Køges borgmester, Marie Stærke (S), har offentligt undskyldt og beklaget, at beboerne på plejehjemmet Nørremarken har været udsat for nedværdigende og ydmygende behandling af de ansatte. Men på de indre linjer var svaret fra Køge Kommunes HR-afdeling at sende den medarbejder, der gjorde opmærksom på, at de ældre blev udsat for omsorgssvigt, hjem og rejse en tjenstlig sag mod hende. Det skete allerede for en måneds tid siden, hvor kommunens ældre- og sundhedsudvalg blev orienteret om sagen.
Politiken ville gerne have Marie Stærke til at forklare, hvorfor kommunen på denne måde har reageret resolut mod den medarbejder, der gentagne gange har gjort opmærksom på de kritisable forhold, som TV 2-dokumentaren ’Opråb fra plejehjemmet’, der vises torsdag aften, har bragt frem, men borgmesteren er ikke vendt tilbage.


























