Regeringen ændrer forbud mod utilbørlig behandling af religiøse genstande til kun at omfatte »skrifter med væsentlig religiøs betydning«, melder Justitsministeriet.
»Det har været vigtigt for regeringen, at lovforslaget skulle være så præcist som muligt«, siger justitsminister Peter Hummelgaard (S) i meddelelsen.
»Vi har valgt at justere lovforslaget, og det har vi bl.a. gjort på baggrund af Politiforbundets høringssvar og bekymring for, om forbuddet med den oprindelige formulering ville være for svært at håndhæve i praksis«.
I august annoncerede regeringen, at den ville indføre et indgreb mod afbrænding af koraner. Over sommeren havde koranafbrændinger i Danmark og Sverige tiltrukket sig stor international opmærksomhed. Regeringen argumenterede for, at det skadede danske interesser og øgede trusselsbilledet mod Danmark.
Siden har regeringens forslag vakt skarp kritik i Folketinget, hvor partier vil ophæve den normale clearingaftale for folketingsmedlemmer, således at alle folkevalgte skal møde op til afstemningen om forbuddet.
En stor bunke høringssvar har udtrykt kritik af regeringens forslag. Eksempelvis har Politiforbundet udtrykt bekymring over, at det fremlagte regeringsforslag ville være svært at håndhæve for de enkelte betjente.
Politifolk kritiserer koranlovI det nye forslag, der er sendt ud fredag, forsøger regeringen at komme det i møde. Forslaget indeholder flere ændringer end skiftet fra religiøse genstande til kun skrifter. Det tydeliggøres eksempelvis, at kunstværker, hvor den utilbørlige behandling er en mindre del af et større værk, ikke vil være omfattet af forbuddet. Det har været et punkt, Radikale Venstre ville have ændret for at kunne støtte forslaget.
Justitsministeriet efter kritik: Man må altså gerne brænde kors afLigeledes fastsættes det, at det ikke vil være strafbart at billige utilbørlig behandling af de religiøse skrifter. Her har juridiske eksperter peget på, at der var et uhensigtsmæssigt hul i regeringens første lovforslag. Forslaget ville ifølge eksperter risikere at medføre en skarp straf for at udtrykke anerkendelse af afbrændinger af koraner.
Det nye lovforslag afgrænser sig desuden til trossamfund, som er registreret som anerkendte efter trossamfundsloven, samt folkekirken. Det adskiller sig dermed fra det første forslag, hvor der var lagt op til, at trossamfund, der ikke var anerkendt, skulle omfattes.
Ritzau
fortsæt med at læse
Nyt forslag skærer det »endnu mere ud i pap, hvad vi gerne vil«. Nu er det utilbørlig behandling at vikle en koran ind i bacon, men ikke i et regnbueflag
-
Politifolk kritiserer koranlov
-
Hvad er »utilbørlig behandling«? Hvornår er en genstand religiøs? På godt 20 sider har regeringen forsøgt at præcisere, hvem der skal rammes af koran-lov
-
Det er lykkedes at stoppe Paludan: Eksperter undrer sig over, hvorfor man ikke bare bruger gældende lov mod koranbrændere


























