/100-modellen allerede fra 6. maj.

»Vi ser gerne, at forsamlingsforbuddet bliver løftet hurtigere, end det der er lagt op til. Det havde vi også med til forhandlingerne sidste gang. Men vi landede desværre på et uambitiøst niveau«.

»Vi ser det gerne skubbet i vejret, fordi vi bliver nødt til at tage bestik af, hvordan virkeligheden er. Og virkeligheden er heldigvis, at der ikke er særligt mange indlagte, og at smittetallene er under kontrol«.

Hos Dansk Erhverv er administrerende direktør Brian Mikkelsen på linje med Ellemann-Jensen. Fase 4 skal fremrykkes til 6. maj.

»Det vil give fitnesscentrene, organisationslivet og andet fritidsliv en tiltrængt mulighed for at genåbne tidligere end planlagt«, siger han i en skriftlig kommentar.

Brian Mikkelsen ser desuden meget gerne en snarlig afklaring på større arrangementer som for eksempel festivaler. Arrangørerne har brug for klarhed, mener han.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her