Departementschef i Statsministeriet, Barbara Bertelsen, får en advarsel.
Det skriver Statsministeriet i en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at det er statsminister Mette Frederiksen, der har truffet beslutningen, og at det sker efter en indstilling fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.
»For Barbara Bertelsen vil der ikke være yderligere ansættelsesretlige konsekvenser«, lyder det i pressemeddelelsen.
Barbara Bertelsen fik inden sommerferien skarp kritik af Minkkommissionen, der konkluderede, at »Barbara Bertelsen har begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage hende til ansvar i anledning af hendes medvirken til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet i forbindelse med pressemødet den 4. november 2020 og den efterfølgende opretholdelse heraf«.
I en pressemeddelelse siger Barbara Bertelsen selv, at hun tager advarslen til efterretning:
»Minkkommissionens rapport rejser markant kritik af processen, der førte til beslutningen om, at det var nødvendigt at aflive alle mink i Danmark – herunder min rolle som departementschef i Statsministeriet i forbindelse med forløbet. Det tager jeg selvfølgelig alvorligt. Jeg har nu modtaget afgørelsen i min sag, der betyder, at jeg har modtaget en advarsel, jf. tjenestemandsloven. Den har jeg taget til efterretning og accepteret«.
I miljøministeriet har minister Lea Wermelin besluttet, at departementschef Henrik Studsgaard fritages fra tjeneste fra dags dato. Det sker også ifølge en pressemeddelelse på baggrund af rådgivning og indstilling fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen. Derudover skal der indledes en disciplinærforfølgning af Henrik Studsgaard med et tjenstligt forhør.
Studsgaard fik også kritik fra Minkkommissionen. Han havde ifølge kommissionen »pligt til at sikre sig, at hjemmel til aflivning af alle mink og til udbetaling af tempobonus var blevet undersøgt og bekræftet«, der konkluderede, at han, ligesom Barbara Bertelsen, havde »begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der foreligger grundlag for, at det offentlige søger ham draget til ansvar i anledning af hans medvirken til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet i forbindelse med pressemødet 4. november 2020 og den efterfølgende opretholdelse heraf«.
Rigspolitichef Torkild Fogde er ligeledes »fra dags dato fritaget fra tjeneste«. Fogde skal ligesom Henrik Studsgaard igennem en »disciplinærforfølgning«. Det fremgår af en pressemeddelelse udsendt af Justitsministeriet.
Ifølge kommissionen reagerede Thorkild Fogde ikke med den nødvendige hast, da han på et møde 5. november 2020 blev bekendt med, at der ikke var hjemmel til at aflive alle mink i Danmark. Som konsekvens fortsatte politiet i flere dage med den ulovlige plan om at bistå opgaven med at aflive alle mink i Danmark.
Politidirektør i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Lene Frank er konstitueret som rigspolitichef, mens sagen vedrørende Thorkild Fogde behandles, oplyser ministeriet.
Departementschef Johan Legarth fra Justitsministeriet har for sin ageren i minksagen modtaget en »irettesættelse«, og ligesom i sagen med Barbara Bertelsen vil der for Legarth ikke være yderligere konsekvenser.
Fødevareministeriet har ikke fundet grundlag for at hjemsende tre medarbejdere i anledning af Minkkommissionens beretning, skriver ministeriet til Ritzau.
Blå Bog:
Barbara Bertelsen i syv års tæt parløb med Mette F.
fortsæt med at læse



























